Dels er mange i den internationale mode/beautybranche erfarne folk med en erfaren alder og dels er der en del rampelys-stærke kvinder, der ikke har tænkt sig at pakke deres sexappeal sammen. Så jeg er bange for, at mediabureauernes unge løver kommer til at forholde sig til modne modeller i fremtiden. Og vi taler kvinder i deres mors alder.
For eksempel er Jane Fonda 75 år og i centrum på et af de seneste udspil fra kosmetikgiganten L’Oréal, som er en absolut firstmover til at favne kvinder i alle aldre. På foto ses desuden Julianne Moore, 52 år og Inés de la Fressange, 56 år, og Eva Longoria, 38 år, hvilket helt absurd også hidtil har været regnet for en høj alder i forbindelse med skønhedsprodukter. Hallo…antiageing er den stærkest stigende produktgruppe! Anledningen til denne sammenstimlen af skønne kvinder var Color Collection Privée, en serie nude læbe- og neglenuancer, som disse L’Oréal spokeswomen har skabt i samarbejde med firmaet. Se video fra fotoshoot HER.
Men der sker meget mere på den front – 64 årige Jessica Lange som ”first ever celebrity face” på Marc Jacobs Beauty f.eks.
Charlotte Rampling, 68 år, face for NARS i forbindelse med firmaets 20 års jubilæum. Francois Nars har tidligere arbejdet med 40+ årige modeller som Stella Tennant. Jeg har ikke fundet fotos af “Rampling for NARS”, så her er det Francois Nars med en af de noget yngre modeller. Og HER kan du læse mere og se fotos af og filmklip med Rampling med de sexede tunge øjenlåg.
Hvad ville et tema som dette være uden Karl Lagerfeld, 80 år, der er mere skabende end andre, jeg kan komme i tanke om. Nu er han jo ikke uvillig til at arbejde med purunge modeller, men han har også haft noget kørende med Tilda Swinton, 54 år, og nu med et af 90’ernes HELT store supermodelnavne, Linda Evangelista, 49 år, til en Chanel Eyewear kampagne, som han selvfølgelig selv har ”skudt”.
Men en af de allerførste – hun er vel egentlig aldrig holdt op – er Lauren Hutton, 70 år, som stadig er frontpage på de internationale magasiner og ud over sine mange samarbejder med designere også selv har en kosmetikserie. Hun var også en first i 1961 som ansigt for en hudplejeserie, Eterna 27/Revlon, og i 68 var HUN Chanel No 5. Hendes udstråling har nærmest fået mere power med årene, og så har hun en skøn musculin/feminine-stil.
Nu vokser træer som bekendt ikke ind i himlen, så den slet skjulte bagtanke er jo ikke svær at få øje på. Babyboomerne er ikke bare powerkvinder, der røg på p-piller, arbejdsmarkedet og mange andre ting, de er også en attraktiv målgruppe, fordi de bruger flest penge på kosmetik (hudpleje), dyr mode og boligtilbehør. Ikke at henvende sig til voksne kvinder på en intelligent måde (altså ikke med teenagemodeller) er jo dels diskriminerende og dels svarer det til at ”smide babyen ud med badevandet”, hvis I spørger mig.
PS: Bemærk, at også ugebladene er begyndt at favne kvinder i ”plusalder” OG ”plusstørrelse”, der er penge i det (;
Hvad synes du om tendensen?
Skriv et svar