Når nu det egentlig bare kan være dejligt og godt på samme tid
“Vores forskruede snak om ‘sund mad’ forårsager spiseforstyrrelser. I stedet for at ære vores ‘cravings‘ slår vi os selv i hovedet for at have spist noget såkaldt usundt. Det er på tide, at vi begynder at snakke om mad som mad – og ikke som sundt og usundt.” Skriver en ung kvinde i en kommentar HER.
Hvor er det egentlig ulykkeligt, at det er endt der. Jeg skal ikke placere skyld, og i øvrigt ligger den vel både i et barns nære omgivelser og opvækst og hos de mange, der laver sig platforme, hvor de uden kostviden forvirrer unge piger, der, som det ofte følger alderen, er søgende i tilværelsen og måske finder et forbillede i en smuk Hollywoodstjerne.
Foto: Den er faktisk ikke frygtelig meget til den ‘usunde’ side, kagen her, fordi kakao og chokolade er fint. Men som med alt andet ikke i overdrevne mængder
Det er nok ikke nogen god idé ligefrem at ‘ære’ sine cravings. For mit eget vedkommende smiler jeg tilgivende til mig selv, når jeg spiser en kage eller to, for jeg ved, at jeg også leverer det, min krop skal bruge for at holde mig gående. Og helst i sund tilstand og god form, for det skylder jeg den.
Der er jo ikke nogle fornuftige kostanbefalinger (inklusive ham HER med den antiinflammatoriske pyramide), der ikke rummer søde udsving. Og en påskefrokost, som vi sikkert er mange, der skal nyde en af de kommende dage. Der kan jo godt snige sig mere fedt ind, end det er ideelt i den daglige kost. Personligt glæder jeg mig til sildemadderne og snapsen, og for første dels vedkommende er det ovenikøbet sundt.
Og det er måske ikke klogt helt at lade skelnen skride, så man ender i den betragtning, som ovennævnte kommentar fremfører, nemlig, at “Dårlig mad er mad, der er kommet mug på, fordi det er to uger over dato, ikke fordi der er tilføjet sukker.”
Som jeg i går nævnte Sydeuropa i forbindelse med fornuftigt forhold til sol, så har de også – eller har i hvert fald haft – et rigtig fint forhold til mad. Middelhavskøkkenet bliver ofte fremhævet som ‘sundt’ men hold da op, hvor er det også vidunderlig mad. Og det samme gælder jo den japanske ‘blue zone’ kost, som også fremhæves.
Der er lavet utallige studier blandt andet dette, som gennemgik nogle modediæter men mundede ud i et yderst naturligt og ufordomsfuldt råd: Real food, not too much and mostly plants!
Lige om lidt vælter det op af jorden og ned fra træer og buske – grøntsager af alle slagse, frugt og bær i alle kulører. Mad, der er skabt til at lokke med farve og duft og med livsnødvendige næringsstoffer, der er information til vores celler og som intet kosttilskud kan måle sig med. Og slet ikke den Mars-bar, som kommentator fremhæver (; Så vi bliver nok nødt til at skelne uden at ende i opgør.
GOD PÅSKE allesammen og tak for at læse longskriv her, det er højt værdsat ♥
Karin winther skriver
Og glædelig påske til dig kære Lise. ❤️
Jeg har lige noget jeg spørger dig om, omme på i går . Bare hvis du tror……☺️
Real food, not too much and mostly plants , det er bare så lækkert. Og så en sild med et solæg til snapsen, og måske et lamseben der har mørnet sig i timevis med citron og rosmarin …..
Foreløbig er det skærtorsdag i morgen, grøntorsdag, hvor der skal sankes spiselige urter i stor stil. Så er helbredet ordnet for hele næste år. Må solen skinne dejligt på os alle 🐣☀️🐥🙏🏼
Lise Grosmann skriver
Karin winther: Var det det med Heliocare og Smuuk Skin, for så har jeg svaret….
Ja, det lyder godt og det er endnu bedre, og det lader sig ikke ændre af nogen kostguruinfluencer eller Hollywoodstjerne.
Det kunne være, jeg skulle lade ‘solæg’ komme tilbage, det har jeg ikke spist i mange år. Men manden stegte sild i går og så er der fire slags sild mere til den kolde snaps, så helt galt går det ikke.
I øvrigt skal jeg da huske i det mindste at sanke purløg og persille i haven og måske gå i ramsløgskoven i dag. Kan du huske, hvad Camilla Plum sagde netop i forbindelse med noget madprædiken….Man skal bare have en ordentlig røvfuld krydderurter!
Og så har hun temmelig meget ret og naturen holder stadig på mange hemmeligheder, der ikke er kommet under skruelåg. YES sol vil vi have, god dag kære <3
Karin winther skriver
Det lyder fantastisk med sildeglæde. Jeg ved, at min veninde har lavet stegte sild til vores frokost lørdag, for hendes mand elsker det. Og det gør vi andre også. ☺️ Og solæg 👊🏼
I dag bliver det filmen Rose i biffen kl 13, og så sanker vi bagefter. Vi plejer at finde mange mange arter, og det skal gerne kunne gå op i tallet 9, fordi vi er nogen gamle “vikingesjovere” og
Camilla Plum har stort set altid ret i det hun siger❤️ Jeg er glad for hun er holdt op med at ryge. Ihvertfald offentligt. For i gamle dage (da jeg var “viking”), var hun på besøg. Der stod hun med smøgen dinglende over suppegryden og fortalte og fortalte, og så faldt asken jo ned i suppen. Ikke at det skadede, tror jeg, og vi blev godt underholdt med spænding 🤣 “ hvornår drysser asken…. Ser hun det…. Nej nej … 🚬 drys drys …😂”
Haha. Hun er skøn.
👋🏼🐤🐤
Lise Grosmann skriver
Karin winther: Jep, sild er godt, men det er jo kun til de årlige frokoster, jeg går så hårdt til den – men ikke tilsvarende til snapsen, skal det dog siges.
Jeg måtte lige google det med 9-tallet. Sjovt, at jeg har ramt to på hvert sit område hellige tal som lykketal og uden at vide det. Men mit lykketal er 3 og så 9, fordi det er 3×3. Og jeg aner ikke hvorfor, det har bare været sådan altid, synes jeg.
Jeg husker den lemfældige omgang med hygiejnen fra hendes TV-program, hvor katten vist endda gik på køkkenbordet. Hun er en sej kone, men det gav skår i image, da sønnen slagtede en hest på stranden. Tåbeligt på alle måder, og de kunne jo næsten forestille sig, at det blev en ‘sag’.
God dag <3
Anneka skriver
Så sandt! Det er trist at noget der skulle være glædesfyldt, bliver skamfuldt. Og den generelle folkesundhed er vel ikke blevet bedre på trods af al den viden om ekstremt sundhed
Rigtig god påske kære Lise og I andre
🐇🧡🐣🕯
Lise Grosmann skriver
Anneka: Du har ret, det er ret bemærkelsesværdigt, at folkesundheden ikke blev sundere.
Det er nok heller ikke den sunde mad, der var skyld i ‘forstyrrelsen’, den blev så bare skurken i en periode af livet, hvor manglende selvværd har god grobund. Det ulykkelige er jo, hvis en ung kvinde fortsætter ud ad den slingrekurs, at der ikke er forskel og at mad bare er mad, for kroppen vil jo ikke være enig i længden.
Nu skal vi bare have lidt sol og varme, så er vi SÅ klar til påsken <3
Marlene H skriver
Også rigtig god påske til dig. 🌞🐥🐤🐣.Håber du får nogle dejlige fridage.
Lise Grosmann skriver
Marlene H: Tak kære, jeg glæder mig til at pille lidt i haven og få lidt sol, hvis ellers den kommer. God dag <3