Så er den klappet på plads <3

En tids- og skæbnefortælling

I weekenden havde jeg/vi besøg af en tidligere kollega og hendes mand. Når man har delt mediebranche i mange år – og det gælder også mændene – så går snakken jo en del på dengang og sammenligninger med nu. Alle fire husker vi en tid, hvor kreativitet og et brændende engagement var det, der skabte det stof, der i min tid på ALT for damerne ramte oplagsrekorder, som ikke er set siden.

Journalistgruppen var helt fremme på det kvindepolitiske – og JA, de skrev om overgangsalder, menstruation, fødsler – alt i et kvindeliv – og det kørte i fin symbiose med det madstof, som bladet var berømmet for, samt mode- og boligstof med fingeren på stil og de sidste trends og der var såmænd også håndarbejde. Og så var der mit stof, som jeg udvidede til at omfatte ’skønhed kommer også indefra’. Alt det, som vi kvinder i forskellig fordeling interesserer os for.

Foto fra motionstillæg, hvor der såmænd også var noget om golf, så sig ikke, at ALT og jeg ikke kom godt omkring

MEN så kom der en boss til bladhuset (dengang kaldet Gutenberghus), som havde læst tendenserne fra USA, og NU skulle der laves stof for udearbejdende kvinder!!! Han mente åbenbart, at bladet levede i den fortid i 1946, hvor det så dagens lys. Det var i øvrigt netop under og efter krigen, at kvinder kom ud på arbejdsmarkedet.

Chefredaktøren måtte arbejde nat og dag med at lave manualer – og pedaler, som han med sin vante humor tilføjede. Marketing rykkede ind med læseranalyser, som inddelte folk i fire grupper. SH*T hvor det bare kørte nedad og nedad med oplagstallene. OG de annoncer, som var det, den nye ledelse troede, at de kunne få flere af med deres ’målrettede’ strategi.

De regnede forkert, for der er nu ikke noget, der sælger som ildsjæle, der kan deres kram og lægger alt i at yde optimalt. Selv gennem trykkeri på papir mærkes det. Fra at have arbejdet med fantasi og engagement og somme tider til langt ud på aftenen, så begyndte folk at komme kl. 9, som ’man gerne så’ og så gik de jo tilsvarende kl. 16. Det var en læring, som ledelsen ikke rigtig fattede og tog til sig.

Jeg fortsatte indtil midt firserne, hvor de fyrede min redaktør og fik min opsigelse (plus en del andres). Så begyndte jeg at skrive til EVA (mindede meget om det senere IN) og I Form, kom tilbage freelance for ALT indtil det sluttede ved ’90 og jeg begyndte at skrive for Femina. Sundt og skønt. Og IN kom til. Tilgangen til redaktionel procedure var ændret inklusive at manus nu kørte digitalt fra mit bord til redaktionens.

Men noget andet væsentligt var også ændret, for i panikken over ikke at styre markedet begyndte bladbranchen at fokusere på at få fat i en yngre målgruppe og derfor ifølge deres logik mere på stof-udøvernes alder og udseende end hvad de reelt havde af viden, erfaring og talent for deres stof. Med digitaliseringen og det nye fænomen #some blev det stadig mere synligt, hvem der var bag ordene. TV2-godmorgen/godaften blev en platform man på redaktionerne drømte om at indtage og komme ud til de mange, man ikke kunne samle med det blad, man lavede.

Jeg citerer herunder fra tidligere skriv noget om den problematik, vi står med i dag – også som samfund:

”…..For en ting er det, der sker i ens krop, noget andet er det, der påvirker ens selvopfattelse, den man er, fordi andre nu synes det er et ‘den man var’. Når man ældrer sig, så flytter omverdenen én over i en gruppe, hvor viden tilsyneladende skrumper sammen med ens huds spændstighed. Og her bliver det for alvor brandvarmt. Det gør kreditkortet også hos de mange, der forsøger at slette sporene, så ingen gætter på dåbsattestens tal.

Så nu råber jeg det igen højt: Hvad kommer det tal nogen ved!

Foto: Den første og så den, der ikke eksisterer, så det er bare for sjov….men de 50 år er sandt nok

Da jeg var ung/yngre og jo lavede det samme som nu – altså skrev om skønhed og sundhed og også i bøger – da var der aldrig nogen, der spurgte, hvor gammel jeg var. Men i takt med, at det ydre viste tegn på passeret ungdom, dukkede spørgsmål om alder op. Og i øvrigt faldt interessen for at spørge mig om noget som helst. Og når det skete, så var alder det første spørgsmål.

Tænk lige over det! Det kan godt være, at du ikke mærker noget til det og er dyt ligeglad, men det er ikke bare provokerende og forulempende, det er samfunds-usundt. Og nu har det fået sit eget ord ageism/alderisme – altså er der tale om aldersdiskrimination.

Det rammer helt klart mest kvinder, fordi der kulturelt altid har været fokus på kvinders udseende – og frugtbarhed. Kvinder skal være smukke og seksuelt attraktive. Der gælder lidt nogle andre præmisser for mænd, men de rammes også af ageism, som min kollegas mand havde oplevet det, og han er en del yngre end mig. Men mænd går jo også hen og bliver boomere, som journalist Kristian Lindberg skriver om HER.

Han drager paralleller mellem racisme, sexisme og alderisme, og mener faktisk ikke, at den sidste i rækken, alderisme, er den mindste brøde i det grimme trekløver. Lindberg nævner en anden artikel fra avisen, hvor stylist m.m. herunder toptrænet atlet,  Tini Owild, fortæller, hvordan hun, da hun gik til lægen med en knæskade blev mødt ikke med behandlings-parathed men en besked om sin alder taget i betragtning at begynde at spadsere i stedet for at løbe.

Tini Owild er som Lindberg 60 år. Den alder, jeg havde, da jeg blev fyret fra et IN, fordi man ville have en yngre, der ‘kunne gå på TV’ (nej, det var ikke Anette). Chefredaktøren var jævnaldrende med mig og de to moderedaktører, hun også fyrede, og blev i øvrigt selv senere fyret. Velfortjent straf for et totalt enøjet og uklogt syn på betydningen af viden og erfaring.

Foto: Et Instagram-opslag fra min taletid hos Karina von d’Ahe i hendes podcast ‘Følsom tonser’

Tænk, at hun, redaktøren, ikke overvejede, om magasinet måske havde en målgruppe, der var jævnaldrende med os, der producerede stoffet. Det er den gamle historie om at smide baby ud med badevandet og totalt respektløst. Og eftersom oplaget bare gik en vej, ned, så tyder noget jo på læserflugt og følgelig lukkede magasinet.

Utallige ikke bare inden for medie og marketing har gjort den samme fejl. Vi skal have fat i de unge var deres mantra. Misforståede mantra!! for de unge vil jo f.eks. ikke læse mors magasin! Og i øvrigt ikke – som det ser ud lige nu læse – på papir.

Jeg låner lige et citat mere fra Kristian Lindberg’s artikel: “Vi 60-årige betragtes som forstokkede på trods af, at vi har været vidne til langt større forandringer end nogen 20-30-årig. Alligevel er min generation i langt de fleste tilfælde fulgt med udviklingen og er mere forandringsparat end nogen tidligere årgang.” Det skulle lige være, hvis man har passeret de 60 (;

Og vi havde noget af den bedste popmusik, der til dato er lavet (; Mange af idolerne er døde og min generation står næst, men indtil biologiens begrænsninger indhenter os, så vis dog for pokker lidt respekt og lad os bidrage med alt det, vi kan. Vi konkurrerer jo ikke, står ikke i vejen for nogen ungs karriere. Men vi har en arbejdsdisciplin og viden, som de af gode grunde ikke har, og den er der brug for mere end nogensinde i en verden, der er ved at revne på alle leder.

Og til den unge har jeg lyst til at minde om at bane vejen for respekt, så du ikke selv bliver ramt af nedladende fordomme. Men der behøves ikke en påminder fra mig, for det her ageism er et stort oprør fra en generation, der også har prøvet den slags før. Det er ikke noget med en generation, der ikke at ville være forældre eller bedsteforældre og elske familie, det er noget med at få lov at være den man er og lave det, man måske har brugt et liv på at blive god til.

OG NEJ – ALDER ER IKKE BARE ET TAL! Vi er alle forskellige fra fødsel til død, fra gener, livsprofil, interesser, begavelse….! Nogle af os hører mere til i en børnehave end en pensionistklub (;

Bum! Og ovenpå den omgang ord har I læsefri i morgen.