Faktisk slet ikke! Men uanset årsag og livsfase, så er her nogle tips
Indrømmet, dagens skriv er med inspiration – og undren – fra egen armhule, for hvad er det, der er sket med min lugt? For noget er der sket! Og med stor sandsynlighed også med din kropslugt. Fakta er jo, at der sker noget også med vores lugt alle livets faser igennem. Lugt sender jo signaler og det, vi har brug for at signalere ændrer sig netop med livets faser.
Jeg læste på et tidspunkt, at midaldrende/ældre kvinder kommer til at lugte som unge mænd, og nu læser jeg, at man mener, at det – og her taler vi ‘ældrelugt’ – kan have sin oprindelse i ren biologisk praktik, må man vel mene. Forskere har således et bud på, at fænomenet hos dyr, har den funktion at skelne de ‘syge’ i betydningen biologisk forfald og dermed lettere bytte må man formode.
De to teorier strider jo noget mod hinanden. Men der står noget om nogle interessante studier i skelnen af lugt hos forskellige aldersgrupper HER.

En kendsgerning er det jo i hvert fald, at vores sanser er funktionelle og at lugtesansen har særstatus. Vi udsender lugtsignaler og opfatter dem fra andre og andet bedre end vi tror, og hvorfor skulle olfaktoriske receptorer også ellers udgøre den største genfamilie i genomet. Det er kendt og accepteret, at vi kvinder udsender lugtsignaler, når vi er frugtbare, og det er jo praktisk. Spørgsmålet er så, om det kan overdøve den parfumerede person og de parfumerede omgivelser, så hannerne opfatter det (;
Men netop det med lugt og frugtbarhed, kan jo have noget at gøre med, at vores kropslugt ændrer sig, når vi går ind i ‘overgangsfasen’, hvor vi fases ud af ‘kan få børn’ perioden. The body ages, the body changes, siger man, og det er jo ikke kun en ydre ting. Og om ikke før, så opdager man det, når man nærmer sig menopause.
Efter megen googlen og læsen er den gennemgående forklaring det med hormonforandringer, hvilket jo selvfølgelig også må påvirke ens kropslugt. Og når østrogen daler for stort set at forsvinde, så står vi med højere niveau testosteron, mere mandehormon, end før, og det påvirker også talg som igen påvirker den kemiske omsætning af sved og dermed dens lugt. Det passer jo så med den teori, jeg refererer til ovenfor, at modne kvinder lugter som yngre mænd. Altså, at vi får en stærkere kropslugt, når vi er i menopause.
Der produceres jo i hvert fald mere sved, som skyldes, at faldet i østrogen skaber koks i temperatur-signalerne til hypotalamus. Enhver, der har været eller er i overgangsalder kender alt for godt til hede- og svedeture. Fugtig hud er guf for bakterier, det er i det hele taget derfor, at sved lugter, og samtidig sker der ved menopausen en ændring i sammensætningen af vores i mikrobiom, og det ene med det andet bidrager til at give en ny kropslugt.
I øvrigt nævnes også det faktum, at vi i den periode ofte føler stress eller måske ligefrem angst. Og ikke bare fremmer det sveden, angst lugter. Endnu et bevis for, at vi er biologiske væsener i dyreriget. Jeg fandt noget spændende lugtforskning HER på Karolinske Institutet…..TeleSmell = sende lugt over internettet, hallo!!

Og når vi så går ind i ‘gammel’-fasen, så ændrer vores lugt sig igen. Der er simpelt hen noget, man kalder ‘old people smell’ eller ‘nonenal odor’ på grund af en øget mængde af et stof, der hedder 2-nonenal. Og det skulle så have noget at gøre med ringere antioxidantkapacitet og øget iltning af fedtstoffer på huden. Endnu en af mange ændringer i vores naturlige aldersproces.
Uanset fase eller årsag, så vil man jo gerne forebygge. Det er anti-perspirant især effektiv til, når der svedes meget. En deodorant indeholder stoffer, der i nogen grad spænder ben for bakterier og udvikling af lugt, mens en antiperspirant plugger udførselsgangene til midlertidigt og ‘spænder ben’ for at sved i armhulen kommer ud på huden og med bakteriers hjælp kommer til at lugte.

Ordet aluminiumklorid får mange til at vige, fordi det er noget med ophobning af affaldsstoffer i kroppen, fordi sveden i armhulen ikke kommer ud, men det gør den jo så andre steder. Lige som vi altså har organer til renselse. Andre frygthistorier går på risiko for brystkræft. Det afvises af TÆNK og andre. Vi udsættes primært for stofferne via mad og vand. Jeg fandt også noget om emnet HER.
Men der er også en anden eller i hvert fald supplerende mulighed, og det er at neutralisere lugten før den sætter sig i tøjet eller når den har gjort det. Jeg er virkelig glad for Byoms Freshen Up, som jeg har købt flere gange. Jeg bruger den ofte forebyggende på en bluse jeg tager af om aftenen og som jeg mener godt kan holde dag 2, så jeg sparer miljøet for brug af strøm, vand, vaskemiddel osv.

Jeg sprayer altså for at forebygge, at der måske sidder lidt bakterier, der kan hygge sig med at lave lugt. Men jeg har også testet at gøre det, hvis der var en anelse svedlugt for at se, om Freshen Up kunne fjerne den til næste dag. Og svaret er ja. Jeg har også brugt den til at spraye ud i lokalet, hvis der var en lugt, jeg ville af med, og også her virker den. Faktisk har jeg ofte en af de små flasker med i tasken, når jeg tager til byen, for så naturligt det end er, så bryder jeg mig ikke om at forlade et toilet, hvor jeg har leveret dårlig lugt.

Jeg vender tilbage og fortæller mere om Byoms, hvis rengøringsmidler stort set er det, jeg bruger.
Og så er det weekend, den næstsidste, der kan kalde sig sommer, for vi skifter jo til efterår mandag den 22. september. Efterår er lige som forår en helt særlig årstid – synes jeg – det eneste, der er ‘galt’ med efteråret, det er, at det varsler en alt for lang vinter.
God weekend og tak til hver og en af jer for at læse med her ♥ og husk ‘sig’ til, hvis der er noget, du gerne vil have, jeg tager fat på. Skriv i kommentarfeltet eller brug mailen lgrosmann@mail.dk for jeg har bøvl med blogmailen. Så undskyld, hvis du har skrevet og ikke fået svar ):

Tak for tip om vaskemiddel – mit sportstøj er begyndt at lugte – også det nyere 😳 må prøve Byom – men hvor køber man det?
Marie: De der i ‘løvens hule’ må skamme sig, da de ikke så potentialet og allermest fornuften i probiotiske vaske- og rengøringsprodukter. Det er så dygtigt af de to (nu tre) kvinder. Det nemmeste er jo bare at købe i deres netshop, men ellers mener jeg, at de fås fysisk i helsebutikker.
God weekend <3
Jeg kunne kommentere på meget af det du skriver (fx noget med at jeg var myg-magnet som meget ung, efterfulgt af mange års fredning, og igen nu i mine ældre år. Duft/lugt-forandringer?).
Jeg vil dog kommentere din afsluttende tekst; DET ER NEMLIG STADIG SOMMER frem til efterårsjævndøgn 😃 Vi er nu i den sidste del af sensommeren, men stadig sommer nogle dage endnu.
Tak fordi du skriver det.
Daniela Fraser: Det ville jeg da elske <3 Jeg har også altid været myggemagnet og også haft et par af de store i år. Du har sikkert selv googlet, at det er noget med ikke bare kropslugt men også CO2 og varme. Jeg indsætter link til eget skriv nederst, hvor jeg nævner nogle æteriske olier, der skulle være gode. Selv har jeg haft held med at distrahere dem med levendel, og den er jo dobbeltgod ved sengetid, hvor de ofte slår til.
Og ja....solen skinner os sommerligt i møde i dag, skoven er grøn, og vi skal stornyde før et halvt års kulde og slud venter ps-
God weekend <3