Kom lige ind og læs, jeg har en tilføjelse med en pointe…..!
Syv ord formuleret af Michael Pollan for næsten 20 år siden, og ‘Eat food. Not too much. Mostly plants.’ er blevet motto her på bloggen. Og i øvrigt bekræftet som den bedste strategi efter en større gennemgang af en række diæter fra vegan til palæo foretaget af Dr. David Katz og Stephanie Meller, som jeg citerer HER . Med link også til den enkle kost, der beskrives i ‘The Okinawa Program – Learn the Secrets to Healthy Longevity”.
Blue Zone længelever-strategien baseret på netop var baseret hovedsagelig på plantebaseret mad og meget lidt tilberedt. Den traditionelle Okinawa-diæt som blev glemt og kendt igen. Middelhavskosten som rummer alle de gode elementer som f.eks. den græske ø Ikaria og den italienske ø Sardinien, hvor kosten er så meget mere end pasta og pizza. Sådan går det stort set med det meste. Det er her og der og allevegne en tid, så glemmer vi. Og genopdager. Somme tider lidt spøjse ting.
For eksempel læste jeg lige, at nu er boller med ost det, der trækker på Instagram og får omtale i landdækkende aviser. OK, jamen boller med ost, det er sørme da også nyt. Men man må sige, at @bolle.med.ost gør det uhyre velskrevet og humoristisk.
At skønhed (også) kommer indefra er unægtelig ikke nybrud i min verden og min første bog, som blev udgivet for hundredemilliarder år siden, den hed såmænd ‘Sund og skøn’ og så kom der også en ‘Ung, sund og skøn’ og sådan er det fortsat. Det kan godt være, de blev læst, men generationen, der gjorde det og som måske kendte de kilder, som inspirerede mig, de glemte åbenbart at give det videre. Det vender jeg tilbage til.
Og lige nu står biohackerne med deres grej og håndfulde af kosttilskud i det, jeg ser som en svær position over for en eviggyldig logik. Delvist repræsenteret af Nicklas Brendborgs nye bog ‘Vanedyr’ bakket op af artikler som denne med fokus på det dumme i at fylde sig med ultraforarbejdede fødevarer og deraf måske følgende behov for slankemedicin, som lægemiddelforsker Anette Sams siger.
PS: Læs eventuelt artiklen HER om problematikken i, at vi forveksler ‘food’, rigtig mad, med ‘food-like’ og producenterne er dygtige til at få os til at hoppe på
For den type fødevarer, hvor producenten helt bevidst har skruet op for sukker, salt og fedt for at skabe en afhængighed, gør folk til ‘ufrivillige vanedyr’, som Nicklas Brendborg kalder det. Trigger dopamin-hjernefryd. Og bliver man ved med at gribe ud efter chips og cola, så er sandsynligheden for overvægt jo nærliggende. Problemet med den type mad er, forklarer Anette Sams, at vi ikke bruger nogen energi på at fordøje den. Og fordøjelsesprocessen er essentiel for vores sundhed.
Foto fra i dag, og jo også tomaterne har kendt bedre dage
“Når vi spiser uforarbejdet mad som hele korn og grøntsager er næringsstofferne indpakket i plantecellevæggens fibre. Det betyder, at næringsstofferne ikke kan blive optaget, før fibrene er blevet spist af tarmens bakterier”, siger Anette Sams og forklarer dermed det med bakterierne, som vi har så svært ved at tage til os.
For i processen med at spise fibre, så næringsstofferne kan blive optaget i kroppen, styrker vi de gode tarmbakterier som igen danner stoffer, der er vigtige for vores sunde funktion overall. Plus at der, fortæller Anette Sams, dannes GLP-1, som er det hormon, der er i vægttabsmedicinen Wegovy. Uden at det dog når det niveau og den holdbarhed i blodbanen, som når der er tale om medicinen.
Er det den ultraforarbejdede mad, der ligger på tungen, så er der ingen nyttig fordøjelsesproces, skidtet ryger direkte over i blodbanen med risiko for overvægt til følge.
Og så kommer vi til en brugbar logik, der blev glemt. For Anette Sams fortæller, at når det sker, at hun spiser ultraforarbejdet mad, så gør hun skaden mindre ved at spise grøntsager først. R.I.P. Grethe Schmidt, du gjorde dit bedste i et utal af bøger. Du skrev ikke ordet ‘mikrobiom’, for man havde ikke opdaget det, men du kendte betydningen af grøntsager og ikke mindst råkost for tarmen og dermed vores generelle sundhed i krop og knold.
Fem styk var der i dag i drivhuset, og der er det jo nemt at være sommerbær om vinteren, men jeg fandt også nogle lidt mere medtagne ude.
Grethe Schmidt udkom med ‘Mit grønne køkken’ i 1972, altså for 50 år siden og skrev adskillige ‘grønne’ bøger i årene frem. Jeg var så heldig at møde Grethe Schmidt i forbindelse med en række faste-artikler i ALT for damerne, og hun inspirerede mig til at starte alle måltider med råkost. Undtagen morgenmaden, hvor jeg i snart 40 år har spist frugt. Ingen nævner Grethe Schmidt i nutidens grønne bølge, men jeg er sikker på, at hun glæder sig deroppe og krydser fingre for, at vi endelig fatter det.
Der er mange steder, der trænger til oprydning og et af dem er fødevarebranchen. Vi er ikke slemme herhjemme, men vi kunne blive rigtig gode. Måske skal vi ikke spekulere så meget i at bespise hele verden men vælge ikke at gå på kompromis med netop produktionen af sunde fødevarer i mindre målestok. Vandmiljøet og grisene bliver glade. Så kan vi bruge kloge hoveder til at udtænke løsninger på alle de problemer, vi allerede har skabt. Det er der gode penge i.
Og få noget mere natur, for det spås, at turismen går nordpå i de kommende år. Ikke mange steder er der smukkere end i #mitodsherred.
Rørvig Strand
Og en lille søskendeflok, der holder ud….
Karin Winther skriver
Haha boller med Ost !! Den er sjov. Så vil jeg gøre lidt reklame for caféen på Naturhistorisk museum. DER kan man få de vildeste hjemmebagte boller med smør og ost. Store boller. Og rasende billigt. Elsker at holde pause der, hvis jeg er i byen og vejret er imod mig 😊
Frugt alene om morgenen blev aldrig et hit for mig. Jeg elsker mine iblødsatte gryn dit og dat, helst med æbler.
Jeg husker også Schmidt og de friske råkoster. Rå grøntsager er jo bare skønt. Jeg kommer til at savne de solmodne tomater, men det er næsten slut med dem i min Lejre gårdbutik! Nu bliver det selleri, rødbeder, gulerødder og kål …. I laaaang tid. Og de sidste spinat og bladbeder skal reddes inden frost. Foreløbig er det jo ikke koldt 😊
Sikke fine billeder fra haven 2014 💚❤️
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Ja, det er lidt haha – men det formildende er, at de selv laver lidt sjov med det og så er det godt skrevet, det er også formildende. Takker mange gange for tip om Naturhistorisk, for jeg er jo af og til hjemløs i byen mellem møder og går fra morgenmad til eftermiddagskage, og så kan en bolle med ost gøre rigtig godt ind imellem.
Du deler glæden ved din grød med mange, og jeg tror heller ikke, at der er kostkloge, der vil hævde, at grød ikke er sund. Der er generationer før os, der nærmest overlevede på grød – og kartofler. Men netop fordi jeg husker det som at jeg fik grød til alle måltider og af alle slagse, så har jeg ikke lyst. Stakkels min mor, der på fattigdomsgrænsen skulle servere to retter mad til aften, for det krævede far.
For mig blev det med frugt også en måde overhovedet at få frugt, for før da spiste jeg sjældent noget. Og i alle de år har jeg ikke følt det som noget ‘åh, lad mig få det overstået’ det er sammen med to af de hjemmebagte til formiddagskaffen plus frokosten nok dagens bedste måltid.
Jeg tror ikke at tomaterne i drivhuset klarer at rødme og det er ikke det samme at købe og i hvert fald kun så længe der er danske. Men så er der al den dejlige kål og knolde – vintermad.
Tak for snak kære <3
Karin Winther skriver
❤️☺️
Pernille S skriver
Tænk, at du i 40 år har spist frugt om morgenen! Imponerende!!!
Ledte på reolen efter “Mit grønne køkken”. Forgæves. Tror den røg til
genbrug… Ingen tvivl om hun var en foregangskvinde for den grønne bølge. 💚 Tænk, jeg spiser stadig efterårshindbær fra haven. Ret vildt!
Dejlige fotos. Som altid🩷
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Ja, at noget i det hele taget kan være 40 år siden og jeg var voksen, det er ubegribeligt. Det var med fit for life, at jeg begyndte og jeg er aldrig stoppet. Det bekommer mig virkelig godt og man bliver ikke sulten hurtigt, som mange siger. Tværtimod er det jo langsomme kulhydrater lagt i masser af fibre, så energien holder godt.
Det er fantastisk, at vi stadig har hindbær. Jeg tror da, jeg skal ud og rode i jordbærrene og se, om der er nogle, der har misforstået årstiden (;
Og tak kære for fotoros og god aften eller dag alt efter hvornår du kigger ind næste gang <3