Lad os starte indvortes. Jeg har nemlig sat et opslag på Instagram, som du måske/måske ikke ser, men det handler om noget så interessant som vand. For vand er jo meget mere end det, vi drikker. Det er også det ‘intracellulære’, der som betegnelsen antyder, har særlig betydning for celler. Såmænd også det, der sker i hjernen. OG i huden. Du bliver næppe overrasket, når jeg fortæller, at det intracellulære vand, det bliver der også mindre af med alderen. En sjældent nævnt medvirkende årsag til sammenfald i hudens arkitektur.
Måske husker du, at jeg flere gange har nævnt Dr. Howard Murad i forbindelse med det her cellulære vand, fordi denne foregangsmand for mange år siden sagde det, som er vigtigt i den forbindelse: Vi kan ikke drikke os til det, vi skal spise denne type vand. Vand kommer i flere former, og det, vi drikker, er jo afgjort livsvigtigt, men det udfylder bare ikke den celleopgave. Vil du vide noget om det her spændende emne, så læs hos ham, der ved allermest, Dr. Gerald H. Pollack.
Og spis nogle æbler, som jeg skriver i opslaget. Og anden frugt og grønt, som også indeholder saft=vand, der fylder på inde hos cellerne. Man tør næppe nævne frugt og grøntsager lige nu – eller også bør man netop. For vi er næppe mange, der ikke ønsker, at det er de danskdyrkede, der ligger på hylderne i supermarkedet.

Foto taget i dagens regnvejr, og det gamle træ står med grene tynget til jorden
Intet slår for eksempel danske æbler. Jeg selv er så heldig, at det er æbleår i år, så vi er velforsynede, og jeg håber, at det rygtes til rådyrene og til stærene, når de drager på træk. Bare kom her! Vi deler gerne. Æbler indeholder som frugt og grønt i øvrigt fibre af den slags, der – modsat dem i korn og dermed brød – er opløselige. Deres pektin fremmer god sammensætning i vores tarms befolkning af mikrober, og så kommer der gang i dannelse af næringsstoffer og styrkelse af vores immunforsvar. De må have vidst det, dem, der formulerede det med et æble om dagen, der holder lægen fra døren.
Og så skal jeg lige vise de her tre. Det er jo lidt sjovt, når man tænker på, at der lanceres specialprodukter til nærmest hver centimeter af os, og her har vi så cremer, der kan bruges til læber og krop og alt derimellem. OBS! Nu er det jo ikke noget, man sådan bare skal praktisere med ethvert produkt!

Alle tre produkter er i kategori ‘repairing/damaged skin‘, og ud over især gode beskyttende barrierefedtstoffer, så indeholder de hver især en særlig ingrediens med hudstyrkende egenskaber. I Aveeno er det havre, der styrker hudens mikrobiom og dermed dens forsvar. I Änglamark er det panthenol/provitamin5, der både fugter og dulmer og i Paula’s Choice er det castor/ricinusolie – på dansk amerikansk olie – som er helende og reparerende samt mineralsk olie, der er som en forbinding, der giver huden ro til heling.
Og hvis den står på hyggenus i weekenden, så må vi lige have de her med. Da jeg fotograferede dem, kom jeg igen til at tænke på den voksen-skældud, jeg fik på et tidspunkt, hvor jeg skrev, at jeg pudsede hæle med en fodfil. Det er jo ikke meget anderledes, hvad angår at fjerne hud, end en fodskrub. Men den er afgjort mere omsorgsnus-agtig. Sørg nu for at bruge mest energi, hvor huden er fortykket og ikke ovenpå.

Nailberry Rescue Serum er til at styrke negle, og de tænker nok især på fingernegle, men det kan jo godt være, at fodneglene også trænger til lidt styrke inden de bliver spærret inde i et halvt år. Lakkerne i efterårsfarver er i hvert fald til alle negle. Nailberry laver ganske enkelt nogle af de bedste lakker, der holder utrolig længe. Og så har de en fantastisk pensel, bredere end de fleste, så den dækker en negl med få strøg og dermed mindre risiko for penselstriber.
GOD WEEKEND ♥ Utroligt som tiden spæner. Måske føles det mere sådan med alderen? Sikkert. Men det er nok også noget med en lang vinter, der nærmer sig. Men først et smukt efterår. Godt, at træerne bliver grundigt vandet nu, så holder de forhåbentlig på bladene rigtig længe.

Skriv et svar