Det er unægtelig svært at navigere, når der er så meget fejlinformation
Som skrivende er det meget inspirerende at scrolle gennem Instagram og læse somme tider uforståelige påstande. For eksempel dr. Barbara Sturm (med 700+ tusinde følgere), der til Wall Street Journal udtaler, at retinol gør huden tyndere og at folk ikke skal stole så meget på solcreme. Hun er altså anti-retinol og pro-natural sunlight, som der står i overskriften. Og dr. Sturm har da erhvervet sig noget af en shitstorm.
Som bekendt er jeg delvist for, at vi ikke helt afviser sol i en udgave, hvor vi praktiserer sund fornuft og adfærd og så ellers bruger NOK solcreme. Man kommer langt med antioxidanter på huden, tøj på kroppen og skygge.
Men hvordan er det med A-vitamin. Tåler huden ikke sol, hvis man er smurt i vækstvitaminet og bliver den ligefrem tyndere?
Jo, huden tåler netop bedre sol og huden bliver netop tykkere, når den er A-vitaminsmurt. For nu at sige det kort.

Nu er det jo mig, der har vendt A’et om og døbt A-vitamin ‘vækstvitaminet’, men A-vitamin er biologisk set fundamentalt for vækst, vedligeholdelse og udvikling, det er en regulator for mange gener. Det gælder selvfølgelig hele kroppen, men A-vitamin er i høj grad født til at være hudvitamin og vi har naturlige receptorer til at tage imod fra serum og creme.
Mangler man vitaminet, så bliver huden tør og skællende, slimhinderne tørre og sarte og infektionerne melder sig. Og hvis overfladen ikke har det godt, så kan det som bekendt få konsekvenser for det, den beskytter indeni. A-Vitamin har faktisk også stor betydning for immunforsvaret. OG UV-beskyttelse!
A-vitamin er ubetinget en af de mest ‘transformerende ingredienser’, som Dr. Des Fernandes siger. Og er der nogen, jeg har tillid til, når det kommer til A-vitamin og dets effekt i huden, så er det ham. Jeg tror, at de fleste af jer kender Environ, som han har udviklet med step-up systemet, der ‘vækker’ de naturlige retinoid-receptorer i huden gradvist for at ende med at kunne få gavn af den optimale dosis, som er tilladt i kosmetik.
Og A-vitamin er allervigtigst om sommeren, siger Dr. Fernandes. Fordi det nedbrydes, så mangler hud, der udsættes for sol, altid A-vitamin. Og som al anden mangel, så fører det til problemer, som i huden er kræft, eksem, pigmentpletter. A-vitamin i din hudpleje er en måde at sikre dig alt det, som sol styrker af livsvigtige processer i os, for A-vitamin beskytter huden, det er en sunscreen, Siger altså ‘The A-Man’, som Fernandes helt logisk kaldes.

Foto: Det varer lidt før vi er her på hjemlige breddegrader
Så har du brugt A-vitamin hele vinteren og tror, at nu hvor solen kommer, så må du hellere stoppe eller nøjes med om natten, fordi huden ellers bliver sart, så er det lige omvendt. Men hvis ikke der er antioxidanter og meget gerne C-vitamin i cremen, så brug gerne et serum, der har dem. For som nævnt, så nedbryder solen A-vitamin.
I dag anvender man forskellige typer retinoider, som alle gennem en kortere eller længere proces i huden omdannes til A-vitaminsyre. Det skrev jeg noget om HER.
Og så skal vi lige straks have noget om solbeskyttelse, men der er nye produkter på vej, og dem skal vi lige have med, når jeg har hørt/læst noget mere.

Tak for fin info!
Så gerne A-vitamin om dagen …?
Er der et alternativ til C-vitamin? Jeg er bange for, jeg ikke kan tåle det.
Jane: Dejligt, at der var noget, du kunne bruge. Og ja til både A- og C om dagen og gerne sammen, som de ofte er hos Environ.
C-vitamin kommer i flere former, så det behøver ikke være Axcorbic Acid – det skrev jeg om her https://www.lisegrosmann.dk/vitaminet-vi-tror-allermest-paa/
Er der en A vitamin creme, du kan anbefale? Tak
Tina: Jamen, der er jo mange fine produkter – Environ, som jeg omtaler her og af danske f.eks. Beauté Pacifique, der var nogle af de første. Og så er der jo Anette/Beautyspace. Men også mange flere.
Klogt skriv kloge kvinde🫶🏻
Pernille S: Hun labber dine ord i sig – tak kære Pernille <3