I den bedste af alle verdener får vores hud de byggesten, den skal bruge, gennem det, vi putter i munden. Men det er heller ikke ét fedt, hvad den får af fedt udvortes. Så hvilke fedtstoffer forliges vores hud godt med? Planteolier er et rigtig godt bud, fordi mange af dem har en ideel fedtsyre-sammensætning, herunder essentielle fedtsyrer, som huden skal bruge til en lang række livsvigtige funktioner. Nogle olier indeholder særligt mange af dem, det er de såkaldt “tørre” olier, der absorberes hurtigt af huden. Det betyder blandt andet, at de kommer ned og tætner mellem cellerne. De federe olier trænger ikke så hurtigt ind, men danner så til gengæld en overflade-beskyttende barriere. De har altså hver især værdifulde egenskaber.
Planteolier er det ældste skønhedsmiddel, og man har selvfølgelig brugt de olier, der var tilgængelige i ens “nærområde”. Men i dag kan vi vælge, og klarest lyser lige nu arganolie. Den har absolut unikke egenskaber med sin komplekse kemiske opbygning, men den passer også til tidens hang til storytelling. Argantræet klarer sig under barske vilkår i det sydvestlige Marokko, det er truet og under Unesco-beskyttelse, og så varetages produktionen af de gyldne dråber hyppigst af kvinde-kooperativer. Den slags fortællinger kan vi lide, men arganolie hører også til den type olier, der optages hurtigt i hudens øverste lag, så man ikke føler sig fedtet. Altså en rigtig “skønhedsolie”.
Hvilke fedtstoffer skal man undgå? Mineralske olier og silicone gør jo ikke ligefrem noget godt for huden, men silicone er det svært at undgå, fordi stuffet, der føles som silke, har nogle skønne egenskaber, der er svære at undvære i f.eks. makeup. Silicone giver produktet spredeegenskaber, så lidt rækker langt. Det betyder noget for din foundation og den finish, den giver huden. Men må man så tage det gode med det onde? Nej, siger grundlæggeren af The Organic Pharmacy, Margo Marrone – og hun er en kvinde, der ikke går på kompromis. Silicone er ikke en giftig ingrediens, i makeup fungerer det som en silkestrømpe, det ligger bare ovenpå, og huden er allerede mættet af creme – eller måske den gode arganolie.
FAQ Tidligere samlede man de ufordøjede kerner fra de træklatrende geders efterladenskaber, i dag plukkes den nøddestore frugt fra træet, tørres og knækkes, så man kan udtage kernen. Alt håndarbejde. Arganolie er rig på essentielle og umættede fedtsyrer og er desuden rig på antioxidanter – herunder E-vitamin, fenolsyre og karotin – samt anti-inflammatoriske stoffer og letoptagelige steroler, som er meget lig hudens egne steroler og vigtige for opretholdelsen af den beskyttende ydre barriere. Den – og andre olier – konserveres ikke, de er selvkonserverende og indeholder ikke det vand, som gør konservering nødvendig i cremer.
Foto: PR * Fotomontage: Jørgen Frandsen
tina skriver
Meget spændende 🙂 Hvilke produkter benytter du selv?
Lise Grosmann skriver
Uh, jeg har i kraft af mit job haft glæde af at prøve rigtig mange olier, lige p.t. er det Ole Henriksen’s Pure Truth Youth Activating Oil 🙂