Det her skal vi have hele tiden alle sammen og mere med alderen. Der er ingen forbehold. Bare pøs på vil jeg nærmest sige. Alle har hudbehov for fugt. Og de her gør det med det bedste i fugtligaen. Bortset fra Codage, så er det alle forsommer-nyheder, som jeg aldrig fik fortalt jer om. Til gengæld fik vi så en sommer, som har brændt sig ned i manges hud med fugtflugt til følge. Så står du og skal have nyt på hylden, så har disse min varmeste anbefaling. Der er endog en aftershave til mændene.
Og lad os begynde med den, Embryolisse for Men Aftershave Balm. Maskulin og praktisk tube, som nemt kan stikkes i en lomme om nødvendigt (og hvorfor ikke). Indholdet kan ikke være meget bedre….Hyaluronic acid, aloe vera, soy proteins, pepperming, witch hazel, cedar, tapioca starch. 299 kr./50 ml
Og de fire andre serier kan I godt selv skrive på excelarket…..
[Comfort Zone] Hydramemory i ny opdateret version og nu uden silikone i alle produkter. Jeg ved snart ikke, hvad der ikke er af tørstslukkere i denne skønne italienske spa-serie, der i øvrigt også indgår i halvtimes og heltimes ansigtsbehandlinger. Og vil man spa derhjemme, så er der også en maske i serien, 285 kr./60 ml.
Serum, 450 kr./30 ml, indeholder hyaluron i både sin naturligt stor-molekylære udgave, som ligger på huden og hiver vand til sig samt i fragmenteret udgave, som kan liste sig ned mellem cellerne og sparke til den naturlige produktion i huden. Hydramemory har desuden et kompleks af æble-linse-vandmelon, som fremmer fordelingen af fugt i huden via cellens vandrør, nogle membranproteiner, der kaldes aquaporiner (læs FAQ nederst). Og så er der squalane samt moringaolie* rig på alle tre omegaolier samt E-vitamin og fytosteroler, som er planterigets kolesterol (kolesterol findes naturligt i hudens barrierefedtstoffer) plus et gærekstrakt.
Hydramemory Cream og Cream Gel, 435 kr./60 ml, har makro-hyaluron, moringa og de naturlige ekstrakter plus fedtsyrer fra babasso palme – sådan kort fortalt. Cream Gel er perfekt til nu, hvor fedtstof ikke er det store behov, for den er sorbetagtig frisk og let. Perfekt også til den fedtede hud med evigt behov for fugt men ikke fedt. Find forhandler HER.
*Certificeret Fair Trade dyrket.
Green People Hydrating Calming Serum og Beauty Boost Skin Restore er seneste bud fra den awardvindende serie, som danske Charlotte Vøhtz grundlagde i 1994 og har gjort til UKs mest solgte naturserie. Hun var en frontløber i forhold til naturlig og økologisk hudpleje og produkterne har stort set alle de certificeringer – inkl. tidens hypede vegan – som man kan ønske – og også fair trade.
Der er produkter til alle hudbehov samt en solserie, deodoranter og tandpasta, kosttilskud osv. Charlotte Vøhtz går all in for det holistiske…..se eventuelt vidoen HER, hvor hun selv fortæller. Jeg synes personligt, at det er fantastiske produkter – endda til fine priser – og at serien fortjener meget mere opmærksomhed herhjemme.
De nye produkter har en deklaration som et planteleksikon, så her er heller ingen silikone, men i Calming Serum, 169 kr./50 ml, er der masser af huddulmere (=anti-inflammatoriske ingredienser) som lægestokrose, Aloe vera, kamille samt flere planteolier til at styrke barrieren. Fuld ingrediensliste HER.
Beauty Boost Skin Restore, 219 kr./50 ml, har på samme måde masser af naturlige ingredienser (92% certificeret økologiske) – makroalge m.fl. til at sørge for fugt, antioxidanter, squalane og masser af planteolier (bl.a. Cannabis sativa frøolie). Find fuld deklaration HER.
Mádara SOS Hydration har fået nye formler med endnu mere af det, der giver og binder fugt til/i huden. Repair Hydra Intensive Serum, 319 kr./30 ml, og Hydra Recharge Cream, 299 kr./50 ml, er de to første og som navnet antyder, så er vi ude i noget med at lægge låg på hudstress (udtørring, alder, miljø- og andre påvirkninger) og tilfredsstille et øget behov for fugt og bedre barriere til at holde på den.
Serum præsterer solsikkeolie, glycerin og rosenvand øverst på deklarationslisten, og så er vi allerede godt i gang. Hyaluron er der selvfølgelig også, den højmolekylære, der ligger og suger fugt til sig på huden samt sodium PCA, som også findes naturligt i huden. Se fuld deklaration HER. Og fuld deklaration på Recharge Cream – der lover +80% mere fugt efter fire uger – HER.
Og så har jeg taget Exfoliating Oil-to-Milk Scrub med, fordi den kan overtale selv en skrubskeptiker som mig til at bane vejen for fugtforstærkerne. Fordi det kan være nødvendigt, hvis huden er gået i stå og rigtig godt udtørret. Og den kan I læse mere om HER.
Codage Moisturizing Mask er ikke ny men med, fordi jeg synes, at denne serie er gået lidt i glemmebogen. Men der kommer unægtelig også meget nyt. Trænger din hud til et fugtspark, så kunne den være et rigtig godt bud. Jeg skrev lidt om den HER, bl.a. om deres brug af ‘bacillus ferment’, der peeler let.
Og dem her kan vi slet ikke undvære i øjeblikket – efter rens, før fugt og hver gang heden slår til. Ahhh, jeg er og bliver en mistmoster!
FAQ om aquaporiner: I 2003 vandt en mand ved navn Peter Agre Nobel-prisen i kemi for sin opdagelse af aquaporiner. Han kaldte dem for “cellens vandrør”, fordi de på organiseret vis regulerer vandtransport ind i cellerne via kanaler. Tidligere mente man, at vand bare sivede gennem cellens membran styret af det osmotiske tryk – som meget forenklet beskrevet går ud på udligning af koncentrationsforskel på væske på den ene og den anden side af en membran. Det er også delvist rigtigt, men Agre fandt ikke teorien god nok til at forklare den hurtige strøm af vand i visse celler. Og her er det så, det blev et wakeup-call for hudplejeindustrien, for man kan nemlig stimulere til dannelsen af flere vandkanaler og dermed tanke mere fugt på huden. Men man har også store forventninger til aquaporiners potentiale inden for medicinen, og i øvrigt findes disse naturens vandrør også i planters cellemembraner. Moder natur er stadig i førertrøjen.
Kære Lise 🙂
Kender du til den hud-teori om at fugtpleje gør huden doven? Det praktiseres i USA. Jeg har ingen forstand på det, så vil bare høre hvad du synes?
Knus Karin
Karin V Sørensen: Jamen, hvis mangt og meget var anderledes, så ville huden sagtens klare sig uden smøre, men det er det som bekendt ikke. For eksempel er det af mange grunde en god idé at rense sin hud om aftenen, og det er en af de ting i vores hverdag, der kalder på fugt og fedt til at genetablere det ødelagte. For det kan ikke undgås.
Hvis man nu ikke bruger makeup og solcreme og lever et sted, hvor luften er ren, så kunne man godt forestille sig, at vand var tilstrækkeligt til at afstøve huden og dermed ville hudbarrieren ikke lide så meget.
Jeg tror, at det med doven hud er en forlængelse af bl.a. det med ikke at vaske hår. Det er rigtigt i teorien men fungerer ikke altid i praksis.
Kh Lise
Fugtflugt-godt ordspil Lise 😉 og lige præcis det har jeg oplevet denne sommer. Rigtig slemt endda. Huden er blevet så tør, at den blusser, klør og smerter. Ikke rart!! Jeg har tyet til bioeffect morgen og aften i en måneds tid og diverse fugtundertrøjer, men godt er det stadig ikke. Hvad er det lige ved denne sommer, som har været så hudfjendsk? Synes nærmest ikke vi har haft tørvejr andet end her på det sidste?
Tror snart jeg må have bestilt et par Comfort Zone produkter, men synes jeg har lidt det samme luksusproblem som Eva. Til gengæld kunne jeg virkelig godt trænge til at få opgraderet min basisgarderobe….
Lisbeth M: Ja, jeg sidder jo her og har kun det sjov, jeg selv laver med f-ord f.eks. (;
Uh, hvor det ikke lyder rart Lisbeth. Har du prøvet en aftenkur med godt med forfugt – meget gerne både kildevandsspray som dulver fint og så Clinque’s Turnaround – og ovenpå gode gamle Weleda Skinfood eller f.eks. Avène Xera Calm A.D. til meget tør og/eller atopisk hud. Men der er jo også andre….jeg skrev om dem her https://www.lisegrosmann.dk/?s=avene+xera+calm+ad
Men jeg synes i høj grad også, at Comfort Zone er et hudmøde af de bedre, når lagrene er brugt op.
C og C, det som frister mig mest er comfort zone og codage. Madara serien har jeg testet men den passer mig bedre om vinteren, når jeg bliver virkelig tør. De dufter dejligt specielt desuden, det kan jeg lide. Jeg tror det er naturlig duft, ved du Lise?
HeLene: Så vidt,jeg kan se, er der tale om naturlige æteriske olier. Mádaran er i øvrigt Ecocert certificeret, det fik jeg vist ikke skrevet, men du ved det sikkert. Men det SOS Hydra Repair Intensive Serum forekommer føles da som et perfekt sommerhudsmatch.
Madara serien er hvert fald superlækker! Min hud bliver lidt fedtet i varmen så jeg har ikke de store behov sommertid (hvis det er varmt, det har det jo kun været nogle få dage dog..) 😉
HeLene: Det ved kun du, og jeg er helt sikker på, at du har styr på det <3
Kære Lise. Hvor har du dog ret i, der er kommet mange brands! Skønhed er utvivlsomt en branche i rivende udvikling, og selvfølgelig er det godt, der er noget for enhver hudtype og pengepung, – men hvem vil ikke gerne gøre det bedste køb for pengene, og produkterne skal jo også helst bruges op.
I går syntes jeg, det lød godt, da jeg faldt over REN’s “Instant Firming Beauty Shot” til 280 kr., men allerede i dag da jeg læste om Comfort Zone’s nye genistreg, ærgrede jeg mig lidt over, jeg ikke havde tænkt på, om den eftertragtede hayluon bestod af makro og/eller fragmenterede-monekyler, men der kommer jo altid noget nyt, man hellere vil have. Er det kun Codage og Ling, der laver fragmenterede hayluon molekyler? – Og INCI-læsning er vist ikke nok med alle de komplicerede processer, så det er bare med at følge godt med i timen her på BeautyBlog.
Jeg mente (selvfølgelig) Comfort Zone.. ?
Muti skincare fra Tyskland har også de der fraktionerede hyaloron molekyler om jeg fattet det ret 🙂 Og undskyld for at blande navn sammen i kommentar i tidligere indlæg, blush!
HeLene og Carina: Muti skriver blot Sodium Hyaluronate og ikke noget om low og/eller high molekylær. Men der er absolut god fugt at hente i ‘almindelig’ hyaluron, fordi det kan rumme så meget vand. De fraktionerede molekyler bliver stadig mere almindelige.
Det er helt o.k, HeLene! Jeg ville tit ønske, jeg kunne rette min tekst i kommentarfeltet. ?
Carina C: Det er det – en branche i rivende udvikling, og jeg synes, det er utrolig spændende at følge. Men somme tider føler jeg lidt sådan…..altså hallo Lise, du sidder her hver dag og skriver om ting, der kan ruinere enhver husholdning. Men så er det jo, som du skriver, at man må se det som et stort udvalg og heldigvis med noget på alle hylder. Også rigtig gode ting på alle hylder.
Ling har længe brugt hyaluron i størrelse normal og mini (; f.eks. i den Dual Moisture, vi alle elsker.
Når jeg støder på en fuld deklaration, så prøver jeg at huske at linke den til jer, så I ikke skal lede, men det er jo langt fra alle, der opgiver fuld INCI – og som du skriver, så er det altså også svært lige at afkode for os amatører, herunder mig i den forbindelse. Jeg er jo ikke hverken kemiker eller biolog, bare en beautyskriver.
Kære Lise. Så er du blandt de bedste beautyskrivere, – og det er jo heller ikke kemikere eller biologer, du skriver til. Jeg syntes, niveauet her på BeautyBlog er super fint!
Agreed!
Carina C: Vi MÅ have en like-knap <3 tak
“Fugtflugt”.. Det krøller lidt på tungen! Dugfriske produkter, du disker op med. Det ser dejligt ud. Mit hudhjerte banker for Comfort Zone, som altid løser opgaven. Jeg vil have mere af den serie, men lige pt har jeg ærligt talt så meget hudpleje – også på lager – at jeg er begyndt at sætte mine penge i at opgradere hårplejen. Oribe, Shu Eumura og Omoi…det er minsandten dyrt at opgradere.
Lise, hvordan kan det være, du ikke skriver så meget i hårpleje? Eller, noget gør du, men du må få masser af hårprodukter til tests også ? Men du bruger altid Urtekrams, er det korrekt ?
Eva: Ja, er det ikke dejligt, når ord krøller (; Det er et godt sted at lægge sit hjerte – hos Comfort Zone. Men jeg forstår dig, vi er mange, der skriver begejstret og så løber det op på hylderne.
Du har ret, jeg skriver nok mest om hud/ansigtspleje, for hår er jo også hud, da det er hårbunden det drejer sig om. Håret er dødt, det kan klippes af og vokser ud igen, men hud i håret ude af balance, det kræver mere end bare noget glattende silikone. Og nej, jeg bruger aldrig ‘altid noget’, fordi jeg netop altid tester noget. Og allerede for nogle uger siden var der faktisk en serie, som bekom mine tjavser så godt, at jeg ville skrive, men du ved….mig….jeg distraheres hele tiden af noget, der begejstrer mig. Men jeg husker dine ord!