For somme tider overskygger advarsler fakta….
Indlægget her er inspireret af Iben Hahne’s kommentar-spørgsmål HER, og jeg tænkte, at det er en tvivl, jeg ofte ser/læser/hører, så kunne jeg lige tage det op her. Det med at fjerne neglelak. For bør man undgå acetone og bruge en lakfjerner med plejemidler i?
Jeg bruger acetone. Og nej, det er ikke ligefrem neglepleje, men det går hurtigt. Og så kan du skylle/vaske dine negle bagefter og smøre dem ind i al den pleje, de fortjener. Hvorimod du virkelig kan nå at få udtørret både negleplade og negleomgivelser, hvis du skal gnide og gnubbe med en lakfjerner, hvor opløsningsmidlet ikke kan komme til for godgørende ingredienser.
Det sagt, så er der selvfølgelig ‘alternative’ lakfjernere, der er effektive, som de to viste her med henholdsvis Ethyl Acetate (Herôme) og Methyl Ethyl Ketone (Nailberry) som opløsningsmiddel plus plejende ingredienser. Men opløsningsmiddel skal der jo til.
Foto: I får lige links til produkterne….Herôme Caring Nail Polish Remover * Nailberry Clean Bi-Phase Nail Color Remover * Manucurist sortiment med 20% * Nailberry Little Treasure Cuticle Oil * Herôme Nourishing Nail Oil *
Ofte lyder vejledningen, at man skal lægge et stykke vat på neglen og vente lidt, så opløsningsmidlet kan nå at virke. Det er så ikke nødvendigt med acetone, som fjerner hurtigt. Og i øvrigt er lige så godkendt som de øvrige. Den – også billige – løsning foretrækker jeg så og følger efter med skyl og vask og negleolie og/eller creme.
Acetone skal man i sagens natur ikke indtage og heller ikke indånde, men det er jo også til at undgå. Læs evt. HER, hvad Paula Begoun siger om den sag, og HER, hvad Dr. Michelle Wong/Lab Muffin Beauty Science siger.
Lige et lille tip: Når lakken begynder at slides på neglespidsen eller sko/sandaler slider den på midten, så reparer i stedet for at fjerne og lægge ny. Er det bare spidserne kan man ofte nøjes med blot at lægge lidt lak, hvor der mangler, og ellers kan man bagefter stryge et nyt lag på hele neglen. Det gør jeg som regel et par gange før jeg fjerner og lægger nyt. Det skåner neglen for den udtørring, der altid vil være i forbindelse med opløsningsmidlet i lakfjerneren.
Og nu, vi er ved negle, lad os så snuppe neglebånd med. Det er vigtigt, at neglebånd og ligeså den hinde, der er under neglens frie kant, ikke beskadiges. Negle laves nemlig lige som hud og hår af levende celler, og de sidder lige derinde bagved. Og en infektion i neglen kan gå ganske grumt. Som for min mand for nogle år siden, hvor han var tæt på blodforgiftning.
Mine egne neglebånd driller og breder sig, men jeg kunne ikke finde på at gå hårdt til dem med neglebåndsfjerner med opløsningsmiddel. Jeg hiver og bider heller ikke i dem. Jeg klipper med en lille hudtang, når der er noget, der stritter. Og så bruger jeg faktisk min egen negl til at trække dem lidt nedad, hvis de er kommet for langt frem. Man har bedre føling med en negl end med et redskab. Og når jeg husker det, så skubber jeg med en tommelfinger inde i håndklædet, når jeg tørrer hænder.
Og så har min faste brug af Herôme-negleolien, som jeg har skrevet et par gange, ændret alt til det betydeligt bedre. Neglebåndene er fine og hudbløde og neglen ikke så grå, rillet og kedelig som før.
OBS OBS OBS.……Det her har ikke noget med negle at gøre, men det kræver virkelig at blive fremhævet!
Jeg så, at House of Stars i anledning af sit 10 års jubilæum har 50% på deCURE, men KUN i dag, tilbud slutter kl. 24. Det er ganske enkelt en fantastisk serie, så tjek lige, om ikke der er noget, der skal i beautyarkivet. Der er også tilbud på en anden af mine favoritserier, Pestle & Mortar, så spred rygtet. Og behøver jeg ‘sige’ det, begge serier er jo lige så fine til mænds hud, og i øvrigt neutrale i deres design.
Kig lidt rundt på siden, for der er mange andre tilbud på hudplejeserier og makeup. Og dufte som den skønne nicheserie Fugazzi, hvor du kan få 20% og købe ‘discovery’størrelser* for 200 kr. (8 ml). Hvis du kender en parfumenørd, der snart har fødselsdag, så bliver du populær. Og ellers fortjener du helt sikkert selv. Selv om man næppe tror det i det skønne sommervejr, vi har nu, så bliver det jo jul og pludselig er der brug for masser af gaver!
* Det er faktisk en rigtig god idé at teste en duft – og der er til god lang tid i 8 ml – før man står med 50-100 ml til 1.000 kr. af noget, man måske fortryder efter et stykke tid.
PS: I var flere, der var søde at spørge og sende kærlige hilsener og gode ønsker i forbindelse med, at jeg involverede jer i (; at jeg skulle til kontrol med det hudkræft, jeg har fået fjernet på næsen. Kirurgen havde fået besked på vævsprøven, hun havde taget, og alt var ikke væk, så der skal skæres igen. Det bliver da vist en spøjs næse, jeg ender med, men hvis der bare ikke bliver stafylokok infektion igen, så skal jeg være glad.
Linda Nedergaard skriver
Altså Lise – det er noget af en omgang, du og den kære næse skal igennem 😔Jeg krydser fingre for, at det går lidt nemmere denne gang 🤞🥰 Kh Linda
Lise Grosmann skriver
Linda Nedergaard: TAK kære. Skæbnen kunne jo ramme hårdere, men det er godt nok træls, som de siger i det jyske. Hvordan mit næsedesign ender er jo svært at spå om, men bare jeg slipper for stafylokokker næste gang. Kærlig hilsen, lise
Karin Winther skriver
Tak for tips, Lise.👌❤️
Hvor er er godt man kan tjekke den hudkræft, så resten også kan komme væk, hurtigt. Når det er sagt, så er det virkelig synd at du skal igennem endnu en omgang skær. Og jeg håber virkelig de holder optimale betingelser, så du ikke igen skal inficeres oveni. ❤️🧚❤️
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Tak kære Karin, for hip og trøst <3 <3 <3 Der er unægtelig værre ulykker i verden men det er godt nok træls. Forfængeligheden må jeg pakke væk, men pynte kommer det jo ikke til, det er værre, hvis jeg skal igennem endnu en omgang stafylokokker og XL-penicillinomgang ):
Karin Winther skriver
❤️🤞❤️🤞❤️
Lise Grosmann skriver
Karin WInther: Tak Karin – og nu vil jeg også have nogle ordentlige emojier, men du må nøjes med <3
Karin Winther skriver
☺️
Jette B skriver
Kære Lise, tak for et godt indlæg 😊 Alt det bedste til dig og din næse 🥰
Lise Grosmann skriver
Jette B: Tusind tak dobbelt op kære Jette <3
YB skriver
Kære Lise
Jeg sætter (også) pris på dine alternative meninger og den med acetone vs “plejende” neglelakfjerner giver mening for mig…
Inden jeg kommer med mit spørgsmål vil jeg lige melde tilbage, at jeg har været glad for at bruge dine solfaktoranbefalinger: A-dermas C-vitamin serum samt Avenes B-protect med farve, dog bruger jeg også Rudolph Cares spf 30 til ansigt (min ansigtshud er ikke så glad for solen). Denne kombination har fungeret rigtig godt🤗
Og så til mit spørgsmål: vil du anbefale en professionel ansigtsbehandling bestående af cupping, gua sha samt japansk lifting for glød og opstramning.,,jeg synes det lyder dejligt, men hvad siger du?
Håber dine udfordringer med næsen løser sig på en tilfredsstillende måde🍀
Kh
YB
Lise Grosmann skriver
YB: Kære YB, pleje er jo stadig vigtig, men acetonen gør det mindre plejende arbejde hurtigt og effektivt. Dejligt, at du har fundet din løsning på effektiv solbeskyttelse.
Jeg vil anbefale, at du nyder en ansigtsbehandling, som altid får huden til at gløde af velvære. Bare du ikke regner med, at de nævnte ‘teknikker’ vil opstramme. De vil skabe et midlertidigt ødem, som hudlæge Peter Bjerring nævnte det engang, jeg spurgte ham.
Tak for søde ord til mig i min næsesag <3
Kh lilse