Der kommer en tid, hvor selv fantastiske formler kan blive bedre. Den tid syntes Jurlique var kommet for deres ikoniske Herbal Recovery Gel fra 1993, der nu relanceres som Advanced Serum med samme unikke mix af urter fra egen biodynamisk avl men med flere og mere potente antioxidanter og en mere straks-synlig vitaliserende virkning på huden. Sådan som kvinder anno 2013 forventer og forlanger, og fordi tiden har givet den videnskabelige indsigt til at omformulere uden at svigte den biodynamiske arv og målsætning.
Den nye ekstra beskyttende og fornyende formel kalder Jurlique ”Naturadiance PB18+”, og kort fortalt består komplekset af:
#15 urte- og blomsterekstrakter, udvalgt fordi de har særligt talent for hudforskønnelse. Højt på ingredienslisten ses også nogle af tidens hypede talenter: nikotinamid (niacinamide), som vi tidligere kaldte B3 vitamin, og som blandt andet er en celleenergi-mager, forbedrer kredsløbet i hudens små blodkar og i tilstrækkelig mængde (som her) er i stand til at udbedre skader på cellerne. Hybenolie, en sand hudhealer. Squalene, en barrierebeskytter af naturens nåde og velkendt af kroppen og af huden. Højt oppe står også fine fugtbeskyttere som tidsel- og kæmpenatlysolie med mange essentielle fedtsyrer samt huddulmere som kamille, lavendel og lakridsrodsekstrakt. Gode støtter for det forstærkede antioxidant-forsvar.
#Hertil kommer 3 boostere og beskyttere – et silkeekstrakt (cellestyrkende), Wu-Zhu-Yu (anti-inflammatorisk bærekstrakt), ferskenblads-ekstrakt (naturlig fugtbeskytter).
Hvad du ikke finder er parabener, silikone og paraffin samt syntetisk farve og parfume.
Gør som kosmetologen og få mere ud af din serum: En af vore dygtigste kosmetologer, Daniela Fraser, der selv behandler med Jurlique på sin klinik Complete Me, anbefaler denne Shiatsu-teknik for at forøge blodgennemstrømningen og dermed opnå optimal effekt af serum. :
# Klap med spidsen af pegefinger og langemand – og med begge hænder – på hele panden, rundt om øjnene og under kindbenene fra næsen ud til ørerne. Gentag tre gange.
# Brug herefter bagsiden af de samme fingre til at klappe fra midt under hagen og ud langs kæben mod ørerne. Gentag tre gange.
PS: Disse smukke buketter, der prydede bordene ved præsentationen, var sammensat og arrangeret af aromaterapeut Mette Andersen.
FAQ Biodynamisk, økologi XL? At kompostere husdyrgødning og sikre frugtbar muld med mikroorganismer – så langt kan måske endog nogle få konventionelle landmænd følge med. Når det derimod kommer til homøopatiske kompostpræparater, månefaser og tanken om, at universet og dermed mulden som os mennesker består af krop, sjæl og ånd, så stiger de fleste af. Jeg vil i erkendelse af, at en længere udredning af biodynamisk dyrkning selv for denne blog bliver for langhåret, foreslå dig, der måtte være yderligere interesseret, at se TV-udsendelsen her om Klaus Loehr-Petersen, en ikke spor mystisk biodynamisk frugtavler. Ligesom man kan læse mere på biodynamisk.dk.
Anne Mette K skriver
Jeg tager straks Danielas Shiatsu-teknik i brug, tak til jer begge! Og smuk buket, når nu jeg desværre ikke kan dufte den.
Lise Grosmann skriver
Det er ikke engang særlig tidkrævende at give dette lille ekstra for at få mere effekt. Og du kan tro, de duftede, buketterne….med krydderurter og haveblomster, de var så yndige.