Somme tider har jeg følelsen af løse ender, noget jeg ikke fik med, noget jeg har hørt eller kommentarer fra jer, som sætter noget i gang. Lad mig starte med, at jeg forleden til et pressemøde endnu en gang hørte én sige i forbindelse med firmaets nye øjencreme, at den godt kunne bruges på øjenlåget. Øjeblikkelig klikker: Hvorfor skulle man ellers købe en øjencreme? ind i min hjerne.
Man kan jo i princippet udmærket bruge de fleste plejende cremer rundt om øjet, men det kan også være en god idé med special care til special skin. Og det er jo netop på øjenlåget, at huden er tynd og dermed anderledes krævende end huden i ansigtet. Jeg skrev om det HER og skal ikke trætte jer med gentagelse, men selv har jeg brugt øjencreme så langt tilbage, jeg kan huske og vil formentlig gøre det i fremtiden.
PS: Hvad med solbriller? De kan afgjort være nødvendige på solskinsdage med hvid sne, der reflekterer, så man må knibe øjnene sammen for at lukke så lidt af det blændende lys ind som muligt. På sigt kan solbriller dermed måske forhindre et par rynker, men man kan også gå hen og blive SAD og risikere at sove skidt. Plus mangle alt det lys i øvrigt betyder på sundhedskontoen. Der er en mening med den sol og det lys. Og det skal ind gennem øjnene – og ned i huden i øvrigt. Lige om lidt er der så meget lune i luften, at man kan smøge ærmer og bukseben op og få lidt vintersol, den er hårdt tiltrængt på immunkontoen.
For nogle dage siden satte jeg det her på facebook, og det var vi nogle stykker, der fik en snak om, for manden ser jo stadig drøngodt ud. Men er der noget om, at mænd – hvad hud angår – holder sig bedre? Det er pudsigt nok noget med østrogener. For østrogenreceptorer er udbredt i vævene hos begge køn, og selv om mænd har en lav østrogenproduktion, så lider de ikke samme tab som kvinder gør ved overgangsalderen. Og de bevarer normal produktion af testosteron højt op i alderen.
Da hudens celler er påvirkelige af både østrogener og androgener (testosteron) og er i stand til at omdanne testosteron til østrogener, så er teorien, at huden gør netop det. Omdanner testosteron til østrogen, der passer til receptorerne. Og derfor oplever mænd ikke samme aldersforandringer i hud og slimhinder. Deres hud bliver ikke i samme grad tynd, fordi barrieren skrumper, den mister ikke volumen på grund af tab af grundsubstans, kapillærnettet holdes intakt, der dannes stadig elastiske fibre. Alt det, østrogen har betydning for. Celledelingen fungerer simpelt hen bedre længere i mænds hud.
Og så de krigeriske damer – Arden og Rubinstein. Det må have været hard work at hade så meget, men måske en væsentlig årsag til, at det kørte så godt for dem begge. På et nyligt pressemøde fortalte en dygtig trendspotter, Sine Christiane Gerstenberg, som er PR Manager hos L’Oréal, at den nye tendens er, at designere bakker op om hinandens brands i stedet for at konkurrere. En ny fashion social community trend. Lad os se, hvor godt, der slår an. I øvrigt arbejder man altså også sammen i kosmetikbranchen og sammen med medicinsk forskning.
Hvilken øjencreme bruger du selv? Må indrømme jeg aldrig i mine 30 år har “gidet” at bruge øjencreme. Smører bare min alm creme der også. Har også smurt BP super booster 3 på der. Hmmm, måske jeg alligevel skulle investere i en øjencreme. Hvilken bruger du selv, hvis du har lyst til at dele det?
miss.sunflower: Selvfølgelig vil jeg dele erfaringer med øjencremer, det svære er bare, at jeg qua mit job, prøver rigtig mange hudplejeprodukter – herunder øjencremer – og desuden, at vi kan have forskellige udfordringer og dermed forskellige behov. Produkterne på foto er alle nogle, jeg sætter pris på. P.t. bruger jeg således La Roche-Posay Toleraine Ultra med Weleda Evening Primerose over, fordi den indeholder essentielle olier, og min hud har brug for ekstra barrierefedt. Om afetnen bruger jeg 8hour over Toleraine for at dæmpe nogle eksemlignende udfordringer jeg har med min hud i øjeblikket.
Tak for et ærligt og godt svar! Må du ha en fantastisk weekend:-)
… Jeg har aldrig hørt om forskellig creme til øjenlåget og under øjet! What? Jeg har da bare brugt mine cremer overalt. Velskrevet indlæg, der vil få mig til at genoverveje mine cremer… 🙂
Ana: Det er heller ikke det sædvanlige, blot en opfordring til at studere brugsanvisning, fordi ikke alting altid er, som det plejer (;
Nu driller dét igen …havde lige skrevet et laaangt indlæg. PIST væk da jeg trykkede ‘post comment’.
Nå så den meget forkortelse udgave:
Smuk mand, smukke ord, downloadet! ; )
Og ..der findes mange myter indenfor skønhedsbranchen 🙂
Kh Anneka
Ps.
Ang dét med at købe hudpleje på udsalg der er OVER exp.date. Så skrev jeg til forbrugerrådet og spurgte helt kort om det er tilladt. Hun vendte så tilbage med flg svar, som jeg lige vil dele herinde:
Hej igen,
Nu har jeg lige vendt det med holdbarhed med Miljøstyrelsen, og det er som jeg sagde:
Man må ikke sælge for gamle produkter heller ikke på udsalg.
Så der er ikke brug for mere lovgivning, kun at forhandlerne overholder lovgivningen.
Så nu kan du næste gang du oplever det sige til dem, at det ikke er lovligt og eventuelt også gøre Miljøstyrelsen, der er myndigheden på området, opmærksom på det.
God weekend
Hilsen fra Stine
Stine Müller
Projektleder, Test og Analyse / Project Officer, Test and Analysis
Forbrugerrådet Tænk
Anneka: Tusind tak for at dele den information, den lader ikke meget tvivl tilbage.
Nej vel – og dejligt lige at kunne sende dét til en forhandler, når /hvis det viser sig nødvendigt!
Så man ikke behøver skulle argumentere frem og tilbage.
Også rigtig god weekend!
Kh Anneka
Anneka: Åh, hvor er jeg ked af, at det driller – og af, at jeg ikke ved hvorfor.
Oh yes, myter står i kø de fleste steder – også i den business, vi snakker sammen om her.
God weekend,
Kh Lise
Jeg synes, at jeg relativt ofte er ude for at ansigtscremer svier i øjnene. Ikke fordi jeg smører dem i øjnene, men fordi en creme eller foundation i løbet af dagen ligesom løber ned i øjnene eller måske “smelter” på huden og derved kommer ind i øjnene.
Birgit A: Sørg for kun at bruge den mængde, din hud kan rumme. Fordel cremen omhyggeligt ind ind i huden og er der noget tilbage efter lidt tid, så dup det af.
Ha ha Lise, den var go’! Ja hvordan skulle man ellers bruge en øjencreme?? Jeg gør præcis det samme som dig og selv om mange anbefaler, at man lige så godt kan bruge sin almindelige creme, så fortsætter jeg som jeg plejer. For tiden bruger jeg Caudalie, som har de skønneste cremer, perfekte til årstiden. Og så lige den klassiske agurkeskive i ny og næ 🙂
Lisbeth M: SMIL! Der er tilfælde, hvor det frarådes at anvende på øjenlåget. Måske en creme med særlig mange ingredienser til at fremme cirkulationen og mindske poser og rande.
Agurkeskiven er nu ikke så tosset endda – og føles dejlig.
Spændende! I forhold til mande- vs kvindehud synes jeg også det er spændende og værd at tage med, at studier har vist, at vi er kulturelt konditioneret til at ikke at lægge ligeså meget mærke til uregelmæssig hud hos mænd som hos kvinder (i alle aldre). Mænd slipper altså også lidt nemmere, fordi vi simpelthen ikke lægger lige så meget mærke til eller vægt på deres huks tilstand. Ærlig talt lidt snyd 🙂
Sidselr: Det er rigtigt, der har været og er stadig større krav til, at kvinder OGSÅ ser godt ud = ser unge ud, og dermed kommer det til at optage meget i vores egen bevidsthed. Almindelig velplejethed – som er nok for mænd – gør det ikke synes vi.
Det billed så jeg ikke lige på facebook, så havde jeg delt og delt og delt… Han er da for lækker :O) Ja så blev jeg igen klogere. Har altid fået at vide at øjencreme skal uden om øjet, prøver straks med øjenlåg :O)
Rie Dyrnes: Åh, ja Richard Gere stod ikke bagerst i køen, da der blev uddelt flot hår og gode træk (; Vær opmærksom på, at der kan være øjencremer, hvor det frarådes at anvende på øjenlåget.
Jeg har brugt øjencreme i mange år, det var en veninde der lagde mærke til at mine øjnomgivelser var irriterede, der så foreslog mig at bruge en øjencreme og det har jeg været taknemmelig for.
Jeg bruger min ringfinger forsigtigt til at komme den på.
Anette Ninon: Jeg har også oplevet, at øjencreme kan hidse hud ned, og det er helt korrekt at smøre på uden at trække meget i huden. Måske tromme let med fingrene under øjet og under øjenbrynes, men selvfølgelig ikke på øjenlåget. Det er vigtigt, at cremen optages helt, før man slipper, ellers er cremekronerne spildt.
Hvilken øjencream høre til dine favoritter hvis den skal give meget fugt og hvilken hvis opstramning ?
På forhånd tak Lise 🙂
Kirsten V: Eucerin Hyaluron Filler er en fin fugtserie til rimelige penge. Environ Eye Gel er nok det nærmeste, du kommer vitamin A til øjenhud og dermed opstramning og hudfornyelse. Er det den, du ofrer, vil du sikkert opleve, at den også giver tilstrækkelig fugt.
Den der meme (billed med quote), den kommer jeg i printeren og finder et sted hvor jeg kan se på det-han har da virkelig noget særlig attraktivt den mand, og så et citat man kan bruge oveni. Cool!
Jeg har altid brugt øjencremen på øjenlåget med, den eneste jeg set hvor det står man ikke skal er BP øjencreme med a-vitamin, men det er nok fordi den er stark og måske kan give røde reaktioner på sart hud?
Har lige fået fingre i omoi øjenolie roller, den glæder jeg mig at prøve, både under og over mine øjne i denne tørre, kolde tid. Olie til øjenomgivelserne ser man jo ikke så tit, eller?
Så nyder jeg mørk chokolade, pukka the og solskin udenfor, men uden at forlade mine (til pas) varme stue. Nu tilbage til arbejdet. So long til Richard og Lise, vi ses snart igen…
HeLene: Ja, både han er citatet er cool. Og han har jo ret, ens personlighed bliver jo ikke pludselig en anden, fordi huden synker og bliver foldet. Den kan tværtimod hænde at udvikles, så der bliver mere at gi’ af med alderen.
Environ Eye Gel kan anvendes på hele øjenområdet og indeholder deres Retinyl Palmitate samt i øvrigt antioxidanter, tetrapeptid OG ceramider.
Jeg har prøvet O’Moi eye-oil-roller og synes, den er rigtig dejlig – og der er ganske rigtigt sjældent at se olie som øjen’creme’.
Mørk choko og Pukka er et must og vintersol en fryd, men hold op hvor den kulde bider i huden, godt det stopper for en tid nu.