De siger lige det, jeg har sagt så ofte (; at det er med huden som med tør jord, hvor vandet preller af i stedet for at suge ned. Og om det nu er asiatiske kvinder, der inspirerer, som Sisley og andre hævder, så er det en erfaring mange af os har gjort….. går der blot kort tid fra man har renset huden og den tørrer, så har den lukket for tilgang. Det ville jo være fatalt, hvis vi gik og sugede vand for ikke at tale om sensibiliserende og sygdomsfremkaldende ting. Men den hudforbedrende og dyrt købte pleje vil vi gerne lukke ind. Det er derfor, jeg er en mistmoster og fan af forfugtere.
Og forfugter er det Sisleÿa Essential Skin Care Lotion er. I avanceret udgave og som det er med Sisley til pebret pris. Men også med en ingrediensliste, der matcher mange et serum. Med andre ord, den lægger en optimal bund for de følgende lag af hudforbedring. Den har de seneste dage erstattet min Dual Moisture, som den prismæssigt matcher, men Skin Care Lotion har en mælkeagtig konsistens og indeholder mindre squalane og ikke hyaluron og giver derfor en anden glattere følelse på huden.
Man kan ikke sige Sisley uden at sige planteekstrakter og en af de ting, jeg bemærker, er, at noget af vandet er erstattet af blomstervand fra bitterorange-blomster og rose, som også giver den fineste duft (gid man havde råd til at smøre sig over hele kroppen). Fugtindholdet i huden øges på forskellig vis med glycerin og squalane samt lægestokrose, bio-sakkarider, D-panthenol (pro-vitamin B5, en fantastisk tør hud healer) og brun alge, som booster hudens naturlige indhold af GAGs, herunder hyaluronsyre. Antioxidanter er der også (calyx og hvid pil, som også tager vare på kollagenet) samt Ginkgo biloba, der øger huden evne til at suge til sig af lag-på-lag plejen, der følger…..serum, øjencreme, dag/natcreme.
Skin Care Lotion anvendes efter rens og masseres ind med fingrene – den optages hurtigt og lidt rækker langt. Men ikke desto mindre er 995 kr. mange penge også for 150 ml
Carina C skriver
Det tror jeg aldrig, jeg havde tænkt på af mig selv,- eller har læst om nogle steder! Tak for din gode info! 🙂
HeLene skriver
Jeg har prøvet sisleya og den er dejlig, men ikke prisen.
Et budget alternativ er at bruge en alkohol fri ansigts tonic fra melissa eller matas natur (skintonic) og selv putte 5% glycerin i og evt lidt æterisk olie i (så skal flasken rystes før brug NB). Det gør jeg tit og bruger til kroppen som forfugtning under olie eller lotion med god effekt og billig luksus feeling. Så er der råd til dyrere ting til ansigtet i perioder. I perioder bruger jeg også de franske termalvand, men jeg synes faktisk det med at tilsætte glycerin til alkoholfri ansigtsvand øger på fugten i huden, så den også er blød og dejlig om eftermiddagen. Kun mineralvand mist virker mere opfriskende og ikke så opfugtende, eller hvad siger du Lise, med din altid skønne og fristende blog!
Lise skriver
HeLene: Sisley er en dejlig serie, men du har ret, det er frygtelig dyrt.
Og se, hvad det har medført…..du er blevet beautynørd, der mixer. Hvis det fungerer, så er det fint….så længe du ikke er ude i andre ingredienser. Men husk, at æteriske olier generelt kun bør bruges i få dråber.
Carina C skriver
– Jeg har også observeret, huden ikke har brug for den sammen mængde serum, hvis man har forfugtet, – og det er der jo intet underligt i, når huden allerede har fået suget fugt til sig. Ja, – jeg er også blevet forkæmper for forfugtning, og tænkte på, om Ling’s “Replensing Hydrator” måske kunne være noget for Kristiane? Den koster 325 kr. for 200 ml. “Skyde med sprede hagl”, – hvilket herligt udtryk! 🙂 – Hmm, jeg skal vist snart skyde med en automatisk maskinpistol med kikkertsikte.. 🙂
Lise skriver
Carina: Det bedste er jo, at chancen for at det kommer ind og man dermed får gavn af de dyre serum-kroner, den er større, mens risikoen omvendt er, at man kan smøre på og smøre på og huden ikke tager imod, hvis overfladen har nået at lukke sig afvisende.
Ha, ja nogle ting skal der kikkertsigte til, men antioxidanter er der mange nyttige af, så her tror jeg godt, man kan mixe – med favoritten underst for en sikkerheds skyld (;
Carina C skriver
Der tror ikke, jeg nogensinde ville ha’ tænkt på selv, eller har læst om nogle steder.! Tak for god info 🙂
henrik skriver
Skin recovery toner 190ml ca 180 kr fra paulas choice er nu min favorit og har været det i snart 2 år. Fyldt med vandbindende guf til den tørre hud. Konsistensen er også ligesom mælk 🙂
Anneka skriver
Jeg er altså også MEGET vild med duften af æterisk rose og neroli / bitterorange. De er også i en creme jeg har.
Det var da nogle lækre ingredienser i den Sisley men uh fik morgenkaffen galt i halsen da jeg så prisen.
Jeg er lige begyndt at tage Gingko Biloba som tilskud. For at se om der hjælper på kredsløbet. Og hvis det også giver bedre kredsløb til huden ; ) Det vil da være godt med transport af næringsstoffer osv.
Rigtig god påske. …Her er rimfrost overalt i haven.
Kh Anneka
Lise skriver
Anneka: Det er trist at æteriske olier er kommet i skammekrogen, for ud over at duften gør os godt, så har de jo også positiv effekt på huden.
Ægte æteriske olier bør efter min mening ikke klassificeres som ‘parfume’ og dermed få alle allergi-advarselslamper til at blinke. Man kan blive allergisk over for alt….som bekendt også birkens pollen-forsøg på formering.
Har man problemer med allergi, skal årsagen nok findes et andet sted end i noget, naturen har betjent sig af i millioner af år…..og som dermed må formodes at være vores immunforsvar bekendt.
Lise skriver
Kristiane, jeg forstår dig så godt….det er jo frygtelig mange penge, når man også skal have creme og måske serum.
Du kan fint klare fugtningen med kildevand og så følge hurtigt efter med serum. Altså før huden tørrer i overfladen. Mist generøst og lad kildevandet sidde lidt på huden, før du dupper. Jeg lader altid mit mist sidde, mens jeg børster tænder.
Men jeg bruger altså også disse for-fugtere, og hvis du gerne vil prøve, så kan jeg anbefale Biotherm Life Plankton Essence, som jeg også har testet….rigtig dejlig med både glycerin og hyaluronsyre, som jo begge kan det med at suge og holde rigtig meget fugt i hudens overflade. Og dermed også give denne ‘plump’effekt, der glatte fine linjer lidt og får huden til at se og føles blød.
Jeg skrev om den her https://www.lisegrosmann.dk/?s=biotherm+life+plankton+essence og som du kan se, så koster den 425 kr. for 125 ml, altså ½ pris i forhold til Ling og Sisley.
Dejligt, at du synes om BeautyBlog!
Carina C skriver
Kære Lise. Jeg er solgt, efter jeg har prøvet forfugtning! Jeg har fået en pæn og herlig, blød hud, så det har jeg bestemt ingen planer om at stoppe med! 🙂 Jeg er i gang med en C-vitamin serum, men jeg har haft en hel del “sidespring” med en “anti-age serum” med collagen, antioxidanter o.lign.Er jeg bedst tjent med at skifte mellem produkterne efter behov, eller vil det ikke svække eller ødelægge behandlingen med C-vitamin, hvis hunden får anden pleje? – Mit spørgsmål gælder selvfølgelig ikke halluron, – det kan jeg altid finde ud af af bruge.! 🙂 GOD PÅSKE!
Lise skriver
Kære Carina, jeg vil bestemt råde til, at du fortsætter med samme serum – og ikke mindst, når det er vitamin C, som jeg skal have tid til at gøre huden mere klar. Og hvis du mixer, så sørg for, at de har samme fokus.
Jeg, som jo tester mange produkter, mixer ofte flere sera med antioxidant-effekt for at skyde med spredehagl – og for at få brugt de dyre dråber op. God påske også til dig og tak for mange fine kommentarer (:
Carina C skriver
Mange tak! 🙂
Kristiane skriver
Hej Lise, kan du anbefale andre mærker, udover Ling og Sisley, som laver lignende produkter, og som gerne må være nogenlunde naturlige, men mere prisvenlige. Jeg bruger sprayvand fra henholdsvis Avene og La Roche under serum + creme, men det er vel ikke den samme type produkt? Og kan man med fordel bruge sådan et ‘for’fugt-produkt under Caudalie’s serum fx, eller overflødiggør serum brug af ‘for’fugter? Tak for en fin blog.