Den 13. februar går en Helena Rubinstein mascara igen over i kosmetikhistorien. Den dag lanceres Surrealist Macara. Jeg er personligt fuldstændig betaget af dens design. Mere end af de foregående, så fantastiske de end har været alle sammen med deres dyreprint, fjer og blonder. Supersælgende eyecatchere hver og en……. Fatal Black Python, Feline, Sexy Blacks, Feather, Extravaganza osv osv.
De kan jo lave flotte vipper. Også det havde hun godt greb om madame Rubinstein, som indledte denne iøjnefaldende succeshistorie allerede i 1939 med den første vandfaste mascara. I 58 lavede hun Mascaramatic, den første mascara i hylster. Den lever stadig med sin spiralbørste af metal, nu bare med navnet Long Lash. Og nu gør Rubinstein det igen. Skaber mascara-revolution.
Det er på en eller anden måde symbolsk, synes jeg, at man kan se mascaraen. Der er nemlig ingen risiko for, at den tørrer ud og bliver klumpet, loves det. Da jeg kun har haft min i relativt kort tid kan jeg ikke bekræfte det, men jeg har ikke set tegn på det modsatte. Har også fået den tekniske forklaring. Det skyldes et samspil mellem formlen og udformningen af hylster og børste. Og det er tydeligt at se, at der kun kommer mascara på børsten, ikke noget op på kanten, som tørrer ud og kan skubbes ned igen. Surrealist er en stor mascara, der er meget i for de 315 kr.
Helena Rubinstein var til overflod gjort af det stof, myter – og succesrige igangsættere – gøres af. Du kan læse mere her
Jeg har skrevet utallige artikler om Helena Rubinstein, hvis liv ville være en askepothistorie, hvis ikke, det var fordi, det ikke var nogen prins, der løftede hende til de bonede gulve. Det var stærk vilje, energi, kampånd, flid, intelligens, forretningssans, evnen til at vove og vinde men også til at lytte og lære.
I 1896, 24 år gammel, drog denne polske pige, en ud af otte søskende, til Melbourne i Australien medbringende 12 krukker Valaze, cremen, som hendes mor havde plejet hendes hud med fra hun var ganske lille.
Hvid og fin var hun i huden og dermed selv den bedste reklame, så hun måtte konstant sende bud til mor efter flere cremer. I 1900 åbnede hun “Valaze Beauty Salon” i Melbourne, og succes-cremen blev nu bestilt direkte hos kemikerne Lyzusky i Polen, som havde udviklet den, og etiketterne blev skrevet i hånden. Men her stoppede det som bekendt ikke.
I 1908 – før Europa’s kvinder havde fået stemmeret og dengang makeup kun var for letlevende kvinder – etablerede hun sig i Mayfair-kvarteret i London med 4 etagers luksus-skønhedssalon i et tidligere hotel. 1912 åbnede madame, som hendes mand kaldte hende, skønhedssalon i Paris på Faubourg Saint-Honoré. 1915 fører krigen Helena Rubinstein og hendes mand og to sønner til USA. Og yes….et år efter ligger der en “Helena Rubinstein Beauty Salon” i New York.
Og sådan kører det videre….men ikke uden modgang. Efter anden verdenskrig må hun i en alder af 73 år genopbygge sit imperium i Europa. Men hun oplever også at miste sin elskede mand og sin yngste søn. Det knækker hende ikke, for i en alder af 80 år lægger hun Japan for sine fødder. Helena Rubinstein døde i 1965, 93 år gammel.
Det er en fantastisk historie, og jeg kan kun anbefale dig at hjemskaffe den nye bog om denne helt utrolige kvindes liv: “Helena Rubinstein, The Woman Who Invented Beauty” af Michéle Fitoussi udgivet på HarperCollins (harpercollins.com.au)
Foto: PR * Fotomontage: Jørgen Frandsen
Skriv et svar