Det her er skovjordbær, som jeg har både i potter og i mine bede. De er yndige at se på og bærrene smager sødt og lidt parfumeret. Har du børn eller børn, der hyppigt kommer på besøg, så er skovjordbær et hit. Ungerne elsker at gå på jagt efter de små røde bær. En god måde at lære på, at mad har en naturlig oprindelse, før det havner plastikindpakket på supermarkedets hylder.
SKA’ VI TA’ VITAMINER? Da ikke lige nu i hvert fald! Hvorfor tror I, at Noma er berømt ude i verden for sit nordiske køkken? Fordi vi har de skønneste råvarer, og sommerens første stjerne er jordbær. Og i de kommende uger kan vi forkæle vores smagssans og sundhed med hyldebær (men lige nu blomsterne til hyldedrik), hindbær, solbær, ribs, stikkelsbær, blåbær og i sensommeren brombær. Og så tager jeg blommer med, selv om de ikke regnes for bær, de er i hvert fald lige så saftige.
Hvert og et af dem med sin særlige smag og hvert og et af dem så sprængfuldt af vitaminer, mineraler og plantestoffer med navne som anthocyanin og myrecetin, stoffer vi kalder antioxidanter. De er i bærrene i mikroskopisk mængde og i et mix, som endnu ikke har set indersiden af et pilleglas.
Jeg spiser dem som de er, men der skal ikke lyde et ondt ord, hvis du foretrækker dem med et drys sukker og fløde. Spiser du nok bær er der nemlig plads til at synde lidt. Jordbærrene selv indeholder ikke fedt og kun begrænset mængde kulhydrat. Derimod indeholder de C-vitamin, folacin, kalium og kalcium samt antioxidanter. Stoffer, der styrker dit immunforsvar.
Anthocyaniderne, som er i bær, er de stoffer, der giver dem deres røde, blå og violette farve. Man mener, de kan forebygge kræft og hjerte-karsydom. De bekæmper også betændelsestilstande af den kroniske slags, som kaldes inflammation. En tilstand, der sætter kroppens celler i konstant alarmberedskab og kan føre til alvorlig sygdom. Og rynker!
Lyder det hele lidt for frelst, så lad mig betro jer, at jeg ælsker kager og chokolade og også drikker vin. Jeg er heller ikke vegetar, omend jeg ikke spiser meget kød. Men jeg har så svært ved at forstå, hvorfor det er så svært at vælge de fødevarer, der gør det overflødigt at lægge formuer i pilleglas med efterligninger af den mangfoldighed af næringsstoffer, man får i den ægte vare. Og her er de i et sikkert mix, som vores krop kender. Vi er så at sige vokset op side om side.
Skriv et svar