Om snerperynker og hvad man gør, hvis man synes. Faktisk er der en ting, der kan være en god idé!
Snakke, det kan de jo, læberne. Eller rettere forme ordene, og de taler alle sprog (; Nu er det at forme ord nok ikke den største synder i forhold til snerperynker – også kaldet hønserøv – det kunne vel næsten kategoriseres som læbeøvelser a la faceyoga/facefitness. Og smil er jo de rene strækøvelser. For ikke at tale om kys, og det vender jeg tilbage til <3
Rynker af snerpeslagsen er en følge af mimisk bevægelse og den type muskler har vi kun i ansigtet. Derfor får vi ikke rynker på kroppen, selv om der kan komme rigeligt med folder. De skyldes svind i vandressoiret og af styrke og elasticitetsgivende fibre samt at huden generelt bliver tyndere. Ligesom der sker tab af muskelmasse. Og så har vi det med at falde sammen i knoglestativet, så RET DIG OP, DET GLATTER UD!

Når kombinationen af vævssvind møder mimik omkring munden, så bliver udfordringen ekstra besværlig. Dels er læberne i sig selv indbegrebet af meget tynd hud uden styrkegivende ‘installationer’ og dels er det ud over øjnene det område i ansigtet, der er mest i bevægelse. Når vi taler, smiler, vrænger, er sure, snerper og spiser og drikker.
Og med de to sidste ting kommer det med sugerøret ind. For vores mund dannes af en ringmuskel, og det er den, der konstant er på arbejde med at strække og snerpe sig og i øvrigt holde mad og mundvand inde.
Når så huden på et tidspunkt mister fordele, der giver hudfylde, og måske har fået sin del af sol og smøger, så springer den ikke så let tilbage til et glat udgangspunkt. Og rygning er dobbeltslemt, fordi det nedbryder hud og så snerper man jo sammen om smøgen. Lige som man gør om et sugerør i sin drink, og alkohol er i øvrigt heller ingen gave til hud.

SÅ nul smarte straws i drinken. Men ‘giv den gas med masser af kys’, siger Eva Borrit, og hun er überekspert i bindevæv og muskler herunder A.L.T-terapi, som er udviklet af Stanley Rosenberg, der også er manden bag kraniosakralterapi, som nogle af jer måske har fået. Jeg har både hos Sahar’s og min lokale terapeut Michael Cohrt, der også som både Eva Borrit og Sahar Mohajer mestrer andre ‘løsnende’, smertelindrende og afslappende terapier, som alle burde være sygesikringsdækket.
Og hvad så ellers? Muskellammenålen/Botox eksisterer som behandling for at få musklerne i læben til at slappe af, så de ikke trækker sig sammen, men jeg ville overveje og i hvert fald være meget omhyggelig med valg af behandler. Og så er der forskellige fillertyper, der selvfølgelig kan anvendes.
Og så vil almindelig hudplejeomsorg selvfølgelig i nogen grad forebygge og midlertidigt mindske. Hyaluron for eksempel og A-vitamin, peptider herunder EGF – som vi kender det fra pleje af resten af ansigtet. Plus solbeskyttelse. Vær opmærksom på, at det, du lægger på læberne, er noget, du måske indtager.
PS: Vigtigst af alt er som bekendt forebyggelse, så vær opmærksom på uvaner. Vi tror nok kun, at læberne bevæger sig, når vi taler, smiler, spiser osv., men mere end ofte, så har man mere eller mindre frivillig/ufrivillig mimik når man f.eks. sidder ved skærmen og arbejder. Jeg tager jævnligt mig selv i det. Mine mundomgivelser er unægtelig præget både af det og alderens vævsforfald.
Men kig ind igen, for jeg skriver mere om kys og en behandling, der måske kan gøre underværker både ved spændinger i vævet og på rynkerne.

Kære Lise.
Jeg glæder mig til 2. del 😊.
Jeg tænker lidt på øjenlågene der ingen pleje får af mig. Måske det er der for de hænger. Skal de egentlig bare passe sig selv som de nu bedst kan og så blive skåret i når man bliver træt af dem. Sikke et liv når resten af ansigtet bliver passet og plejet😊.
Bedste hilsner
Tina
Tina: Dejligt <3 Jeg venter på svar fra eksperten.
Vi må da tage lidt øjenpleje, men hvis man har tendens til tunge øjenlåg, så kan øjencremen nok ikke ændre det store. Men øjenlåg er specielle, og det er ikke al hudpleje, man skal dele med dem.
Mange hilsener Lise