Det er så man river hår af hovedet….
Somme tider minder ‘debatterne’ ude i cyberspace om disputten mellem den bedrevidende student Erasmus Montanus’ og bønderne, der påstod, at jorden er flad. Man falder altså ud over kanten, når man når til jordens ende.
Sådan lidt i den påstand-stil skyldes 80 procent af hudens aldring solen, læser jeg. Budskabet kommer denne dag fra et kosmetikfirma, som jo har en interesse i at sælge solcreme, og den skal man således bruge fra morgen til aften, inde og ude året rundt.
Men der er bestemt også lærde folk, der udtrykker den holdning. Og så er det, at jeg hver gang tænker: Hvor pokker er logikken? Og det er ikke fordi jeg ikke mener, at der er fornuft i at bruge solcreme og især at bruge den rigtigt! Det er jo kun godt, at vi ved mere i dag. Bedst var det dog unægtelig, hvis vi var blevet klogere af den viden.
For som meget andet produktpleje af hud, så er solcremen jo af nyere dato. SÅ, hvordan blev min moster 91 år og holdt sig helt in natura så fantastisk, at hun lignede en på 70, da hun blev 90 (det var min mand, der sagde det!). Og hun havde med garanti ikke brugt så meget som en teskefuld solcreme. Og hvad skal jeg frygte, som var ung voksen før der var brugbare solcremer på nogen hylde. Faktisk skal vi jo frem til 70’erne og nok nærmere start 80’erne før solcreme blev almindelig udbredt, som de fortæller i artiklen HER.
Foto: Jeg kan ikke huske, hvor gammel jeg var, men jeg husker i hvert fald, at solcremer ikke var nogen anbefaling endsige påbud for at undgå gammelhud og det, der er værre.
Der omtales for tiden ofte et studie fra 2023, der siger, at solcreme øger risikoen for melanoma. OG HOLD DA OP, hvor er der mange, der gerne vil misfortolke det. Men budskabet er IKKE, at solcremen er kræftfremkaldende men egentlig bare, at de, der bruger solcreme, i sagens natur gør det, fordi de er meget i solen.
Og alt er formentlig stadig, som professor Wulff og Co fra Bispebjerg Hospital, afslørede for flere år siden. De gik ud i det virkelige strandliv for at undersøge de solhungrendes forbrug af solcreme, og de kunne afsløre, at rigtig mange (de fleste) faktisk kun bruger en tredjedel af nødvendig mængde for at give huden den SPF-beskyttelse, som cremen er mærket med.
Ligegyldighed? I hvert fald falsk tryghed. Faktum er jo, at det trods alt varer længere, før huden advarer, når man blokerer nogle UVB-stråler. Huden bliver ikke rød så hurtigt, som den egentlig bør, og dermed har der været ekstra god tid til at ikke mindst UVA-strålerne, som der blokeres færre af, har kunnet arbejde på celleDNA. Og set i det perspektiv, så ligner det da ren roulette ikke bare med rynker men også hudhelsen.
Eller også er der andre aktører i det store billede af hudens ældning!!! Gener gætter jeg på. Livsstil! Det er da vist her, de 80 procent er korrekt placeret som den tid, rigtig mange tilbringer indendøre før de kaster sig under solen. Ofte på ferier sydpå under UV-indeks 12. Og hvad med hud/hjerne-forbindelsen? Er det måske rigtigt, at stress også ælder hud. Skaber inflammation for eksempel. Den der evigt fortærende ‘betændelse’, der hysser hud og formentlig strammer livselastikken. Og hvad med det der ultraforarbejdede spiseri. Søvnen og og og….
Måske har Dr. Barbara Sturm ret i sit opslag HER, at “.… glowing skin is the result of a holistic, anti-inflammatory lifestyle. Alongside restorative sleep, regular movement, and mindfulness, a balanced diet rich in polyphenols, antioxidants, fiber, and whole foods plays an important role in supporting overall skin health.”

Foto: Her får du noget af det bedste på hylderne derude til priser, der kan betales og tilmed multi-certificerede produkter
Better be safe og ikke alene satse på solcremen. De kommende dage bliver hedebølge, og det koster kroner, hvis man selv og måske børn og mand skal smøres forsvarligt. En håndfuld til hver plus teskeen til ansigtet. Og igen når man sveder og bader.
Tilføj tøj, tænk ordentlig nakkebeskyttende solkasket/hat, tænk skygge og bliv væk fra solen i middagstimerne. Det er faktisk det, man praktiserede i gamle dage, og det de har overlevet på i Syden og som mine familieforgængere også helt instinktivt praktiserede før solcremens tid.
Og hvad pigmentet*, solen kalder til huden, angår, så eksisterer vi kun fordi hele vores krop er i stand til at agere med forsvar. Konstant. Hele tiden. Det er en livsforudsætning. Det har aldrig været naturens mening, at vi skulle kravle under træers skygge konstant. Vi fik netop lys hud i tidernes morgen, da mennesket vandrede nordpå, for at kunne udnytte sollyset hensigtsmæssigt. Det sunde instinkt har bare svære tider.
* Melanin, som giver vores hud farve, er meget mere end det og spiller for eksempel en vigtig rolle i vores hjerne (neuromelanin). Læs eventuelt HER og HER.
Jeg gætter på, at det både hvad lys og solstrålers effekt i øvrigt angår er en god livsstrategi at ‘udsætte’ sig i de tidlige morgentimer.
Og nu, vi er ved det, så fortæl mig, hvorfor det ligefrem anbefales at sænke kroppen ned mellem isflager eller gå ind i en brændeovn af en sauna, løbe sig halvt ihjel – og hvad mennesker ellers finder på for at optimere sig – når sol og pigment i huden modsat er tegn på noget nær den visse død. Der sker celleforandringer og DNA-skader i os konstant, vi kan bare ikke umiddelbart følge dem indeni os. Og uanset strabadsudgave skal vi lægge en fornuftig strategi for ellers bliver vi syge, gamle før tid og dør.
Og heller ikke hudens forfald skyldes kun én ting.
PS: Og så skal I lige have det HER studie med, som jeg erfarede om på @emilthorup, hvor han havde inviteret Dr. Torkil Færø ind til snak. Også om hans nye bog “Solkuren”. Forvent, at det snart går løs derude igen, når holdningerne ryger i totterne på hinanden verbalt.
!!!! Og lige for en ordens skyld: Jeg kommer ikke til at anbefale solarium, som studiet handler om. Jeg synes bare, at vi skal give naturen en chance for at give os det, den og vi er skabt til at udveksle.


Kære Lise
Jeg bliver jo glad hvert år, når jeg læser om dit velafbalancerede syn på sol og solcreme. Jeg forstår ikke ideen med at bruge solcreme året rundt. Min hud er glad for solcremepause i de mere lysfattige måneder. Jeg er også en stor tilhænger af tøj, solhat og skygge.
Bare tak fra mig for alle dine gode og velskrevne tekster 💜
Liv Davids: Kære Liv, tak til dig, som så trofast har læst mine longskriv og du aner ikke, hvor stor en glæde det er, at du finder mine skriv brugbare og endda er så sød og betænksom at rose. Jeg er ikke hende, man fremhæver ude i soldisput-land selv om jeg jo faktisk anbefaler solcreme, når og hvor den er den rigtige beskyttelse. Men det klør i fingrene, når påstande, der er helt ude af trit med vores natur og biologi, de zig zagger rundt derude i cyber.
Så kære Liv…bare den største tak fra mig <3
Er glad for i dag jeg altid blev en kogt krebs når jeg bevægede mig ud i solen. Har i min høje alder (snart 59) en del pletter på arme, som lige er blevet kigget på fordi de klør – gudskelov ikke noget udover “alder”😜
Dækker mig til med tøj, og er altid i skygge mangler bare en god Yvonne hat.
Er virkelig mæt af alt den frem og tilbage sol snak, få nu fakta på bordet og sund fornuft vi er jo lyse i huden og tåler det mindre godt. Græder over alle dem jeg ser der frivilligt vandre ind i det lokale “tanning” center fordi de gerne vil være gyldne hele året. Tak som altid for en godt skriv Lise.
J: Ja, det hændte jo, at huden blev rød, men så forstod man at ‘læse’, at man havde været der for længe i solen. Pletterne, vi får med alderen, kalder min hudlæge for ‘livets landkort’ og i øvrigt kommer de jo af andet end sol.
Tøj er jo stadig standard-anbefaling, så de behøver ikke ord-slåsse så meget ‘derude’. Og jeg håber, at du finder din ‘Yvonne’hat ((;
Og i den grad nix og nej til solarier….hvor er de forældre, der lader deres store børn lægge sig til bestråling og risiko for hudkræft tidligt i livet.
Jeg har meget sart hud og bliver hurtigt rød i hovedet og som barn fik jeg solcreme på recept så jeg tror vi altid har haft solcreme,det blev bare kaldt noget andet
Amaja: Nej, vi har ikke altid haft solcreme. Den første kom i 1938, som du kan læse i link til artikel, som jeg nu har indsat i teksten.
Hej Lise
Øh…jeg mener nu, at Erasmus Montanus påstand var, at jorden er rund (og trind), påsat landsbyens beboere, der stadig tror, at jorden er flad.
Men da stykket handler om akademisk hovmod, har du selvfølgelig en vigtig pointe. Og Erasmus tvinges da også til offentligt at erklære jorden flad overfor landsbyens beboere.
Bare et lille fakta-pip.
Kærlig hilsen
/Anna
Anna Møsting: Av for pokker, den var ikke god og tusind tak for at gøre mig opmærksom på min uvidende påstand. Jeg har straks rettet og håber for en gangs skyld, at ikke ret mange har nået at læse med (; Stor kærlig hilsen, Lise
Joooooh Lise!! Du er læst og afsløret 🤣🤭
Det er utroligt hvor meget sol , SPF og hud skræmmekampagner fylder lige for tiden. Hvis man skulle leve livet efter det, så ville man jo aldrig komme ud i den friske luft og dejlige natur.
Sund fornuft må være det bedste man kan byde ind med. Ligesom med alt muligt andet skal man ikke overdrive sin “ indsats “ med solen.
Og der gælder jo forøvrigt, som du nævner, på alle områder i livets mange facetter. Al overdrivelse kan ha konsekvenser.
Der er beroligende at læse med hos dig, når der piskes en stemning op derude……
👌❤️ tak for det.
Karin Winther: Smil – og i det hele taget <3 for dine ord, som er højt værdsat.
Og du rammer lige nøjagtig det, som hudlæger, jeg har refereret her, de siger....at vi skal ud i haven, ud og gå tur, ud og nyde vores liv i naturen og den friske luft. Det er vigtigt for sundheden på alle niveauer. Og det kan gøres med en hat og en skjorte som generationer har gjort det fornuftigt før os.
Men tro mig, der er adskillige derude, der synes, at Lise har en meget forkert holdning til sol. Sjovt nok er der nogle af de hudlæger, der i dag siger solcreme nu og altid og hele tiden, der før sagde 'men ikke fra oktober til marts'.
Og ja, som du skriver, al overdrivelse kan ha' konsekvenser, hvis man har mistet den sunde fornuft. Vi KAN jo ikke gå gennem et liv uden at der vil være ting, der slider og belaster. Men vi kan spise noget ordentlig mad, få vores søvn, dele kærlighed (også til naturen) og så bruge solcreme, hvis vi skal ud og være bare.
Tak igen Karin <3
❤️❤️❤️👌
Karin Winther: TAK <3