Jeg er ikke nogen tilhænger af at man stresser sin hud med hyppig exfoliering/peeling. Ud fra den betragtning, at det ikke nødvendigvis er positivt at speede processer op i cellerne, hvis der ikke er den fornødne kapacitet til at udføre dem korrekt. Og det er jo netop, når huden viser tegn på krise, at man griber til viskelæderet. MEN et sæsonmæssigt boost, der skaber klarhed, hvor træthed har tegnet linjer og kedelig pigmentering grumser, det finder jeg forsvarligt. Og netop det er jeg i fuld gang med ved hjælp af de nye freeze 24-7 skin smoothie pads.
Jeg kunne ellers godt blive afhængig, hvis jeg ikke havde førnævnte holdning til exfoliering. Dels kan jeg allerede halvvejs igennem de 16 pads se klarheden komme, men de her glykolpads er simpelt hen også genialt nemme at bruge. Man fjerner låget og så er kuren klar. Glykolsyren sidder på tekstilet nedenunder lige til at fordele på den rene, tørre hud. Svier det? En anelse! Det er nok klogt at prøve sig frem, selv om der er tilsat indtil mange huddulmende planteekstrakter og hudhelende E-vitamin.
Glykolsyren skal have et par minutter alene på huden, før man følger efter med f.eks. en fugtserum og sin natcreme. Anvend for en sikkerheds skyld dagcreme og/eller foundation med SPF-beskyttelse om dagen. Skin smoothies kan selvfølgelig også anvendes på hænderne og huden på brystet, hvor man ofte får pigmentpletter. De koster 445 kr.
PS: Hyppig exfoliering/peeling, som konstant fjerner de yderste cellelag dybere end den naturlige biologiske proces og vores daglige rensning, giver huden en særlig ”tyndheds” glans. Lige som huden under et sår eller efter laserbehandling. Billedet på sårbarhed. Påstanden står for min regning, men ikke desto mindre vil jeg hævde, at en hud, der konstant fratages sit slidlag, bliver en ringere barriere.
Skriv et svar