Tanker om trends. Også en af de gode <3
Overskriftens ord kan jeg takke Camilla Plum for. Hun siger det i et interview i Weekendavisen som kommentar/reaktion på noget, hun føler decideret fortvivlelse over, som hun siger.
»Folk er i dag i stand til at planlægge år forud; legeaftaler og fritidsaktiviteter og zumba og lørdagssex, men at hælde 400 gram kikærter i en skål med vand, før man går i seng, er åbenbart umuligt. Begrebet MAD er mistet. Hvorfor er det sådan? Hvad er der med os?«
Ja, hvorfor er det sådan? ER det bare travlhed eller er der også noget med, at de der i virkeligheden enkle kostråd og allermest ‘mor-maden’ (som i dag nok er mormor-maden), er for kedeligt. Har de ret HER hos videnskab.dk, når de nævner, at trends er mere fristende end de officielle anbefalinger.
Som klinisk ernæringsfysiolog Tine Sundfør siger, så virker mange af de ekstreme kostplaner som periodisk faste, keto, low carb mm spændende lige som et par nye bukser, mens spis grønt, groft og mere fisk er slidte råd som de gamle bukser. Man vil jo også gerne vise – og helst på Instagram – at man er med på det sidste. Og ser man det ikke der, så fylder selvhjælpsbøger hylderne derude.

Noget væsentligt er samtidig gået tabt hos den yngre generation. Jeg husker, at jeg på et tidspunkt stod ved køddisken hos hedengangne Irma, og ved siden af stod en ung kvinde, som var undrende og i vildrede. Det gjaldt flæsk. Nok ikke det, der var mest på menuen og nemmere blev det ikke af, at det fås i mere end en udgaver. Jeg tror tvivl og uvidenhed er endnu større i forbindelse med indmad og sådan noget som skank og haler.
I dag spiser jeg ikke meget kød men i mine yngre dage levede madtraditioner af den slags stadig, og jeg lavede for eksempel forloren hare med hakket hjerte i for at give vildtsmag og også hjerter i flødesovs. Og revelsben. For ikke at tale om paneret flæsk med stuvet hvidkål, som var en af mine livretter. Og irish stew. Og tarteletter med kylling/asparges var min ret til familie-påskefrokosterne. Og til min 30 års fødselsdag serverede jeg andesteg med det hele. Gæsterne troede, at deres næser snød dem, for jeg har fødselsdag i højsommeren.

Foto: A propos hårtabstema forleden, så har Weleda også sådan et produkt. ‘Vores ældste produkt’ skriver de HER, og pst! den indeholder bl.a. rosmarin. Mon ikke, der er noget med den urt og hår, der holder.
Nu håber jeg ikke, at springet til hudpleje føles provokerende (; Men vi ser jo noget af det samme her. Rens fulgt op af creme er for kedeligt selv om hud ville foretrække det. Og selv om visse 100+-årige som vidunderlige Weleda Skin Food overlever som kult, så er den jo ikke alene på hudlærredet. Lag-på-lag gælder såmænd ikke bare selve hudplejen men også alle de ‘rutiner’ man mener nødvendige for ikke at ligne sig og slet ikke få så meget som en rynke. Og det er slet slet ikke noget, som mænd fravælger og selvfølgelig især ikke unge/yngre.
Jeg håber, at I kan se videoen HER, og/eller læse artiklen HER, for unge Viktor Vejleskov, som nogle måske kender fra ‘Paradise Hotel’, er en af multiudøverne i en jeg-maksimerer-mig-trend, der breder sig. Og han er såmænd tømrer. Ikke på nogen måde ment nedsættende, men det er jo nok ikke lige i den gruppe unge, man forventer at finde en fyr, der er max hooked på det nye fænomen ‘looksmaxxing’.
Og vel at mærke ikke bare i hudplejeudgave, for der indgår kanyler, nåleruller, laserbehandling, botox selvfølgelig, vampyrbehandling, øreoperation (det ene øre stak for meget ud) og vilje til at tage nogle risici med f.eks. kobberpeptid i kanyleform, som sælges på det sorte marked. Han har foreløbig brugt over 100.000 kroner på sit ansigt, fortæller han.

Foto: Når man er ung er man ikke vaccineret mod selvsabotage men let at lokke
Det er måske blevet lidt en besættelse, konstaterer Viktor Vejleskov selv. Og det er jo svært at være uenig med eksperten, der siger, at dette ekstreme fokus på udseende kan medvirke til, at man kobler hele sit selvværd op på sit udseende. Problemet er jo allermest, at det ‘smitter’ hurtigt fra TikTok og Instagram, hvor filtre kan hæve max-look-barren ekstra og hjælpe til at vække drømmen om at ligne, hvis man nu sidder ung og usikker – som unge altid har haft for vane under rejsen til voksen.
Jo desværre, det kontrolversielle fylder i medierne, som ernæringsfysiologen siger til videnskab.dk Og så kan vi gentage Camilla Plum’s ord: Hvorfor er det sådan? Hvad er der med os? Det ligner jo selvsabotage!
Heldigvis trives der på sidelinjen trends som den, der kaldes ‘hot girl hobby’, som har tredoblet medlemtallet på under 30-årige hos Dansk Ornitologisk Forening. Det går nemlig ud på at kigge fugle, og det angives, at der for nuværende er en halv million #birdwatching-opslag på TikTok og erklærede udøvende fuglekiggere som Ariana Grande og Pamela Anderson. Hallo! Hvorfor nævner de ikke mig, jeg taler endda med pipperne (;

Foto: Ikke det pæneste foto men et syn, jeg nyder lige udenfor mit skrivevindue hver dag. Bademesteren er en gave fra en ven og er navngivet Holger.

Skriv et svar