Har I lagt mærke til, hvad der er det nye produkthype? Sleeping-facial! Eller overnight-mask! Eller night spa! Eller night d-toxer! Hvert brand sit navn. Men altså endnu et eksempel på at imødekomme vores travle hverdag med produkter, der kan mere (mens vi laver noget andet – sover f.eks.). Helt modsat den asiatiske multi-mange-beautyrutine, som jeg ikke tror, vi kommer til at gå helhjertet ind for (selv om de også bruger sovemasker). Men produkterne er klart noget særligt.
Det var min sleeping partner i nat også. For jeg fik endelig testet Korres Wild Rose Sleeping Facial….kan jeg stå for fristelsen til at kalde det torneROSEsøvn! Jeg vågnede nu af mig selv med usædvanlig blød hud. I løbet af natten plejer min hud nemlig at miste noget fugt og være lidt tør om morgenen. Ikke stram eller ru, bare ikke så fugtig, som den var efter gå-i-seng-ritualet. Men i morges var den velbehagelig blød, føltes spændstig – så spændstig som hud nu kan blive, når man ikke er tyve.
Og det er der egentlig ikke noget at sige til, for det er noget af en ’facial’, Wild Rose masken indeholder således ud over naturens hudfornyer par excellence, hybenolie (naturligt rig på vitamin C, betakaroten, vitamin A og essentielle olie-barrierebyggere) samt ekstra vitamin C, hyaluronsyre, Aloe vera, jojobaolie, lecithin og bivoks. What’s not to like for en hud! Pris 298 kr. for 40 ml.
Jeg må indrømme, at jeg har gjort mig mine tanker om fedtede pudebetræk og om natcreme ikke var godt nok. Men foreløbig er jeg overbevist, og nu vil jeg så skifte sleeping partner om nogle dage og teste Lancôme’s Hydra Zen nat-hudafstresser. Og nej, man skal ikke lægge et tykt lag, i Wild Rose tror jeg, at indholdet af voks har noget af æren for, at ingredienserne virkelig får maskeeffekt, voks virker lidt som sheet-masker. I morgen viser jeg nogle andre nat-masker.
I øvrigt var George Korres selv i København i starten af maj for at præsentere sin serie, som så sin eksperimenterende start i morens apotek i 1973. Efter endt farmaceut-uddannelse begynder han at eksperimentere med at blande urteekstrakt og i 1992 starter han et homøopatisk laboratorium. Og urter er de i hvert fald ikke fattige på i Grækenland, så det var en skatkiste at gå i gang med.
I 1996 er Korres en realitet og Wild Rose 24-Hour Cream bliver første globale hudplejeprodukt. Den legendariske – og sommeraktuelle – Yoghurt Cooling Gel kom i 2003 inspireret af den gamle tradition med at lægge yoghurt på solskoldet hud. Begge er nu bestsellere, for i dag er Korres en græsk succeshistorie og fås fra New York til Beijing.
Som et stort cadeau til sin forskning indgik George Korres i 2010 sammen med otte internationale universiteter i et EU-støttet studie af naturlige ekstrakters antioxidant-effekt i relation til solbeskyttelse og forebyggelse af tidlig hudældning. Og Korres arbejder sammen med lokale landmænd om produktionen af økologiske planter til ekstrakter.
Korres har desværre levet en omskiftelig tilværelse her i Danmark, men nu er der styr på på det. Læs den spændende historie HER.
Det er jo det!
Heldigvis en verden af skønne produkter at boltre sig i, hvor vi alle kan finde vores perfekte match.
Og når man samtidig har mere end kyndig vejledning, er det faktisk en sjældenhed, at decideret fejlkøb hænder. For ikke at sige aldrig.
Skøn torsdag coming up! 🙂
Christina: Du har ret igen….strålende torsdagssol!
Hvis du har mere af den Korres-rosenkind-natmaske, så giv den en chance mere – jeg synes godt nok, at den gør god hud (;
Den sovemaske havde jeg set flere steder på instagram, hvor flere var begejstrede, og jeg bestilte den derfor på Asos i mini udgave sammen med 24-Hour Moisturizing & Brightening Cream.
Og den er da ok fin, sovemasken. Omend jeg synes, duften er lidt for kras. Min hud var fugtet til ‘husbehov’ – og så heller ikke mere. (Den er så også altid tørstig som en tavlesvamp – efter en laaang dag i folkeskolen! )
Jeg er ikke altså ikke oppe og køre, som du måske fornemmer. Den har sjov at prøve, men Beauté Pacifique’s ‘Instant Hydrating Mask’ er tilbage på hylden sammen med Codage’s natcreme, der begge er mine aller bedste bud og personlige favoritter – uanset om der står ‘sleeping facial/mask’ på emballagen eller ej.
Hvis jeg om morgenen efter stryger håndryggen forsigtigt over kinden, kan jeg tydeligt mærke en forskel.
Dagcremen kan jeg faktisk bedre lide. Dufter ikke så kraftigt og har næsten den samme effekt som Lancôme’s ‘Dreamtone’ og Origins’ Ginzing øjencreme – nemlig det der skær af noget ‘highlight’, der øjeblikkeligt giver en visuel glød.
Jeg har nu taget et ‘screeshot’ af den smukke krukke med Hydra – nathudafstresser fra Lancôme, som du omtaler. Se, dén må gerne komme i zeng med mig! 🙂
Christina: Vi har været enige om meget i tidens løb, og vi kan blive enige om, at duften er lovlig heftig lige ved påsmøring, men så hører enigheden også op. Jeg – og det vil sige min hud – er faktisk så glad for den, at jeg i to dage har brugt den som dagcreme også. Jeg kan godt lide den lidt voksagtige overflade, som også holder godt på al min forfugt (;
Men det betyder jo ikke, at der ikke er masser af andre skønne produkter – bl.a. dem, du nævner. Og jeg glæder mig også til at komme i zeng med hydramasken (;
Dette er helt sikkert rigtig lækkert, men… for dyrt for mig
Inger: Så er der flere muligheder tirsdag.
ROSEudentorneSøvn lyder rart 😉 Jeg har kun prøvet Korrs hår shampoo. Den er virkelig fantastisk og giver lækkert blødt hår og dufter skønt. Jeg har ikke gjort det så meget i natte-maskeri endnu, men skulle noget friste, kommer det med på min must-try liste.
Helle: Jeg har sovet torneROSEsøvn igen i nat, og den er godt nok dejlig den natmaske. Endnu har jeg ikke prøvet andre….
…..og nu jeg er nem at lokke, så kommer torneROSEmasken på min must-try liste 😉
Jeg er aldrig bleg for at teste! =)
Ellers plejer man jo ikke at få tornerose søvn når man har nye sleeping partners? Men det var en sjov rubrik jeg fik i min indbakke og jeg er virkelig fristet på den overnight maske. De har en fra Body shop som jeg har prøvet men den var ikke nok for min modne hud så den gik videre til en ung kvinde som kunne lide den. Jeg har også set at Vichy har en meget fugtgivende, som jeg måske skal gå og kikke på, som nok kan være god hvis man er på stranden og bliver udtørret etc. God mandag!
Helene: Næ, det gør man jo ikke (;
Korres Wild Rose, som jeg ikke fik skrevet pris på (298 kr./40 ml) er rigtig fin partner til moden hud med de ingredienser, hvilket min hud jo også viste.
Men jeg sidder og skriver på nogle alternativer, som du jo kan nå at teste før mig, for jeg holder mig til tornerosesøvn nogle nætter endnu (;