Det handler om overlevelse
Lige nu viser naturen os, hvad det hele går ud på. Leve, klare udfordringer og give livet videre. Noget af det er mere farvelagt end andet, springer mere i øjnene. Vi rækker ud efter det, og det er der selvfølgelig en lige så god mening med, som planterne har en plan med det for egen overlevelse.

Nemlig de frugter og grøntsager, der hænger på træer og buske, gror op af og i jorden. Antioxidanter* har mange og ofte u-udtalelige navne, som vi har givet dem, og som med så meget andet her i livet, så stråler nogle mere end andre i andet end farve. Altså ifølge os mennesker med hang til medieomtaler. Lige nu er det resveratrol og så quercetin og allermest fisetin longevity-folkene er vilde med. Stoffer, der skal give os længere liv.
* flavonoider, polyfenoler, anthocyaniner, fenoliske syrer…..
Hit med noget af det, tænker mange formentlig. Men så er det, at der står andre kloge hoveder og siger: Tøv lige! Og hvordan virker det overhovedet? Man er nogenlunde enige om, at det går ud på beskyttelse og forsvar. For eksempel har man kunnet se, at et stof som resveratrol øges, når planten skades eller stresses. Stoffet skal altså tilpasse planten til nye udfordringer.
Nogle steder nævnes det, at man ser det som en form for hormesis, altså en let provokation for at vække forsvarsværkerne. Og det mener man så kan overføres til os, når vi spiser planter med disse stoffer. Men hvordan virker det i givet fald?

Studier viser nemlig, at dels optages de fleste antioxidanter ikke særlig godt via fordøjelsen og at de er ude af kroppen hurtigt. Det er kun i meget ringe grad intakte polyfenoler, der når blodbanen og dermed ad den vej celler og væv.
En af de fremmeste danske forskere, Lars Ove Dragsted, har således givet udtryk for, at hvis flavonoider var rigtig vigtige for os, så ville vi suge dem til os lige som vi gør med vitaminerne. Men det gør vi altså ikke, idet optagelsen i tarmen er lille. Det kan jo så tyde på, at de slet ikke skal ind i cellerne i vores krop, men at deres vigtigste funktion er i tarmen.
Men hvordan kan de der longevityfolk (og forskere) så sige, at det virker? Altså hvis vi ikke optager ret meget af stofferne, når vi kæmper os gennem råkost og frugtskåle! Og i øvrigt også byder huden på dem både indefra og udefra.

Vi nærmer os….
“Når vi spiser uforarbejdet mad som hele korn og grøntsager er næringsstofferne indpakket i plantecellevæggens fibre. Det betyder, at næringsstofferne ikke kan blive optaget, før fibrene er blevet spist af tarmens bakterier”, siger Anette Sams, som er lægemiddelforsker til Berlingske Tidende.
Antioxidanterne optages altså ikke i den mængde, man måtte formode i forhold til betydning, de indgår derimod som en væsentlig faktor i forbindelse med tarmens mikrobiom og det er ad den vej, de har den enorme effekt fra hjerne til hud og alt derimellem. De antioxidanter, vi spiser os til regulerer tarmens homøostase ved bl.a. at styrke kroppens eget antioxidative forsvar. Det er jo ikke ganske uvæsentligt, da mikrobiomet i tarmen er overvejende aktør i vores immunforsvar.

Forvirret? Ja, men jeg føler på den anden side selv en vis logik i, at disse plantestoffer jo altså virker men især virker ved at påvirke. Altså få vores eget system fit for fight. Det bringer os så frem til sidste spørgsmål (her i hvert fald), for skal man tage tilskud? Her siger Lars Ove Dragsted, at det næppe er én specifik type flavonoid, der har en sundhedsmæssig effekt men en blanding af mange. Så ingen anbefaling.
I øvrigt bør man altid erindre sig, at disse stoffer er afskrækkelsesstoffer, giftige i store mængder. Det er den gamle logik, at fordi lidt er godt, så er meget ikke bedre og naturen ved bedst, så…. ‘real food, not too much, mostly plants’ sværere er det ikke
Du kan læse mere HER med gode forklarende illustrationer undervejs. Hvis du googler ‘antioxidants and microbiome‘ så ligger der meget mere interessant læsning.

Foto: Ikke foto af min frokost, men det ligner og så var farverne så fine ♥ ♥
Så jeg holder fast i min kun-frugt-morgenmad og råkost før anden mad. Lige nu gnaver jeg en egen-dyrket majs før frokosten, som er lidt morgenmadsagtig, for det er yoghurt gemt under et tykt lag af hakkede mandler og valnødder i selskab med havregryn og noget kokoshak plus lidt tørrede tranebær. Det er sammen med formiddagskaffen og husbagerens småkager – også med nøddehak og havregryn + mørk choko – dagens bedste måltider her hos mig. Jeg er ikke nogen grille-bøffer-type, så til aften høster jeg her om sommeren nogle tomater, agurk og salat (ærter har vi desværre ikke i år) og ofte en gulerod, og så spiser jeg faktisk ofte rugbrød med avocado og måske lidt rejer eller et æg. Eller måske en makrel- eller sardin- eller sildemad. Eller omelet. Og kartofler, hvis manden har kogt (;

Skriv et svar