Vi skal have det, vi skal bruge og lære at passe på rigtigt
Aldrig har der været så mange gode solcremer, og det vender jeg tilbage til. Filtre bliver stadig bedre på alle parametre og der bliver fyldt op med antioxidanter. Antioxidanter har fået næsten lige så høj status i solbeskyttelse som UV-filtrene, der til gengæld dækker stadig bredere og mere effektivt i UV-bølgelængderne.
MEN det vigtigste er og bliver adfærd. Herunder det helt elementære at vælge skygge og tage den der bomuldsskjorte på, som beskytter langt bedre end nogen solcreme. Og beskyttelsen holder og det gør skjorten også meget længere end solcremen. Så god den end er.

Det er jo, som hudlæge Peter Bjerring sagde på et tidspunkt, tankevækkende, at det er de unge, der ligger i top med hensyn til modermærkekræft. Og danske kvinder topper listen. Og det mærkelige ligger jo i, at de har kendt til alle solråd og advarsler og har haft mulighed for at bruge solcreme.
Mens min generation har fået fyldt taxameteret og hjælper godt til med at gøre almindelig hudkræft til den mest udbredte kræftform. Yderst sjældent dødelig som modermærkekræft jo altså kan være. En væsentlig forskel ligger i adfærd. Herunder, at man ikke var indendøre så meget i min ungdom, og uanset om nogle afviser det, så var den jævnt fordelte UV-påvirkning året rundt en slags hormese, en gradueret tilvænning, der styrkede forsvaret. Og nok så vigtigt, så rejste man i den grad ikke til sydlige strande lige fra man var barn. En dag under ækvators sol svarer til mere UV end du får på en ferie herhjemme.
Og så overskriften: Vi er nødt til at lære at bruge vores livskilde solen med fornuft, og stadig flere hudlæger og andre kyndige vover at sige det. Den evige diskussion om, hvorvidt vi danner D-vitamin via huden selv om vi har solcreme på, den kan vi reelt ikke bruge til noget. Og heller ikke bare at tage D-tilskud. Fordi sol har så meget mere at sige for vores overlevelse i sund balance og fri for sygdom. Herunder mentalt.
I dag sidder de fleste af os indendøre det meste af dagen og får skærmlys, og når vi så går ud, så tager mange solbriller på. Fornuftigt, når solen står ind i øjnene og måske reflekteres fra hav, sand eller andet, men ellers har vi brug for lyset til at justere os. Vi har også brug for de farver, der er i solens stråling.
Dem, der vil sælge os noget, har opdaget farvers påvirkning – og vi falder jo for det. Skiltet om udsalg er jo ikke brunt eller grønt eller blåt, det er gult. Det ligner, at farver taler til vores hjerne og dermed sikkert meget mere.

Foto: Eksempler på produkter at bruge under solcreme. Jeg tror, at I kender de fleste….til venstre fire med B3/niacinamid, forrest i midten eksempler på C-vitamin, bagerst et eksempel med multi-antioxidanter og så til højre et eksempel på E-vitamin. En ofte overset ingrediens som vi heldigvis som regel får via de olier, der er i cremer og rene olier. E-vitamin er en fedtopløselig antioxidant og som sådan vigtig for at passe på cellemembranens fedtstoffer. E-vitamin er også helende.
Men antioxidanterne….Mange spørger ofte, hvad de skal bruge under solcremen, og her er svaret fra mig: Fugt og antioxidanter. Og så sørg for at fylde hudens A-vitaminlagre op. Det er også mere end vigtigt. Lige som alt det indvendige!
Og i morgen kommer jeg helt sikkert til at høre meget om A-vitamin og sikkert også om sol, for jeg skal til seriøst-bedre-pop-up hos Anette, hvor også hudlæge Peter Bjerring har taletid. Og husk nu, at du også er inviteret med mulighed for hudlægesnak OG gave. Jeg glæder mig utrolig meget til at give Anette en stor krammer, det er så dygtigt, og det glæder mig enormt. Der er information om åbningstider mm HER.


Hej Lise
Jeg er trofast bruger af serum og solcreme under min foundation, da vi desværre har/har haft både hudkræft og modermærkekræft i familien…synes dog det er et (godt nok lille) problem med de mange lag om sommeren, samt nogle solcremers fnulren under min foundation.
Jeg har set, at Avene har lanceret 3 nye sera med spf 50 – kunne du eventuelt skrive lidt om dem💛
Yvonne Bengtsson: Det lyder som en fornuftig strategi. Hvis ikke det er vandige produkter, du bruger under solcremen, så kan det måske mindske den lidt hudkvælende følelse. Der fås jo masser af fine produkter til rimelige penge, så en test ikke behøver være ruinerende ((;
Jeg kommer i den grad til at skrive om Avène’s nye solprodukter, de laver jo noget af det bedste <3
Min Kreta kuffert bliver fuld af gode sager til dagene med vandringer i bjergene, og til min morgenhygge på stranden med yoga, svømning og læsning …. Evigt taknemlig for al din viden 💙❤️🙏🏼 Lise. For snart er det Maj og Grækenland!
Karin Winther: Kreta og solcreme er ikke til diskussion, og det har du helt styr på. Jeg tror også, at du har helt styr på at sortere i min talen for sol. Som du forhåbentlig kommer til at se masser af, når du lige om snart drager til dit årlige lykkeland Kreta <3 <3
🇩🇰🇬🇷
☺️