Med udsigt til regn er der også udsigt til lidt uv-hvile for huden. Ja ja, jeg ved det….uva-strålerne, de er der døgnet rundt, året rundt, korte og lange og de hævdes at snige sig om hjørner og grave dybe rynker i huden. Selvfølgelig er det sandt, men jeg får sådan en lyst til at skrive kontra, og det er jo næppe en god idé – manges vaner taget i betragtning.
Men kunne vi dog for pokker ikke lære at omgås solen fornuftigt, den vil os jo noget godt. Uden den var der ikke meget liv på jorden og i os. Og hvis vi end ikke kan tåle den mindste procent, der kryber gennem en solcreme, så var vi ikke sat under den. Tænk, hvis man en dag opdager, at vi levede livet lige så farligt uden at slippe solen ind i ny og næ, som vi gør ved at lade den brænde os syge i huden. Og at det er skørt at skolde er der nogen af os, der har lært af bitter erfaring i barne- og ungeår (læs nogle grumme eksempler i kommentarfeltet HER). Selv lå jeg engang i ungdommeligt vovemod (og dumhed) på en strand i Cannes en højsommer og blev så skoldet, at jeg end ikke kunne ligge i sengen. Det er ALDRIG sket siden.
Personligt solbader jeg kun i det tidlige forår, hvor hele min krop længes efter at mærke varmen helt ind i knoglerne. Der ryger sikkert en plet ekstra på huden hvert forår, den pris må jeg betale, for jeg tager ikke solcreme på – der skal bruges ufiltreret D-vitamin i foråret. Og Ole og mr. Lewis har opskriften på at fjerne pletterne. Derimod kunne jeg ikke engang finde på at gå på havearbejde MED solcreme midt på en sommerdag. Eller lægge mig på stranden eller sætte mig i solen på en café, så går jeg hellere indendøre. Kun en tåbe frygter ikke middagstimernes brændende varme og uv-stråling. Og det gælder i bogstaveligste forstand dobbelt, når man er sydpå. Søg skygge, brug let tøj og solcreme, når det er nødvendigt. HER kan du læse al information om uv-stråler, filtre, hvor meget man skal bruge hvor ofte, problematiske stoffer osv.
Et sted er det fuldstændig utilgiveligt ikke at sørge for fuld beskyttelse, det er med hensyn til børn. Babyer og små børn skal slet ikke i direkte sol, og lidt større børn skal have let tøj og solhat på og så solcreme, hvor der er bar hud. Men leg bliver jo ikke mindre sjov i skygge, og det giver anledning til at foregå dem med et godt eksempel. Børn har et langt liv foran sig og dermed mange soltimer, og de har krav på at have solkapital tilbage, når de bliver store/voksne. Ikke mindst La Roche-Posay er stærke på børne-solcreme som også har høj og bred uva-beskyttelse med f.eks. en spray (det er lidt sjovere end creme). Men Vichy løber helt sikkert med prisen hos ungerne med deres solmousse, der ligner is og dufter af frugt og ikke er klæbrig. De vil tigge om at få den på. Den har SPF 50 og PPD (uva-beskyttelse) 31.
En simpel regel siger SPF 15 i Danmark og dobbelt op sydpå. Og altid NOK. Det kan være en fordel at smøre på ad to omgange, både for at få nok på og for at dække bare pletter fra første indsmøring. Glem ikke fødder OG fodsåler. Eller de andre oversete steder….øreflipper, læber og negle, hvor hudkræft også kan slå sig ned. Husk, hvis du har solallergi, at det er meget vigtigt med høj uva-beskyttelse (uva=aldring og allergi). Uva-cirklen betyder, at dette filter udgør mindst en tredjedel af SPF-tallet.
Som jeg skrev forleden er antioxidanter kommet i fokus lige som uva-filtrene. Og det ses på sortimentet, som nu giver betydelig større mulighed for at vælge efter behov/ønsker om ekstra anti-ageing/DNA/ inflammation-beskyttelse. Og oh fryd, der er endelig kommet ’light-and dry touch’ solcremer – f.eks. har La Roche-Posay to nyheder, Anthelios Aquagel SPF 30 og Ultra-light SPF 50+. Også Kiehl’s er repræsenteret med et par feels good produkter som Ultra Light Daily UV Defense SPF 50 lige som jeg er begejstret for Murad Oil-Free Sunscreen SPF 30.
Går man efter mærker, så er det blevet betydelig nemmere at være certificeret i solen. Danske Rudolph Care med den fine Organic-serie med filtre, der er godkendt af Den nordiske Svane og af Astma og Allergi Danmark. Green People, økologisk solbeskyttelse (som faktisk også er dansk, selv om Charlotte Vøhtz holder til i England).”Striberne” med den blå ring og svanen. Avivir med svanen og så den nye økologiske Coola Organic Suncare. Skabt af Chris Birchby surfinstruktør i Californien og dermed let adgang til at producere med solkraft.
Foto: BeautyBlog
Helle Rick skriver
Jeg forbrændte for mange år siden min skinneben ret kraftigt og har siden ikke rigtig kunnet blive brun igen. Når benene har fået farve, ser det ud som om jeg har brune ankelstrømper på….. ikke særlig fikst, men ikke så meget at gøre ved det mere. Efter det stunt sørger jeg altid for at smøre mig godt og grundigt 🙂
Eva skriver
Et sehr spændende indlæg. Meget informativ. Nu vil jeg gå ud i solen og få mine D vita, selvfølgelig godt pakket ind.
NB har i set det Super tilbud, Anette har idag på M2 ? Jeg kan ikke få armene ned 🙂
Lise skriver
Jamen, hvis vi skal reklamere for beautyspace, og det gør vi gerne her (; så er der jo også en kanon giveaway, som først trækkes i aften!!
Eva skriver
Ja. Der er bare SÅ mange med derovre. Det er slet ikke så eksklusivt som hos dig 🙂
Lise skriver
Jamen, det er jo fordi Anette er et HIT, beautyspace har betydelig flere læsere end BeautyBlog, men jeg skal nok komme efter det med jeres hjælp ((;
Sissel skriver
Uh, jeg spottede lige den lille mirakelmager Tromborg Lip Cure med solfaktor. Jeg bruger den almindelige Lip Cure om natten hver vinter og er helt fri for sprukne læber, men jeg synes, den er lidt “tung” at have på læberne en almindelig dag, men måske du har et tip; er den beregnet til solbadning og ikke cafeturen, eller er det bare mig, der er for hys med at have lidt hvide læber efter produktet? 🙂 Det er SPF udgaven, jeg snakker om.
Lise skriver
Jamen, det er den den også…lidt tung, der er jo rigtig mange “balsam”stoffer i, altså voks, som lægger barriere på læberne, så fugten ikke slipper ud, mens SPFen holder uv-erne ude. Og SPF er SPF uanset, hvor du sidder i solen. Det vil sige, at solcremens SPF ikke beskytter bedre end dagcremens mod uvb-stråler. Filtrene kan være forskelllige, men måle/udregnings-metoden er den samme. Hvis du bruger en læbestift med farve, så vil pigmenterne i den give dig en vis beskyttelse.
Sissel skriver
Tak, jeg må prøve at tænke på beskyttelsen, så, for hellere nogle dage med balsamerede læber end ømme læber (mine kan blive ret ømme af for meget sol) 🙂
Christina Hansen skriver
Godmorgen
Og tak for et super godt og solidt indlæg. Der er læsestof nok til hele dagen, for dine kloge ord kan altid læses igen og igen.
Faktisk så sparer du os for udgifter til alverdens udgifter til diverse ugeblade og magasiner, som vi så til gengæld kan bruge på de mange fristelser, du disker op med. Så som dette utrolige udvalg af labre solcremer i alle afskygninger. Ingen undskyldninger for ikke at komme i gang.
Jeg tager hatten af for det faktum, at du indrømmer, at du ikke er helt sol-hysterisk. Min mor går også altid først i haven i aftensolen efter kl.17(uden solcreme), hvor hun mener, at solen kun bruner forsigtigt uden at brænde.
Jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at man i de sidste par år i nyhederne har kunne høre, at en del børn i DK lider af D-vitamin mangel. De bliver smurt ind i AL for meget solfaktor 50+ og forældrene er så påpasselige, at absolut ingen af de -også- gavnlige stråler trænger igennem. Det gælder om at finde den solgyldne mellemvej.
Jeg håber, du får en skøn dag, hvor det er muligt at sætte tid af til at fejre dig selv og den kære blog dengse.
Endnu en gang et stort HURRAAAAA & TILLYKKE 🙂
Lise skriver
Nja, smukt skrevet Christina….meeen man får nu godt nok en del mere med i et ugeblad, end jeg servicerer med (; Det med solen og solbeskyttelse er bare en af mange ting, hvor der dannes to lejre, og jeg følger jo ikke den største flok. Røster har været fremme om, at hudens egen antioxidantbeskyttelse forringes under evig uv-beskyttelse. En dansk forsker har delt nogle undersøgelser på videnskab.dk Min gode kollega Helle Forum skriver om nogle af de ting i seneste nummer af brancheblade Kosmetik, men det kan uden tvivl Googles under “helioterapi!. Jeg ligger – som du kan læse af ovenstående – et sted midt imellem altid og aldrig. Men solcremer er altså også “kemi” og fornuftige solvaner kan jo løse tingene et langt stykke af vejen.
Jeg har haft en fin og varm dag i byen….((;