Vi går lidt udenfor beautyrammerne i dag
Netop nu, hvor de mest rædselsfulde handlinger, begået af mænd, afsløres, føler jeg behov for at minde om, at de som os kvinder kommer i flere udgaver. I øvrigt har jeg personligt rigtig mange grimme minder om kvinders overgreb, omend psykiske, men det kan vi tage en anden gang.
Tilbage til vores sommetider unuancerede og fordomsfulde forhold til mænd. Jeg husker således stadig min indre kløe af irritation, da jeg på et tidspunkt læste hos en influencer, at mænds billeder, hvor de holder en fisk, er noget af det mest trusse-tørlæggende. Altså er der ikke sexappeal i den slags billeder, og dem skal de stoppe med, medmindre de er lykkeligt gift. Tja, jeg ved ikke…
Hvis nu jeg var søgende på Tinder, så kunne en fyr med en laks stående ved en norsk elv da godt have appel. Han kan åbenbart lide naturen/overleve i naturen og han signalerer, at han kan sørge for mad, hvis der ikke lige er et supermarked. Måske ligger der noget ur-forsørger-noget i, at en mand netop vælger den type ‘skaffer’foto. Og jeg er ind imellem lidt træt af kvinder, der ikke rigtig kan bestemme sig til, om mænd skal være rå og maskuline (og risikere at blive kritiseret for det) eller lyttende omsorgsfulde (og risikere at blive kritiseret for at være nogle tørre kiks).

Foto: Tiden spæner af sted, og i dag er de henholdsvis 15 og 10 år, men det er stadig et af mine yndlingsfotos
I søndags var jeg til familiekomsammen for at fejre nevøens yngste Hugo, der fyldte seks. Af en eller anden grund er der ikke født piger siden mig for ganske længe siden. Så det er blevet til en del drenge, som nogle af dem i mellemtiden er blevet mænd. Inklusive min bror er det foreløbig løbet op i ni med genetisk slægtskab, men så er der også tre bonus fordelt på hans og min side.
Og kors hvor er de krammedejlige hver og en. Jeg garanterer for, at ikke en af dem er grov og forulempende over for piger/kvinder. Den ene af dem vil garantere diske om med lækker mad, for han er under uddannelse til kok. Men han skal nok ikke lægge foto op af sig selv ved gryderne. Det er vel som med fiskebilleder heller ikke noget, som “kvinder bliver helt våde i trussen af”, som førnævnte influencer skriver.
Jeg kunne godt tænke mig, at vi kom videre fra de der skyttegrave og besky(l)dninger og koncentrerede os om det – ikke mindst nu – væsentlige. Hvad rummer vi indeni. Vi har brug for at indse, at kun sammen kan vi gøre den forskel, som alle så gerne vil solopræstere.
Der er meget godt at sige om alle de digitale steder, vi mødes og udveksler facetter af vores liv, men uden det bagkatalog som erfaring giver, så ER det jo svært ikke at føle bumsen fatal, hvis hende influenceren ser perfekt ud. Og de skønne går som bekendt gennem tilværelsen med langt mere medvind.

Jeg har ikke læst SKØNHEDEN/Rosalinde Mynster men hun har helt klart fat i noget, som i sit urgamle udgangspunkt er, at hannerne puster sig op, hunnerne gør sig til. Det sker i naturen og som en del af det, livet i virkeligheden drejer sig om – at få afkom. Også drenge skal igennem en voldsom fysisk, psykisk, mental omvæltning i rejsen mod at blive mænd.
Jeg er glad for at se en større interesse hos yngre generationer for at være i og for at lære om naturen. Det er måske på flere niveauer sidste udkald til at finde den kærlighed, som vi skylder alt ♥

Kære Lise.
Jeg elsker når du mener noget forkert for så er vi da to😊.
Jeg synes det må være dejligt med en mand der kan skaffe mad hvis verden “lukker ned”.
Skønhed, ja hvad er det. Jeg synes f.eks. Mother Theresa var skøn at skue. Sikke et ansigt der rummede så meget levet liv under ofte svære forhold. Det er der da mere skønhed i end i et plastik ansigt.
Bedste hilsner
Tina
Tina: Kære Tina, det tæller alt sammen <3 Ikke bare er det dejligt at kunne begå sig i naturen - også når det gælder at høste mad, det kan også, som du antyder, bliver temmelig nyttigt.
Du har så ret mht. billedet på skønhed med mother Theresa som eksempel. Selv var jeg betaget af Jane Goodall, som døde sidste år 90 år gammel men med sin passion intakt til det sidste. Sjælen og det liv, der brænder derinde, det ses i øjnene, og om så de er omgivet af rynker, så er det smukt.
Mange hilsener og god weekend, Lise