Vi lever i en XL tidsalder
Jeg har lige været sammen med ham, jeg stadig er vild med, og nej bare rolig I skal ikke involveres i mit privatliv. Bortset fra et lille tilbageblik, som jeg kom i tanke om, da jeg lyttede til Weil i den indsatte videoe, for ham er det jo, jeg er så respektfuldt betaget af. Og – vi tager lige lidt pral – har været så heldig at interviewe to gange.
På trods af mit noget forældede optageudstyr, så er det altså ikke mere end otte år siden, jeg har bare aldrig tilegnet mig mobile færdigheder
Weil er blevet kaldt kvaksalver af lægekolleger, fordi han står bag begrebet integrativ medicin. I korthed en kombination af alternativ og traditionel medicin. Og Andrew Weil begyndte jo som Harvard-uddannet læge, men så styrede hans nysgerrighed ham på en rejse mod andre lande, andre syn på liv og helbred, kost og behandlinger.
Weil nævner, at en kinesisk læge, som holdt foredrag for lægerne på Andrew Weil Center for Integrative Medicine stillede forskellen på kinesisk medicin kontra vestlig medicin meget enkelt op: I kinesisk medicin fordriver man det onde og støtter det gode (og hertil anvendes det, vi i Vesten kalder alternativ medicin som akupunktur og urter, red.). I vestlig medicin identificerer man det onde (f.eks. bakterier og virus, red.), og udvikler medicin, men gør meget lidt for at fremme og understøtte det gode.
På trods af visse kollegers nedsættende ord er Andrew Weil i dag en guru med 10 millioner solgte bøger på et omfattede CV. Og han er ham, der for snart mange år siden pegede på inflammation* som årsag til mange af de livsstilssygdomme, som stadig flere løber ind i.
* Jeg minder lige om, at begrebet også i den grad har overtaget hudplejen.
Han nævner, at denne guru-status som bl.a. at blive udnævnt af Time til en af verdens 100 mest betydningsfulde personer, har han udnyttet til at udbrede kendskabet til integrativ medicin, hvor man ser mennesket/patienten som en helhed. I integrativ medicin afviser man altså ikke medicinsk behandling, men ser andre behandlingsmetoder som supplement eller i visse tilfælde måske det bedste valg. Og det er der vel egentlig meget lidt kvaksalveri over.
*Og må jeg minde om, at begrebet også i den grad har overtaget hudplejen.
Og så tilbage til XL-livsstilen. Og derfor først lige tilbageblikket.
Det her er ikke farmormad, men huskokkens (alias husgartneren) frikadeller plus nogle af de ingredienser, der kommer i farsen.
For da lille-Lise var barn spiste man rigtig mad, og når farmor havde lavet den, så var der grove grøntsager i simreretter og supper. Til daglig stod der grød i alle afskygninger på menuen flere dage om ugen, og jeg har ikke spist grød siden. Men ingen færdigretter. Ingen frost. Ikke noget to-go.
Rigtig mad mætter. Rigtig mad bliver genkendt af kroppen. Der er næringsstoffer i det rigtige indbyrdes forhold. En anden ting var, at alles livsstil var langt mere fysisk. At køre på cykel var ikke et valg eller måske et signal til omverdenen, for kun få havde bil. Og selv om vi klager over offentlig transport i dag, så var den godt nok mere mangelfuld for et par generationer siden. Folk brugte deres ben.
Jeg har heldigvis ikke oplevet 2. verdenskrig, men Weil nævner i videoen herunder, at når man ser gamle film og ser folkemængder, så er der ingen fede mennesker. Og det jo rigtigt. Det ville formentlig være umuligt at lave en optagelse af en folkemængde i USA uden at der var fede mennesker, og vi er godt på vej til at lægge os efter den XL-livsstil, der har ført dertil.
Vi skal tilbage til før 70’erne, hvor det for alvor begyndte at gå galt, og som Weil nævner, så sparkede lægerne til den mildest talt uheldige udvikling, fordi de ikke mindst dengang var så dårligt uddannede på ernæring. For eksempel gik det så galt, at læger stod bag en anbefaling af margarine med transfedtsyre i stedet for det naturlige produkt, som smør er, og satte næringsrige æg på negativ-listen.
Dr. Andrew Weil’s antiinflammatoriske kost er i hovedtræk baseret på middelhavskost med skelen til asiatisk kost.
Men den soyaolie, som en masse lobbyarbejde sørger for stadig er storleverandør af omega-6 fedtsyrer, som er pro-inflammatoriske, den er det ikke lykkedes af få fjernet fra al den præ-fabrikerede færdigmad, al den junk og snacks, der indtages i megamængder. Skyllet ned med sukkerspeed i XL-flasker.
Vi er der ikke endnu, men vi er godt på vej. Kig dig omkring i bybilledet og se, hvor mange unge, der går rundt med en dåse cola eller energidrik. Eller fortærer store bakker popkorn og chips eller pizza to-go. Der er pænt langt imellem, at man ser nogen gnaske en gulerod eller bare et æble. Når jeg har besøg af nevøens knægte, så er burger og ‘fritter’ efterfulgt af Yankie Bar og cola det ultimative. Og det selv om – eller måske netop fordi – de har yderst kostkyndige forældre.
Men lige en ting, som netop de bevidste forældre ofte praktiserer, og det er at give ungerne frugtjuice i stedet. Not good, siger Weil, for indholdet af fruktose er højt, og fruktose er, hvilket jeg ikke før har hæftet mig ved, sødere end glukose. Han nævnte faktisk, at man ikke bør spise alt for meget frugt men især koncentrere sig om grøntsager. Det var en til mig, der jo siden midtfirserne har spist frugt hver morgen. Og shhh! det fortsætter jeg med, for det føles fantastisk.
Jeg håber, I har tid til at indtage de kloge ord fra en mand, der har viet en stor del af sit liv til stadig at blive klogere. Han grundlagde The University of Arizona Andrew Weil Center for Integrative Medicine i 1994 for at undervise læger og andre behandlere og træne dem i at tænke ‘ud af boksen’ så at sige (ikke Weil’s ord).
PS: De af jer, der ved, at Weil har assisteret Origins med viden om ingredienser i den serie, der har hans navn, vil jeg nævne, at de penge, han får, de går til Center for Integrative Medicin. Jeg elsker ildsjæle.
Karin winther skriver
Ihhhh altså den samtale gad jeg godt høre, der får sådan et smil frem på Hr Weils ansigt. ☺️ Havde det været i dag, var det jo blevet udgivet som Podcast…. helt sikkert. 👵🏻🎧
Jeg er helt enig med Hr Weil om sukker, frugt og de juicer der, og det har jeg været siden 70’erne,hvor jeg læste artikler om sukker som det rene “gift”. Det gav så meget mening allerede dengang, og viser sig jo også ved, helt at have gået over gevind siden. Og så alt det om fedtstoffer og XL … jamen altså ……. og i dag er det jo ikke fordi vi ikke VED det. Man tillader det og folk vil ha det.
Jeg kan selv godt lide et stykke frugt sammen med lidt ost, eller i en salat, eller nu hvor der er røde æbler overalt, så laver jeg da også en æblekage. Men jeg er en storspisende grønsagspige, og i dag står det på simregryde. Spiser meget sjældent oksekød, men i dag er det endda med en god udskæring fra en engang glad ko 😇. Vejret er til det.
Og så vil jeg til sidst rose dig, Lise, for dine altid inspirerede, varierede og kloge skriv. Og selv når du lover læsefri, så fører det ene link jo altid videre til det næste 😂😅 og så fremdeles. Elsker det ❤️🙏🏼
Lise Grosmann skriver
Karin winther: Det var nok mere til kameraet (; Interviewet var nu til et magasin, som den dag i dag ikke har noget Podcast lige som dit datterbarn på @tothemoonhoney
Sukker i frugt er jo ikke usundt og i øvrigt sammen med fibre, som gør en hel del i forhold til langsom optagelse i forhold til et skud energidrik, og han mener jo heller ikke nul frugt, bare at man mere skal satse på grøntsager. Men jeg forstætter med min frugt om morgenen, det føles ganske enkelt som noget af det bedste, jeg har gjort på kostsiden.
Du er så go’ til simremad, jeg gids ikke lave det mere. Men jeg må jo købe kødet fra den glade ko og så prikke til manden, for det smager jo godt.
TAK TAK TAK for de ord fra en trofast læser, det betyder så meget for mig. Og ja, de læsefri dage, de holder jo ikke rigtig, hvis man klikker på alle link. For jeg tænker, at I også har andet at lave end #liselongskriver-læse. Tak igen og god weekend kære <3
Karin winther skriver
Haha
Ja og selvfølgelig er hele frugter supersund og lækkert.
Jeg ved også at Hr Weil ikke er vild med Kamboutcha og det bliver jeg også ved med 😘
Lise Grosmann skriver
Karin winther: Se, det vidste jeg ikke og jeg ville faktisk tro, at den fermenterede drik lige var noget for ham. God dag kære <3
Pernille S skriver
Wauw!!!
Dit møde med dr. Weil må have været en moment in life oplevelse. Sejt Lise! Ud over klogskab, så ser han da også ekstremt rar ud (lidt julemandsagtig❤️)! Smilet ses helt op i hans øjne, hvilket vidner om godt selskab!😉 Kan huske første gang jeg hørte om svampe Origins hudpleje… Det syntes jeg var noget særligt!
Ildsjæl er den gode mand. Det samme er du Lise. Jeg får konstant optur over dine utrættelige berigende blogindlæg. Tak fordi du orker!
Xl ses overalt – også i de hvide kitlers verden. Diabetes er snarere en regel end undtagelse! Og mange andre livsstilssygdomme. Lad os få fokus på de grove vintergrøntsager og simreretter. Vejret indbyder til det! Frugt kan jeg heller ikke undvære, så vi spiser videre i det skjulte, ik’? 🤣
Ønsker dig den dejligste weekend. Tror din gode livsledsager sørger godt for din sundhed. Det vidner det skønne grøntssagsfoto om! Jeg vil i løbet af weekenden lytte til klippet med Weil.
Kh Pernille S🥰
Lise Grosmann skriver
Pernille S: 2 x ‘vovvov’, for det første interview var endda i Paris….hallo! Jeg er vist den eneste på den liste fra DK. Weil var afgjort et rart menneske at møde, og så fortalte han i øvrigt, at han er vild med det danske rugbrød, men det har været umuligt for ham at smitte andre over there med sin begejstring selv om det er en del sundere end det blege, de spiser.
Han er jo også vild med svampe, og derfor er de i Origins, lige som ingefær og gurkemeje, som han har anbefalet i årevis især i sine snakke om ‘ilden inden i’/inflammation. Når nu du får tid til at se/lytte videoen, så møder du lidt en anden Weil end man lige ser på foto her, venlig afgjort men også i sit fagligt skarpe hjørne. Og selv om det er USA, så får du måske et fagligt fremtidskig. Og det er jo bl.a. mødet med den slags mennesker og nysgerrighed efter mere viden, der holder fru blogmutter her i gang. Det er min lille passion og har været det i mere end 40 år (du goeste!!!).
Og yes, vi dækker over hinanden med det frugtgnaveri <3 Og jeg må prikke til huskokken og be' om simreretter. Sjovt, for engang var jeg god til alt sådan noget - lavede bl.a. en god irsk stuvning - men nu gids jeg ikke. Men vores lille marks grøntsager, dem fortærer jeg med fryd og glæde.
God weekend og efterårsferie