Eller gør hudlægen ret i at være skeptisk?
Jeg får et chok nærmest hver dag og tør snart ikke frisere nok så forsigtigt i mit hår, for der sidder ALT for meget i kammen bagefter. Selv støvsugeren bliver fuld af hår. Når jeg ser billeder af mig, der er bare et år gamle, så er der forsvundet så meget hår. For ikke at tale om forgangen ungdom, hvor der var mere af al den slags. Jeg tænker ofte på Serup’s meget lidt trøstende ord….
“Hvis du virkelig knækker den her kode, så kan du blive ekstremt rig. Hvis du fandt noget, der virkelig virkede, og hvor virkningen holdt sig. Men det er der ikke endnu. Ikke for alvor.”, sagde Jørgen Serup på et tidspunkt i et interview i Berlingske. Han er professor og overlæge på Bispebjerg Hospitals hudklinik og formentlig den, der ved mest om hårtab her i landet.
Det er jo svært ikke at være enig i, og kan man i det hele taget tillade sig at være bare mikro-uenig med den fremmeste hud- og hårekspert? Jeg forstår så udmærket, at Jørgen Serup, der i øvrigt selv har mistet sit hår på issen, er skeptisk overfor den strøm af produkter med lovprisninger, som ser dagens hylder og er et billede på den desperation mange føler, når hud bliver synlig der, hvor der før var hår.

Foto – læs nederst
Jeg tænkte på den fine overlæge forleden, da jeg i Normal købte en ’root stimulator’ med rosmarin, som han ikke giver meget for. Det nævnes som en TikTok-trend, men har faktisk også været nævnt af en mand, der inden for aromaterapien er et lige så stort navn som Jørgen Serup inden for den traditionelle medicin. Og selvfølgelig kan det ikke sidestilles, men ikke desto mindre er der jo utallige eksempler på, at moderne vestlig medicin har udgangspunkt i naturen. Digitalis (hjertemedicin) for eksempel og salicylsyre/acetylsalicylsyre (smertestillende medicin).
PS: Det har i øvrigt altid undret mig, at man fra officiel og medicinsk side ikke tror på positiv effekter men advarer mod negative. Hvis én plante kan være giftig kan en anden vel være god. Men problemet er jo, at man ikke kan patentere naturen, og det koster kassen at udvikle ingredienser.
Manden, der kan sin aromaterapi, det er Robert Tisserand, og ja, han har nu lavet en Rosemary Hair Oil Jeg har ikke prøvet den og ved således ikke, om den virker. Men når nu vi ‘tror på’, at duften af lavendel kan dysse os i søvn og i øvrigt også har egenskaber på hud, hvorfor skulle rosmarin så ikke have effekt? Måske endda på hårvækst.
HER deler Tisserand Institute oplysninger om et forsøg med rosmarinolie-lotion kontra Minoxidil, som er den indtil videre medicinsk godkendte løsning. De deler ligeledes link til PubMed , der beskriver dobbelt-blind-kontrolleret forsøg gående ud på at efterforske effekt af aromaterapi i forbindelse med alopecia areata (pletskaldethed). Resultatet viste, at aromaterapi er en sikker og effektiv behandling.
PS: HER angriber Jørgen Serup, at forsøget er udført på mus, men er det ikke det, medicinske forsøg sædvanligvis er!!
Og når vi nu er i naturen ved de essentielle/æteriske olier og deres eventuelle effekt på hårvækst, så er sandeltræ et eksempel. Anvendt i en syntetisk, Sandalore®, udgave har det vist fine resultater ved hårtab. Også her har videnskaben været inde over og tjekke og tro det eller ej, effekten har faktisk noget at gøre med, at vores hårfollikler har lugtreceptorer. Der er PubMed-skriv HER.
PS: Hvis du googler ‘sandalore hair growth’ så får du flere relevante og seriøse informationer.
Og se så lige HER, hvor PubMed har fat i, at disse lugtreceptorer i vores hud, de regulerer pigment, barrierefunktion, sårheling og hårvækst og at den syntetiske sandeltrælignende Sandalore® stimulerer antimikrobiske peptider i hårfolliklen og dermed kan have positiv effekt på mikrobiomet og ad den vej atopisk dermatitis og seboroisk dermatitis (skæleksem).
Her er vi så tilbage ved, at naturen måske endda ved bedst og at vi med teknologiens hjælp kan nå langt i behandlingen af mangt og meget. Herunder hudlidelser og hårtab (hvis du skriver hårtab ude i søgefeltet, så har jeg skrevet masser af indlæg om forskellige typer hårtab og årsager). Og det er jo meget muligt, at det middel, Jørgen Serup nævner, at man arbejder på, netop er baseret på grøn teknologi og højst tænkeligt peptid-cellesnakkere. Men indtil videre er det, som hudlæger anbefaler, Regaine®/minoxidil eller Propecia/finasterid og/eller behandling med lægemidler.

Foto: Gid det var så vel, men det hverken er eller var mit hår
Og foreløbig er den mest effektive behandling af hårtab hårtransplantation, som er en af de mest efterspurgte behandlinger i dag. Plus stadig flere klinikbehandlinger herunder den såkaldte vampyrbehandling eller Platelete Rich Plasma (beskrivelse af PRP-behandling), hvor man injicerer egne blodceller med vækstfaktorer. Behandlingerne bruges sommetider i kombination. Desuden nævnes mesoterapi, en behandling, der kendes fra hudpleje, og tilfører næringsstoffer som vitaminer samt antioxidanter. Læs eventuelt HER, hvad hudlæge Ulrik Knap, der er ekspert på hårtab-området, skriver.
Og hvad med laser, som også findes i en laserhjelm? Jeg spurgte hudlæge Yasemin Topal Yueksel, som talte om hårbundsproblemer i forbindelse med mødet HER, og hun bekræftede PRP og selvfølgelig hårtransplantation men havde ikke ord at knytte til laserhjelm-behandling. Det har de så på Pilorum-klinikken, hvor behandlingen Low-Level Laser Therapy (LLLT) udføres i forbindelse med diffust hårtab, tyndt hår og alopecia. Behandlingen er ikke egnet ved hårtab som følge af kemoterapi eller i forbindelse med visse typer eksem, nævner de. Men læs HER.
Tekst til foto: Her er de seneste produkter, der har mødt min hårbund. Lige i øjeblikket tester jeg Vichy Dercos Aminexil R.E.G.E.N. Booster. Mens rosemary’en fra Normal endnu ikke er taget i brug. Shampoo, der adresserer eventuelle skæl- eller andre problemer er vigtigt, og her er Ducray specialist, og de har også deres Creastim vækstserum, som jeg tidligere har skrevet om. Solbeskyttelse som Derma Supreme Leave-in UV Hair Protection & Treatment er unægtelig også en virkelig god idé ikke mindst til os med hårstrå, der gerne skal holde længe.
Der er flere professionelle serier derude som Nioxin, der virkelig er eksperter, Olaplex, L’Oréal Professionnel, Kérastase, Redken, og så må jeg anbefale M2 Beauté Hair Activating Serum (dem med vippeserum’erne), som efter tre omgange viste flere centimeter nye hårstrå. Billig er den ikke, men den holder længe, fordi sprayen fordeler fint.
Jeg er lige begyndt på det nye Hair Volume Mega Strength kosttilskud, som New Nordic har sendt til mig <3 De indeholder ud over vitaminer og mineraler, som er vigtige for hårvækst, også aminosyrerne L-cystein og L-methionin. Det er jo selvfølgelig som med kollagentilskud, at næringsstofferne deles med hele kroppen, men jeg håber, at der er lige det, som mine hårsækceller har brug for.
PS: Man kan heller ikke tale om sund hårvækst uden at indregne alle aspekter af livsstil fra stress til søvn og selvfølgelig kost. Det taler speciallæge Michael Heidenheim om HER.
På foto er også The Inkey List, der lige som The Ordinary, som jeg også har brugt, er rigtig fine produkter i et prisleje, så man har råd til at fortsætte behandlingen, hvis budgettet er stramt. For sådan er det jo, én flaske gør det ikke for behandlingen skal fortsætte. Det har jeg ikke været flink til, og måske er det det, der straffes, men det er også vigtigt at sige, at hårtab jo kan være en genetisk udfordring og skyldes sygdom. Og måske må jeg selv medregne begge faktorer, et faktum er i hvert fald, at min mor blev virkelig tyndhåret.
OBS! Det er vigtigt før du overhovedet går i gang med en behandling, der skal giver dig hår tilbage på hovedet, at du får tjek på, at huden deroppe i hårbunden er i god og sund balance. Måske skal der hudlægeøjne på. Jeg nævner lige igen, at Ducray er eksperter i hårvask/pleje til næsten alle tænkelige problemer fra tør hårbund til svampeinfektion og psoriasis.
God weekend, og jeg skal nok lade være med at spamme jeres nyhedsbrev-indpakke for meget i påsken lige om lidt. Men følg gerne på Instagram og/eller Facebook, hvis du ikke gør, for her vil jeg så være mere flittig, hvis du savner lidt Lise-ord. Og SÅ meget tak for at læse med ♥

Skriv et svar