Så længe, at jeg ikke kan huske fra hvornår, har jeg altid haft mindst én lille flaske æterisk lavendelolie. En på badeværelset til hud, hår, skrammer, insektstik m.v. og en ved min seng til de aftener, hvor Ole Lukøje blev opholdt et andet sted. Så dupper jeg lidt på hjørnerne af hovedpuden og lidt på indersiden af mine håndled, lægger mig på ryggen og trækker vejret dybt og roligt. Jeg vil skrive om søvn senere, lige nu er det Lavendula augustifolia, den mest anvendelige af de æteriske olier, der skal hypes lidt.
Ud over at være hudhelende og antiseptisk, søvnbefordrende og i det hele taget beroligende på et sind i oprør, så er lavendel en rigtig lille sommerven. Den holder myg væk. Yes! Jeg har selv testet det ved en sø i Sverige – og det er en udfordring for ethvert mygge-remedie. Så dup dér, hvor de plejer at stikke snablen i dig. Er det en hveps eller bi, der får bid hos dig, så skal du selvfølgelig få brod ud og alt det der, men bagefter kan du duppe med lavendelolie. OBS! Hvis du er allergisk, så skal du følge andre forholdsregler og ikke dette husråd! I øvrigt lindrer lavendelolie også, hvis du kommer for tæt på brændenælderne.
Jeg kommer ofte nogle dråber lavendelolie i min shampoo, fordi jeg har lidt problemer med min hårbund. På samme måde kan et par dråber i ens bodylotion gøre den ekstra regenererende – og det samme gælder natcremen, som så også vil befordre søvnen. Har du fået lovlig meget sol, så lindrer lavendelolie også – f.eks. i din aftersun-lotion. Den er i sit es i olien, når ømme muskler skal have en kærlig massage. Og i duftlamper til at rense luften eller lindre ved f.eks. bronkitis eller nervøsitet. Og sådan kunne jeg blive ved.
Husk, at generelt må æteriske olier aldrig anvendes direkte på huden, men lavendelolie er – hvis man altså ikke er allergisk – en undtagelse. Men vi taler dråber, ikke sjatter og kun mindre hudpartier. Ellers skal den i olie eller creme/lotion. Til gengæld har du så for under 50 kr. et middel, som burde stå i ethvert husapotek – og være selvskreven i kufferten på ferien.
PS: Hvis du hører til en af dem, der går totalt i selvsving bare du hører om noget, der dufter, så må du ikke forveksle dette fantastiske terapeutiske middel med parfumestoffer fremstillet i et laboratorium. De er og bliver en pixelleret kopi af naturens stadig hemmeligholdte opskrift på flere hundrede komponenter. De kan muligvis fornøje din lugtesans, men de har på ingen måde de mange egenskaber, som en æterisk olie har. Men derfor kan man godt være allergisk over for lavendelolie, det er bare en helt anden sag. Læs “De flygtige olier” under “Artikler” i menuen i højre side.
Skriv et svar