Ved du, hvor meget det her vitamin kan alene på din hud?
Hvis jeg var et vitamin, så ville jeg være B3/niacinamid lige nu. Jeg har da sjældent oplevet nogen ingrediens få så meget omtale og så meget plads i hudpleje. Helt berettiget jo, og jeg nævnte det selv for nylig som et godt bud på underlag for solcreme.
Energi står øverst på ekspertise-listen for B3, som også er et forsvarsvitamin. Indvortes ved at eliminere giftstoffer og udvortes som stopper af inflammation pga. de mange forurenings- og andre partikler OG stråler, huden dagligt udsættes for. Som i øvrigt også forårsager hyperpigmentering. Det spiller i øvrigt også ind i hormonforbindelse (bl.a. binyrebarkhormon og kønshormoner).
Skriv bare aktør i dannelse af ceramider på listen, og da de er vigtige for hudlagenes sammenhængskraft, så er B3 også en fugtfaktor. Ved mangel i kroppen (pellegra) er netop eksem i huden et af symptomerne.
Fotoarkivets eksempler på produkter med B3/niacinamid
Hvorfor B3 har effekt på udvidede porer mangler en fuldstændig opklaring, men det har tilsyneladende en effekt nede i porerne, hvor det virker balancerende på hudens talgfedtstoffer. Og jo mindre pres, der er på porevæggene, des bedre holder de den slanke linje.
B3 er i det hele taget benspænder for mange hudproblemer. Som nævnt udvidede porer, hyperpigmentering, tørhed og så er det huddulmer. Men der er ingen stjernenykker, for B3 er en god samarbejdspartner med de fleste andre ingredienser. Ses hyppigt sammen med retinol og andre A-vitamintyper.
B3 er modsat kammerat C (i askorbinudgave) robust og tåler varme, lys og iltning ganske godt. B3 en rigtig anti-ager på den gode måde, et hud-longevity vitamin ♥
I modstrid med definitionen på et vitamin, som jo er, at det skal tilføres, fordi kroppen ikke selv kan danne det, så kan vi faktisk danne B3 ud fra aminosyren tryptofan. Og hvis vi får protein gennem kosten, så får vi også tilstrækkeligt tryptofan, som er en aminosyre. Og den får vi med med mælk og æg. Selve vitaminet er i kød og fisk og fuldkornsprodukter. B3 tåler varme samt lys og iltning ganske godt.
Og hvis du følger med i det med longevity, så er du stødt på stoffet NAD+. Der tales for og imod at indtage det som tilskud, men fakta er, at B3 vitaminet også her er aktør. Det er nemlig en del af de to co-enzymer/hjælpeenzymer NAD (nikotinamid adenin dinukleotid) og NADP (nikotinamid adenin dinukleotid fosfat). Og som co-enzym hjælper man de rigtige enzymer, dem, der får de kemiske reaktioner til gå tjept, fordi det har betydning for et normalt celleliv. Alt altså. NAD og NADP er aktører i langt mere end 100 kemiske reaktioner.
Den her ingrediens er for dig, mig og stort set alle. For den kan nærmest alt. PS: B3 er fællesnavn for stofferne nikotinamid og nikotinsyre, der tilsammen også kaldes for niacin.
Skriv et svar