Jeg spår, at vi kommer til at lære meget mere i fremtiden
Det er vist på tide at få ændret syn på det vitamin som andet end solvitaminet med betydning for kalk og knogler. I hvert fald hælder man stadig mere til, at det er i hormon-familien og ikke vitamin-familien, og det åbner jo for langt større effekt på meget mere. Det modsiger faktisk vitamin-definitionen, at vi selv laver det via huden.
Artiklen HER omtaler en analyse, hvor man søgte svar på, om og hvordan lave D-vitamin-niveauer øgede risikoen for bl.a. demens. Faktisk hele 53%. Fødevarestyrelsens anbefalinger HER, hvor det fremgår, at personer over 70 år anbefales 20 μg dagligt kombineret med calcium. Men overdriv ikke!
Når vi er ved de mange ting, D-vitamin har indflydelse på herunder at være i hormonfamilien, så skrev jeg HER om, at mængden af D-vitamin i blodet kan påvirke produktionen af kønshormon hos mænd. Og så er der jo det snigende problem med engelsk syge også hos etnisk danske børn, hvis mødre havde lave værdier af D-vitamin.
Vejret er ikke helt til blottede arme og ben endnu og selv om nogle måske har praktiseret det, så er der ikke optimalt krudt i solen til at formidle produktion af D-vitamin via huden. Så brug bare solcreme (smil). Men vi skal ikke føle os for frelste med vores solcremer for tidligt, for måske er fornuftig solbestråling en mere sikker kilde til D-vitamin end ikke mindst kosttilskud, som jeg skrev om HER, og hvis du vil direkte til studiet, så er det HER. Der er jo i øvrigt også en ulogik i, at den farlige melanoma-hudkræft langt hyppigst ses i hud de steder, hvor den sjældent får sol.

Foto: Foreløbig er interessen for D-vitamin i hudpleje ret ny, så der er endnu ikke så mange brands, der kan fremvise det på ingredienslisten. Men du finder D-vitamin hos Beauté Pacifique D-Force Risk Management (avocado), Esse Skincare Clarifying Range, (provatamin D3/ 7-Dehydrocholestrol), som er deres nye akneserie, de_CURE Barrier Drops (provitamin D3-/7-Dehydrocholesterol), Mellisa D-vitamin Cream (avocado), pHformula Vita D (avocado) og så har Murad en Multi-Vitamin Infusion Oil (provitamin D3/7-Dehydrocholesterol). Ligesom der er der er Pro-Vitamin D-kompleks i den nye Dermalogica Biolumin-C Night Restore.
Man har kaldt D-vitamin den næste store ingrediens i hudpleje. Det skulle jo også være mærkeligt, om ikke naturen var så viselig, at den ud over at bruge hud som formidler også havde en mening med D-vitaminet i huden selv, og at heller ikke den bør komme i underskud.
I øvrigt siger det jo noget, at det ikke er ukendt i lægesalver til psoriasis, eksem og rosacea, som man IKKE skal begynde at smøre sig unødigt med, for der er også kortison i. D-vitamin kan også noget med akne. I øvrigt er mangel knyttet til øget risiko for lidelser som atopisk eksem og andre allergisygdomme, fordi D-vitamin netop er vigtigt for et immunforsvar i balance.
Det vides, at D-vitamin understøtter hudens barriere ved at styrke immunforsvar herunder dens mikrobiom, og det betyder forebyggelse af inflammation, som unægtelig er roden til mange problemer. En hysset hud arbejder ikke særlig kompetent på vedligeholdelse og optimering, og da D-vitamin også kan noget med celledeling, så kan det måske også noget med fibrene, der går hen og bliver slappe. Og så virker det som antioxidant.
cancer.dk skriver HER noget om vitaminer og således også D-vitamins eventuelle forebyggelse af kræft.
Flere af de produkter, der er kommet indeholder netop også præbiotiske og for Esse’s vedkommende probiotiske (Clarifying Oil) ingredienser, som understøtter hudens egenbeskyttelse.

Super relevant, interessant og gennemarbejdet artikel. Du er SÅ god til at skrive “ind til benet”! 👏🏼🌷🌞
Pernille S: Tusind TAK kære Pernille, hvor er du bare god til at gøre glad <3