Rosen er aromaterapiens dronning, skriver aromaterapiens mester Robert Tisserand, og han fortæller, at den netop også terapeutisk anvendes til ” kvindelidelser”. Det terapeutiske er nu ikke noget, man selv skal eksperimentere med men overlade til en uddannet aromaterapeut.
I mit syn er den fremmeste her i landet Lone Fjeldsø, som er diplomeret aromaterapeut fra “The Tisserand Institute of Holistic Aromatherapy” i London og desuden Cidesco-diplomeret kosmetolog. Hun er helt utrolig dygtig og vidende og har det, hun selv kalder “min mikro-spa” Philoleum på Esplanaden i København. Eksklusiv ikke mindst i den forstand, at man er eneste klient og totalt i fokus under Lone’s erfarne professionelle omsorg. Læs mere på philoleum.com og i artiklen “De flygtige olier” i artikel-menuen her på siden.
Ud over sin feminine duft, så har rosen også fornemme hudpleje-egenskaber. Den vil gøre alle hudtyper godt men er især velegnet til tør, ældre og sensitiv hud. Den vil således virke dulmende på rødme og tegn på inflammation, altså at huden er ude af sin sunde balance. I øvrigt er rosenolie også et afrodisiakum og sætter skub i lysten hos både kvinder og mænd. Er du stresset og ked, så virker duften opløftende. Man kan da kun blive “glad i låget” af både synet og duften af roser (-:
Alt i alt giver rosen mulighed for mange feriefornøjelser. Husk at stikke næsen i hver eneste hybenrose, du møder på din strand- og skovtur. De blomstrer så smukt netop nu – selv om de er en forhadt invasiv art, der ganske rigtigt overtager klitter og strandenge. Du kan jo evt. lave din egen rosenvand, og ellers er der et par fine eksempler i den lille buket (-; af rosenprodukter, jeg har samlet.
Rosenviden
Den fineste og mest kostbare rosenolie er bulgarsk rose otto, som ekstraheres fra damask rosen, som kun kan gro i bjergegne. Den dyrkes i dag også i Tyrkiet og Marocco. Den rose, der dyrkes i Grasse i Sydfrankrig er majrose. Der går 30 roser til at lave bare en dråbe bulgarsk rose otto, så det er forståeligt nok kostbare sager. Olien er i øvrigt orange/grøn og ikke rød, som man skulle tro. Og så er rosenolien den mest antiseptiske af de æteriske olier. Dens energi er yin, hvilket giver aromaterapeuten vigtig information om oliens effekt. Og den herskende planet er Venus, hvis den slags betyder noget for dig.
Citatet i overskriften er fra digtet “Sacred Emily” skrevet af Gertrude Stein og tolkes ofte som “ting er, hvad de er”, men rosen symboliserer også romantik.
Rosen på foto er en New Dawn klatrerose fra min have. Den har en fin duft og utrolig frodig blomstring. På en havetur i England så jeg en New Dawn dække hele gavlen på et hus helt op til førstesal. Tænk at være både så smuk og så stærk.
Skriv et svar