Er det blank hud eller farve i kinderne? Jeg analyserer lidt og tipser!
Hvis du færdes bare lidt på Instagram, så har du sikkert lagt mærke til, at mange influencere har en blank, nærmest glinsende hud. Ikke fordi de er uheldige at have fedtet hud men ofte fordi de dyrker glass/dolphin/slugging-trenden. De vil have hud, så man kan spejle sig i den, som @charlotteparler her, der i øvrigt har mange fornuftige ord til sine følgere. Hun er også på TikTok, hvis du er.
Personligt bryder jeg mig ikke om den ekstremt blanke hud, men så længe ingen kalder det barnehud*, så er valget jo også her frit. Med den reminder, at ingen – heller ikke hud – bryder sig om at være spærret inde, så overvej…..!
*børn har ikke aktive talgkirtler, og hvis ikke deres forældre smør dem i fugt og fedt, så er deres hud normalt mat med et fugtigt skær, der viser, at der er vandbalance i overhuden og dybere nede.
Ja tak til hudpleje, der kan matche det udseende, som en naturlig og sund hud har. Altså a la barnehud uden jo at have spændstigheden og den fylde, der giver den smukke lysrefleks. For mig er blank hud ikke ‘glød’, det er det derimod at have lidt farve i kinderne. Som når man har bevæget sig – f.eks. gået en tur. Levende hud med cirkulation.
Jeg nævner slugging ovenfor, og det praktiseres især om natten og endog med den ellers forhadte mineralske olie for at lukke et serum med aktive ingredienser inde. Altså som vi kender det fra en okkluderende sheetmaske, der får ingredienser til bedre at optages ved at gøre huden porøs i overfladen, fordi fugt ikke kan fordampe.
Jeg får altid et billede af fedtet pudebetræk, for mineralsk olie optages jo ikke i huden. Det er derfor, det er så fint til skadet hud, der har brug for ro bag en forbinding, der ikke indeholder alskens kemi på godt og skidt, der kan fremkalde irritation. Men selv om huden ikke trækker vejret for os, så vil jeg fraråde at slugge den. Herunder sove med ansigtsmaske, som man jævnligt ser det foreslået.
Jeg har valgt nogle produkter, der kan give dig, der godt kan lide den lidt ekstra fugtige finish, lidt glass-glow. The Ordinary Natural Moisturizing Factors+Beta Glucan er geleagtig fugt, der indeholder en del glycerin og derfor holder det fugtige look længe. Endnu bedre til den opgave er Bioeffect EGF Body Serum, som du udmærket kan bruge i ansigtet. Også i den er meget glowglycerin.
Og ellers gør som Andrea Rudolph og klap den fugtede hud med den skønne Facial Oil Delight. Det er noget nær den eneste faceoil, jeg har det rart med (men obs! jeg har jo ikke prøvet alle, så det er ikke et fravalg af alt andet).
Og så er der blush-metoden – og pst! det ene udelukker jo ikke det andet. Selv foretrækker jeg kulør, og derfor er min gamle Sisley Phyto-Blush Twist slidt op nu, men har fået lov at leve, fordi produkter af den slags ikke bliver bakteriefyldte. Men har din ligget længe, så tør lige overfladen med et stykke papir før brug. Hvis du blusher, så gør det der, hvor din kind gør det, når du har gået en rask tur – og det er ikke højt på kindben og i tinding (så skal du i hvert fald tilkalde en læge).
Et kærligt pip ♥ Hvis det kniber med læselysten her, så skub til mig med emner, som jeg måske kan bidrage med viden og tips til.
Uha igen udenfor emne.. Men har jeg lige set et skriv fra dig omkring negle /have negle ??? Kan ikke finde det
Men du nævnte en olie fra herome som var fantastik 😊 et lidt glemt mærke Men bruger selv deres neglelak som giver glans .
Men kender ikke deres olie .så kan du hjælpe
Anita christensen: Det er så meget i orden kære Anita, og heldigvis kan jeg hjælpe dig, for det er Herôme Nourishing Nail Oil negleolie, som jeg lige har nævnt på Instagram, og ellers er der skriv her….det er en stor anbefaling https://www.lisegrosmann.dk/den-kan-ogsaa-noget-med-negle/
Kære Lise.
Jeg forstår ikke helt hvorfor nogle ønsker et blankt ansigt. Jeg synes hverken det ser sundt eller friskt ud. Jeg kommer sådan til at tænke på når jeg så mig i spejlet da jeg kom i overgangsalderen. Da havde jeg altid en lille bomuldsklud i tasken😊.
Bedste hilsner
Tina
Tina: Kære Tina, jeg smiler stort ved tanken om hedesvedeturene i overgangsalderen. For et par generationer siden ville mange have puddermat hud. Der er hele tiden noget, der bliver trendy, og folk skal gøre som de vil, men blank hud har ikke noget med sund hud at gøre. En sund hud i balance reflekterer med det der smukke fugtmatte skær.
Mange hilsener, Lise
Tak for endnu et klogt indspark. Du er utrolig god til at variere dine emner og følge årstider/sæsoner, så jeg skal ikke bede om mere💕🌷
Hanne I: Knus afsendt <3 Jeg skriver i hvert fald laaangt (; God weekend <3