Foto: Bvlgari Aqva Divina
Jeg sidder og kan ikke rigtig huske, hvornår det var, de hittede, så næsten hveranden duft var noget ozon-aqua-agtigt. Jeg synes, det var i 90’erne men måske var det så sent som i 00’erne. Det er ikke noget, jeg sådan har kastet mig over at undersøge nærmere, men jeg blev bare mindet om det, fordi det ser ud til, at trenden vender tilbage. Ok, jeg er stødt på to dufte med akvatiske noter, så trend og trend, men som noter betragtet er det interessant, fordi man jo ikke lige kan tage et skvæt hav og et snif ilt og så have en færdig parfumeingrediens på samme måde som man kan udvinde æteriske olier af roser.
Bvlgari Aqva Divina er inspireret af Boticelli’s maleri, som kaldes den skumfødte Venus. Hun var romersk gudinde for kærlighed, skønhed og frugtbarhed i lighed med grækernes Afrodite. Og flakonen er ikke uden en vis lighed med den muslingeskal hun som bekendt står på. Men jeg synes nu mere, at kampagnen har noget havfrue over sig.
Paco Rabanne er tydeligvis inspireret af Olympen og de højere iltlag, hvor – som de skriver i pressematerialet – guderne keder sig bravt. Men så kommer Olympéa, og hun har glimt i øjet. Se bare den lille promotion-film HER.
Men hvad dufter hav af, og hvordan genskaber man dette mix af luftens ozon og vandets mineraler? Paco Rabanne har bl.a. arbejdet sammen med Loc Dong fra Saigon, som er ansat hos IFF, der skaber masser af dufte til branchen og sælger råvarer. Selvfølgelig bliver der arbejdet med molekyler, men Loc Dong fortæller, at hans inspiration var saltudvinding, som han kender det fra Vietnam – simpelt hen inddampning af havvand, som vi også kender det herhjemme. Og her fandt han altså det erindringssnif, der blev hans udgangspunkt.
Som Alberto Morillas, der er parfumør på Aqva Divina, tænkte han i ’salty flower’ og Loc Dong nævner hydroponisk jasmin og saltvanilje. Hvad saltvanilje er, uddybes ikke nærmere, men det er vist nok noget med den duft, der opstår, når man mixer havsalt og vanilje. Hydroponisk jasmin er jasmin, der gror i vand, hvorved jordnoterne undgås, og de er altså i denne forbindelse uønsket. Tænk, hvem der kunne tænke med næsen, som de kan, de parfumører. Olympéa lanceres i næste uge til priser fra 210 kr. for body lotion og deo og op til 725 kr. for 80 ml EdP. Aqva Divina kom i februar, så den har din næse måske allerede mødt?
Anneka skriver
Enig med Anja!
Og jeg synes tit reklamer taler NED til folk.
Lise skriver
Anneka: Jeg synes, de talte duftene ned ved ikke at appellere til os på en inspirende og samtidig intelligent måde. Tænk, hvis det nu havde været en kvinde i sweater og gummistøvler med vind i håret på tur ved havet….nej, jeg ved godt, at den er lige så langt ude, men dog nemmere at identificere sig med end i miniskørt i himlen eller i havet med lang kjole ((;
Anneka skriver
Sjovt du siger det for jeg tænkte næsten det samme lidt senere. At de jo også nedgør produkterne.
Jeg havde en kæreste der duftede så godt med en bestemt aftershave.
Men så fik den en reklame med en mand der havde en helt stime af kvinder nærmest kravlende over ham. Så blev den pludselig “billig” og vi fik vi begge antipati mod den :/
Lise Grosmann skriver
Anneka: Ja, jeg er bange for, at der er nogle firmaer, der entrerer med nogle kreative, der lever i en boble i forhold til rigtige levende kvinder og mænd, som dem, der skal købe skønskidtet ((; Vi drømmer jo ikke om at score fordi vi køber en dejlig parfume, bare om at dufte godt og nyde den smukke flakon.
HeLene skriver
Jeg er nok selv til de lidt tunge dufte men flakonerne er så fine og alt med analyse af dufter fanger mig, jeg elsker at bruge alt for lang tid til at læse på fragantia.com om doftnoter og hvad folk synes om forskellige dufte og finde ud af hvilke dufte er lavet af hvem og eller minder om hinanden.
Jeg har også tit brugt herre parfumer og kan virkelig godt lide dufte som er unisex.
Det er et spændende område hvor man hele tiden kan lære mere og dagens indlæg gjorde mig glad og nysgerrig, tak!
Lise skriver
Helene: Parfumer er et utrolig spændende emne både på ingredienssiden og den psykologiske del af det. Jeg har rigtig mange bøger, der belyser begge aspekter og har skrevet meget om det igennem årene.
HeLene skriver
Har du lyst at dele nogle bogtip ud?
Lise Grosmann skriver
Helene: Morten Kringelbach har skrevet nogle spændende bøger om den psykoligiske del. Van Toller og Dodd har også lavet fine ting….ældre bøger nu, men ikke ringere af den grund, du kan sikkert finde noget af deres skriv på nettet. IFF har også spændende ting på deres site. Det er der jo også hos Guerlain, som har lavet nogle af verdens mest berømte dufte.
Rie Dyrnes skriver
Da jeg altid har været til lette dufte, kan jeg snildt huske alle de fine dufte, købte mig fattig i dem. Tror det var sidst i 90 erne :O)
Lise skriver
Rie Dyrnes: I byder alle på 90’erne, så er det nok rigtigt – og også den fornemmelse, jeg havde.
Anja Svendsen skriver
Jeg kunne godt lide en mange af de maskuline aqua dufte, de feminine var ikke i min smag.
Kan bare virkelig ikke lide de to reklamer du linker til, men har vidst tit sure opstød over kosmetik reklamer.
Lise skriver
Anja Svendsen: Når sandt skal siges, så kan jeg heller ikke lide videoerne, jeg ville ikke engang sætte kampagnefotos på. Jeg kan ikke forstå, hvem de regner med at ramme…..både Bvlgari og Paco Rabanne er jo eksklusive mærker.
Anneka skriver
Ja husker også Aqua de Gio. 1995! Arbejdede nemlig i England det år og én af min kollegaer brugte den :/ den brød jeg mig ikke om. Brugte selv en Kenzo duft dengang der duftede af appelsin og som min chef kommenterede positivt (..oh fryd! ♡)
Jeg har faktisk (som mange andre helt klart) dufte koblet på alle begivenheder i livet.
Lise skriver
Anneka: Oh yes, vi like orange (; Det er sjovt, for lige så fantastisk tøj og makeup, Armani laver, så er de Gio dufte i manges næser for skarpe.
Eva skriver
De ramte heller ikke min smag, men der var mange i omgangskredsen, der brugte “Acqua di Gio” fra Armani.
Relateret til den anden dag, hvor der blev talt tonere: hvad er egentlig forskellen på mist & toner ? Og skal man virkelig bruge begge dele ? Først rens, så mist, så toner, evt serum og til slut creme – er det også sådan i andre gør ?
Lise skriver
Eva: Jeg var ikke fan, men der var også nogle af dem, der kvalte lugtesansen med ozon – lige som visse dufte gør i dag med søde blomsternoter.
Med hensyn til mist/toner – hvis jeg må blande mig……Det, det drejer sig om, er at huden er lidt opblødt i overfladen, for så er den modtagelig . Det er det, jeg plejer – lidt u-beauty-agtigt at beskrive som at våd jord suger, mens tør jord afviser. Vores hud har jo bl.a. til formål at beskytte mod at noget uønsket trænger ind, så derfor vil den hud, der når at tørre efter rens, ikke være særlig modtagelig over for pleje.
Hvis du derimod er hurtig efter rens, hvor du måske har brugt vand og dupper med håndklædet, så funker det jo på lavpraktisk vis. Så er der dem, der mener, at postevand indeholder kalk, så man skal neutralisere med kildevand. Eller en toner, hvis det skal være med mere plejeplus.Tonere indeholder ofte fugtende stoffer plus planteekstrakter, der f.eks. dulmer eller virker lidt sammentrækkende på hudens overflade.
Rækkefølgen er altså mist og/eller toner og så serum. Efter rens om aftenen. Og alene om morgenen, hvis man som mig ikke mener, at huden har snavset sig så meget i løbet af natten, at man endnu en gang skal genere dens barriere med rens.
Eva skriver
Super. Tak for svar. Det gør faktisk ikke noget med den Korea-trend, for der går hurtigt lidt “zen” i sådan en omgang all inklusiv om aftenen, og til dels morgen. Og min hud profiterer også af det, kan jeg se. Der er bare ikke noget så pænt som en gennemfugtet hud. Det ER bare basen for alt andet. Ingen tørre flager her 🙂
Metteline Rasmussen skriver
Jeg er ikke så meget til de ‘citrusagtige’ aqua-dufte, som jeg forbinder med sidst 90erne, men jeg har fået øjnene (OK, næsen!) op efter saltvands-dufte, efter jeg forelskede mig i Sage & Sea Salt-duften fra Jo Malone! DEN er perfekt – dufter af strandtur efter regnvejr. helt perfekt. Så hvis man kombinerer Hav med salt, så fungerer det for mig 🙂
Lise skriver
Metteline: Sage & Sea Salt har min næse ikke mødt, men jeg tror dig (;