Det er første forårsdag og jeg ved ikke, om I har det som mig, jeg mærker en ubændig længsel efter lys, farver, lyd, dufte, smagen af bær og følelsen af varm, blid luft mod huden. Mit sind og sanser er vinterunderernærede. Jeg kom til at tænke på det, da jeg havde skrevet om Kille Enna i går (jeg håber, I har læst OAK-interviewet, jeg har linket til) og senere, da jeg sad med vovsen ved min side på stranden. Blå himmel var der, duft af hav, sand og tang, og den lyd, jeg elsker – lyden af hav. Den lyd, der altid kan dulme et sind i bølgegang. Det kan farver også. Og berøring. Og dufte. Sanselig nydelse har afgørende betydning for vores velvære og et sundt liv.
Vores sjæl drikker sanseindtryk som man nu kan drikke Kille’s krydrede dufte. Hun har rejst en god del af sit unge liv i søgen efter duft og smag. De to ting, der ikke kan skilles. Men ’næserne’, parfumørerne, dem, der skaber dufte, de har ud over en rigtig fintfølende næse også en særlig evne til at forbinde sanser og formidle deres trip i den duft, de skaber. Lige om lidt, når Zarko lancerer sin nye duft og informationer må slippes ud, så skal jeg linke til en fantastisk film, som så tydeligt viser denne sanseproces.
For Zarko og parfumeskabere som Christian Plesch/Nasengold og kunstnerne i duftgalleri Biehl Parfumkunstwerke og Geza Schoen/Escentric Molecules samt andre bag tidens nichedufte, er inspirationen og de duftmolekyler, de sædvanligvis arbejder med, eneste begrænsning, mens parfumørerne, der arbejder for modebrands, lige som designerne, der laver flakonerne, nødvendigvis skal ramme den kvinde, der er synonym med brandet. De anvender også flere duftnoter og flere naturlige duftingredienser. De har en mere bunden opgave, men ikke mindre dygtige næser. Og det er de nye dufte fine eksempler på – og alene den dominerende rosa farve fortæller, at der er romantik i luften….frugt, blomster, musk. Men duft skal altid prøves, ikke bare fordi smag og behag er forskellig men fordi dufte simpelt hen dufter forskelligt på os.
Jeg har samlet nogle eksempler, fra øverste venstre hjørne ser du:
Jimmy Choo Blossom, koket, charmerende, ’cocktail med veninderne’ , lanceres uge 11, priser fra 370 kr. til 695 kr. * Bond No. 9 landede i DK i december og alle dufte er en tribute til et kvarter, en gade eller en park i New York. Her er det High Line (ahhh!), byfornyelse så det basker (gid vi kunne lære og gemme mange grimme banegrave), priser fra 1.600 kr. til 2.200 kr. * La Vie est belle L’Absolu de Parfum visualiseret perfekt af skønne smilende Julia Roberts, fås eksklusivt hos Magasin og Salling til priser fra 550 kr. til 715 kr. * Ralph Lauren Midnight Romance….behøver jeg siger mere, sensualitet og romantik! 340 kr. for 30 ml * SeeByChloé SI Belle, munter, sorgløs, piget, romantisk og lidt sensuel, priser fra 390 kr. til 690 kr.
Daisy Marc Jacobs Sorbet edition, sprælsk-saftig-frisk og lidt fræk, pris 535 kr. * Boucheron Place Vendôme, ’Clou de Paris’ mønstret flakon som brostenene på Place Vendôme, farve som morgenlyset og rosennoterne fortæller om romantikken. Priser fra 330 kr. til 675 kr. * Dolce&Gabbana Dolce Floral Drops, masser af blomster men med masser af friskhed og dybde, lanceres 2. marts, priser fra 475 kr. til 875 kr. * Hermes Le Jardin de Monsieur Li, sidste kapitel i Jardin-serien og en hyldest til jasminen, dronningen af duft, og med komquat, en ikke-ofte anvendt citrusnote, og flakonen symboliserer lanternen på Hermes-hestevognen i logoet * FlowerByKenzo L’eau Originelle – frisk, transparent med ’vandnoter’, ingefærblomst, pæon, musk. Lanceres 6. marts til priser fra 395 kr. til 550 kr. * B.Balenciaga, grøn/træagtig som er en ny dufttrend – faktisk med en edamame-akkord! Priser fra 490 kr. til 790 kr. * Miss Dior Blooming Bouquet Hair Mist, patchouli, rose og citrus samt jasmin, som får følge af varme krydrede duftindslag, lanceres 2. marts til 335 kr.
Anneka skriver
Jeg kan blive næsten rastløs inden foråret slår igennem.
Kan godt forstå køerne danser når de endelig kommer på græs!! (…ikke fordi jeg vil sammenlignes! 🙂 )
Lise skriver
Ha, den var sød….. I dag var faktisk her i min udkant næsten forårsagtig og gav lyst til sådan lidt løssluppen dans (;
Helle Rick skriver
Jeg er også vild med dufte i alle afskygninger. Om det er dufte fra blomster, parfumer, nyslået græs, friskmalet kaffebønner. Uhmmm…bare tanker så kan jeg snuse det hele igen.
La Vie est belle L’Absolu de Parfum prøvede jeg i lørdags i matas. Uha, den skal jeg eje. Hold nu op hvor dufter da bare fantastisk på mig. Jeg kan bruge lang tid i Matas. Køber aldrig med det samme. Finder en duft til hver hånd, sprayer og lader dem side og udvikle sig. Det er for mig den bedste måde at ramme rigtigt første gang 🙂
Var i haven igår. Fik lige ryddet en smule op. Det var skøn og betyder der ikke er så længe til hyggelige timer i haven igen dog med mere varme forhåbentlig. God søndag aften
Lise skriver
Helle, jeg er ret sikker på, at dufte gør, hvad naturen nu har bestemt, at de skal, ved os alle sammen, men det er en uhyre glæde at være sig bevidst, at de gør én noget gode – og så bare snuse ind (;
Helt rigtig metode, du bruger til duftvalg. Og La Vie kan man jo købe bare på de løfter om glæde, der ligger i Julia’s smil.
Uh, jeg har ikke været i haven endnu, men det skal være snart!!