Sæsonen præges af pasteller, men der er godt nok også glow på guldet. Det sås alle steder på catwalken og Dior forgyldte ikke bare hele øjenpartiet men også øjenbrynene ved deres spring/summer show – med pastel-liner lige til at lade sig inspirere af. Lamédresset herunder er Dolce & Gabbana.
Når en creme er i en guldkrukke, så signalerer det, at dens indhold er guld for huden. L’Oréal’s nye Nutri Gold (140 kr.) lever op til det med bidronningeføde, royal jelly, i arganolie sammen med æteriske olier. Og Vichy’s nye Neovadiol Magistral succes-elixir (319 kr.) til den sarte, tørre hud indeholder hele 10 procent omegaolier, som er et must for sund hud. YSL Or Rouge er en fantastiske creme, der har en spændende historie, som jeg vender tilbage til (lanceres først den 26.marts). Og nyd så lige de yndige sæber fra Tocca (125 kr.) – i håndgjort guldprintet papir. Fås i seriens fem duftvarianter. Jeg har Stella og Florence, og jeg siger bare, at jeg har snuset rigtig meget til dem, men jeg nænner simpelt hen ikke at bryde indpakningen, så de skal på et tidspunkt ind mellem lingeriet.
Bladguld på fingerspidserne er tres chic. Som overlak. Kun på tippen. Eller som eneste lak i fuld 24 karat effekt. YSL Feuille d’Or 190 kr., L’Oréal Goldleaf 45 kr. Og på munden giver guld læbefylde – Max Factor Colour Elixir gloss 99 kr. (20. marts) YSL Gloss Volupté 235 kr. Og så kommer YSL Touche Éclat i forrygende leopardpels-look den 26. marts.
Guld fascinerer os, fordi det signalerer rigdom, luksus og den højeste udmærkelse – tænk bare på sportens guldmedalje og filmens Oscar. I mode og makeup er det den lille luksus, vi har brug for, og guldet gløder smukkere end nogen sinde, fordi man nu har teknologien til at mikromale pigmenterne, så de virkelig hæfter sig til huden og overfører guldets varme skinnende glød i stedet for som tidligere bare at være noget glitter, der drysser. Noget af det smukkeste øjenguld , jeg har haft fingrene i, er de her fra Sisley.
Foto: Dior, Dolce & Gabbana, Yves Saint Laurent m.fl. * Fotomontager: Jørgen Frandsen, som atter har fortolket størrelsesforhold frit.
Eva skriver
He he, jeg skal i lufthavnen på fredag, og de har heldigvis fået touche eclat m leopletterne. Det reklamerer de da med – ellers bliver jeg sur! Noget helt andet, Lise :hvad er egentlig forskellen på skintonic og mist ? Enlighten me please…
Lise Grosmann skriver
Nå, så du “springer over i køen” ((; krydser fingre for, at du får den! En skintonic i traditionel forstand indeholder ofte mere eller mindre alkohol. Det er mange dog gået bort fra pga. den udtørrende virkning af alkohol, og samtidig er man begyndt at kalde produkterne skinlotion. Hermed er vi ovre i noget “for-fugtning”….altså et produkt, der forbereder huden på at optage fugtcreme (plus andre ingredienser) bedst muligt. Man kan sige, at en mist har – eller kan have – lidt den samme virkning. For hvor nogle mists “kun” er kildevand indeholder andre ekstrakter af forskellig slags – ligesom en skinlotion. Pyha, håber det var enlightende og ikke forvirrende ); God tur, idet jeg går ud fra, at du besøger lufthavnen for at rejse!
Eva skriver
Tak, det var superinformativt.
Man vil da ikke bruge begge dele ? Jeg er så begejstret for mistens fugtgivende virkning inden serum og creme, det er virkelig noget, jeg kan mærke. Karmamejus mists er anbefalelsesværdige og dufter skønt…og mist er noget, jeg har lært at bruge af dig og Anette, så sådan er i lige medvirkende til at løfte hverdagen for mange piger, og det er jo ikke så ringe endda.
Jo tak, skal til Norge i 6 uger på arbejdsophold, men følger godt med på bloggen som altid !
Lise Grosmann skriver
Ja, Anette og jeg er nogle mistmostre (; Karmameju er netop et eksempel på en mist med plusindhold lige som Caudalie Vinosource, som lige nu mister manges hud. God tur til Norges smukke land!