Morgenfruen er en rigtig solskinsblomst.
Vitamin D er ikke et vitamin ifølge traditionel definition, for vi kan selv danne det i vores hud. Var det blevet opdaget i dag, så var det formentlig blevet defineret som et hormon (kalcitriol som det aktive hormon). Og i denne forvirring finder vi nok noget af forklaringen på forskellige anbefalinger og forklaringer på virkning.
Vitamin D er en overordnet betegnelse for flere stoffer, hvor især D2 (ergokalciferol, den vegetabilske udgave) og D3 (kolekalciferol, den animalske udgave) spiller en rolle for os mennesker. Begge kan dannes i huden ud fra kolesterol. Sollyset gør produktionen færdig og den endelige aktivering sker i leveren og nyrerne. Celler i immunsystemet og knoglevæv kan tilsyneladende også aktivere vitamin D.
Huden er en ren vitaminfabrik. Får vi tilstrækkelig sol, får vi også tilstrækkeligt med vitamin D. Og huden regulerer, at vi aldrig får for meget. Meget sollys medfører, at vitaminet nedbrydes i huden. Vores hud er genial!
Vitamin D er et fedtopløseligt vitamin og lagres i kroppens fedtvæv, og selv om det er vigtigt at få nok, så er det også vigtigt at undgå overdosering. Man kan som nævnt ikke overdosere sig med D fra solen, men hvis man både spiser fede fisk (sild, sardin, laks, makrel, torskerogn), lever og æg, drikker mælk, får sol og tager fiskeolie og andre kosttilskud, så kan man nemt komme op i risikozonen.
Vitamin D er det mest giftige af vitaminerne, så lad være at eksperimentere. Den sikre dagsdosis anbefales ifølge danske sundhedsmyndigheder ikke at overstige 50 mikrogram, så det er en god idé at tælle sammen, hvad man egentlig får indenbords. Men hvis man altid er tildækket af tøj eller solcreme og ikke spiser nogle af de nævnte fødevarer er man selvfølgelig omvendt i risiko for at få for lidt af dette vigtige stof. Med alderen bliver huden dårligere til at danne vitaminet og til at aktivere det i lever og nyrer. Især ældre, der ikke kommer udendørs og ikke spiser fede fisk bør have tilskud.
Husk at lade huden lave et lager, for om lidt er solen for svag.
Og nu vender vi tilbage til olierne og nogle hudmættende tips. GOD WEEKEND til jer alle!
Jeg er lidt forvirret nu, for jeg har før hørt, at D vitamin ikke kan lagres? 🙂
God søndag.
Christina: Vitamin C (og B), som er vandopløselige lagres ikke, men det gør fedtopløselige vitaminer, som D altså er røget imellem.
Så kasketskyggen på og ud og få lidt sol på arme og ben, så du har depoter til i hvert fald noget af vinteren. Og dem supplerer du så med de madvarer, der indeholder vitamin D.
Det interessante er at sundhedsmyndighederne på et tidspunkt hævede det anbefalede indtag af D-vitamin. Men ikke så det ligger på niveau med anbefalingerne fra de canadiske sundhedsmyndigheders anbefaling. Rent lysmæssigt/solskinswise ligger vi ellers meget tæt hvad angår breddegrad og mængden af timer.
Og så har jeg aldrig helt gennemskuet forholdet ml mikrogram og enheden IU – kan du hjælpe ? Du plejer at kunne formidle ?
Maj: De danske sundhedsmyndigheder ligger som regel lavere end f.eks. de amerikanske og altså også canadiske. Men her ligger de 50 mikrogram, der angives som højeste sikre dagsdosis, på linje med Dr. Weil’s anbefaling på 2.000 IE om dagen. Vitamin D måles i mikrogram, og et mikrogram (= et ‘my’gram….jeg ved ikke, hvor ‘my’tegnet er på tastaturet) svarer til 40 IE.
.
Så fik jeg en faktor på – tilbage er at gøre lidt hovedregning. Tusind tak for hjælpen og god dag fra min udkant. (Sidste stop på motorvejen før Sverige, se dét er udkant ?)
Maj: Ha, der fik du mig (;
Udkant er sjovt nok altid noget, der defineres ud fra, hvor langt det ligger fra København både i kilometer men endnu mere velsagtens i livsstil. Nå, jeg er gammel københavner og er vældig glad for min gamle by, bare jeg kan komme tilbage til havkanten (:
Tak for en rigtig god uddybning af et aktuelt emne. Jeg bliver imponeret over alle de processer, der fungereri kroppen.
Carina C: Jeg er så enig med dig, det er imponerende, hvad vores celler og krop kan og hele tiden gør.