Der er så meget jeg-ved-bedre-snak ude på de digitale ‘platforme’ i øjeblikket. Jeg bliver inderligt træt af det. Ikke altid er vedkommende i besiddelse af det fulde overblik, men allermest fordi ingen faktisk har det. De virkelig kloge er altid tilbageholdende med påstande. Nogle af dem belært af erfaring – egen eller andres.

I øjeblikket er det sol og D-vitamin. Hvordan kan nogen i ramme alvor mene, at vi ikke et eneste minut på dagen skal have så meget som én UV-stråle igennem til vores hud? At man endog indendøre er udsat for farlig eksponering. Spørger ingen sig selv, hvordan dem før os klarede samlivet med sol? De har i hvert fald fået mere D-vitamin både fra solen og fra den mad, de spiste.
Jaaaamen, de levede ikke så længe! Nej, men det var nok ikke hudkræft, der tog livet af dem. Hvis vi nøjes med dem, jeg husker, så blev min svigermor 91 år, og selv i disse longevity-tider er det længe. Hun var i den grad havemenneske, for pengene var små og behovet for egenforsyning stort.
Gener selvfølgelig, og i forhold til hvordan og hvor længe, vi klarer livet, så har de genvundet noget af deres betydning inden for forskning. Ikke at livsstil ikke betyder noget, men gener tæller en del for, hvordan vi håndterer det hele.
Det gælder selvfølgelig også i forhold til sol. Hudtone er jo for eksempel gener. Men svigermor og hendes søn, som jeg jo altså er gift med, var/er begge skandinav-lyse i huden. Manden-min gammel sejler og i det hele taget udendørsmenneske. Ingen af dem havde/har hudkræft eller var/er beplettede. I min egen familie har ingen klaret 91 år, men heller ikke fået hudkræft eller pigmentkaos. Og solcreme var ukendt og ikke brugt.
Og selvfølgelig kan de få eksempler ikke bruges til så meget. Andet end måske sige noget om det, som jeg selv har vovet at pippe og som der dog også er klogere-end-mig læger og forskere, der har understreget: Det er vores livsstil i dag, der er en væsentlig faktor.

Her har jeg nævnt både overlæge PhD Stine Regin Wiegell, Bispebjerg Hospital og professor og overlæge Lisbet Rosenkrantz Hölmich som gør opmærksom på det sunde i at nyde et udendørsliv. Og selvfølgelig kan man iføre sig både hat og tøj og solcreme, men det er også en faktor, at huden får en mere eller mindre daglig introduktion året rundt til det samliv med sol, som den er tvunget til. Mens rigtig mange lever 80 procent af tiden indendøre og så måske solbager i weekenden eller rejser til sydlige strande med uforberedt hud og minimal smøre med solcreme.
Gid alle formidlere ville nuancere og ikke gøre sig bemærket med bombastiske og ensidige påstande om farlig sol kontra farlig solcreme. Tal/skriv om den risikable livsstil og brug af alt for lidt solcreme, når indelivet veksles til solbadning. Eller solarium, og DET burde forbydes ikke mindst til alle under 18 år.
Alt i livet er et spørgsmål om balance, og lad os gen-huske det, når nu kalenderforåret rammer os på søndag og solen genvinder den energi, som betyder livet for os og alt det andet derude. DMI melder foreløbig dagens UV-indeks til 1.4 i København, så endnu er der hverken D-vitamin eller solskoldning i sigte.
GOD weekend og tak, hvis du også har læst dette longskriv til ende ♥

Livet springer i blomst. Smukt sagt! Velkommen forår💚
Pernille S: Tak kære <3 det var sødt af dig at skrive <3
Kære Lise
Jeg holder så meget af dine kloge langskriv, og tak for dit nuancerede syn på sol, D vitamin og udendørsliv ☀️
God weekend.
Liv: Kære Liv, tak for at have været trofast læser i mange år <3 Og så er jeg glad for, at du er enig i ikke at fordømme solen (; God søndag aften <3
Tak kære Lise for dine gode skriv
Også god weekend til dig
Hanne G: Tusind tak kære Hanne, det var dejlige ord <3
Bare JA !! ❤️
☀️🧢🥼🩴
Den skønne tid med lange lyse dage er på vej, igen, som altid i denne livets cirkel . Vinteren er næsten slut.
🤸🏽🤸🏽🤸🏽🤸🏽
Rigtig god weekend
Karin Winther: Om lidt springer livet i blomst. På med solklunset og kasketten og så ud og nyde, hvor det er sundest <3 GOD weekend <3