Blå kranse, grønne svaner og røde ø’er er bare et mikro-hjørne af alle de certificeringer, der findes herhjemme, i det øvrige Europa og resten af verden. Men sidste år valgte to brave danske kvinder, Ewa Daniel og Lene Stiil – begge med en fortid i Astma-Allergi Danmark (Ewa som toksikolog) – at udfordre sig selv og certificerings-junglen med AllergyCertified. Og de vil worldwide med det – ’one label, one world’ – og med fokus på ingredienser.
Jeg tror, de har set rigtigt, at Danmark har så stærkt et image på det her område, at AllergyCertified har gang på jord. For problemet ’allergi’ er stigende ikke bare i forbindelse med kosmetik men fra så mange kilder, at det virker nærmest uoverskueligt. Så held og lykke herfra til de to ildsjæle, som allerede har sat datoen for næste års Allergy Award, nemlig 12 april.
Og i tirsdags var det så, at de uddelte AllergyAward 2015, for selvfølgelig er der også sådan en. Jeg var heldig at være inviteret. Heldig, fordi det var fire førende hudlæger – alle professorer på deres felt – også. Jeg havde ører på stilke (hvis man kan have det) og kuglepennen rasede over papiret for at få de vise – og svære – ord med. Tænk at være i selskab med ikke bare en dansk specialist som professor Klaus Ejner Andersen fra Odense Universitets Hospital men også professor Magnus Bruze fra Lund Universitet i Sverige samt professor An Goossens fra University of Leuven i Belgien og professor Christine Lafforgue fra University of Paris i Frankrig.
Der var masser af tal og statistik, og ikke overraskende var konserveringsstoffer også på talernes emneliste. Det frydede mig at høre alle fire eksperter sige, at det er et problem at fjerne parabener. Professor Klaus Ejner Andersen sagde det, så der ikke var tvivl: ”Det er en stor fejl, at parabener er taget ud, de ’parabene free’ skyder sig selv i foden.” Det generede ham at se, at man i annoncering brugte ’parabenfri’ som en plus-egenskab ved produktet, når det set ud fra et allergi-synspunkt er en svaghed. Professor Goossens tilføjede, at parabener jo er mange steder, også i mad – bær f.eks. Der er 57 tilladte konserveringsstoffer i EU og i øvrigt er parabener stadig de mest anvendte konserveringsstoffer i USA.
Og så var der MI, som ingen talte varmt for, stoffet er et problem i vådservietter men også i vægmaling, lim og rengøringsmidler, hvor ’airborne’ MI er årsag til dermatitis. Der blev taget fat på mange, mange grimme stoffer og vist mange billeder af udslæt – men det bliver vel hverdag for en hudlæge.
Før jeg slutter for denne gang, så vil jeg lige nævne noget, der er værd at tænke over – professor Lafforgue gjorde opmærksom på, at man måler ingrediensers sikkerhed i et kosmetisk produkt – f.eks. sæbe – men hvis folk renser for meget, er det ikke et problem med produktet men den måde, det bliver anvendt på.
Jeg indsætter et link HER om kriterier for at opnå AllergyCertified certificering og HER til Videnscenter for Allergi.
Vinderne af Allergy Award 2015 blev: Nopa Nordic med ’Sensitive by Nopa Baby & Kids Bad’ i kategorien ’Best skin friendly product for children’ – Derma med ’Derma Kids Sol Spray SPF 30’ i kategorien ’Best skin friendly product for institutions/professionals’ samt ’Derma Sololie SPF 30’ i kategorien ’Best skin friendly product chosen by you’ (forbrugerpris). Hele Derma-serien er ud over AstmaAllergi og Svane-mærket også Allergy Certified certificeret.
Og her studeres de tilmeldte produkter…..
Foto: Jens Astrup og BeautyBlog (øverste foto).
HeLene skriver
Nogle gange synes jeg certifieringer bare bliver som det nye facit, svaret bag i bogen. Når det ofte er det individuelle der tæller-at finde ud af hvad man kan tåle og hvad som virker. I sidste ende kan jeg trods alt lide at man finder nogle bokse at sætte tingene i som gør det nemmere, men i sidste ende er det op til en selv at finde ud af, at læse ingredienser og være detektiv…
Marlene Høj skriver
Endelig en pris, der er et behov for 🙂
Lise skriver
Ja, Marlene, det er der jo desværre, men det bliver en svær opgave at realisere.