Det handler om senfølger af alder ((;
Hvis jeg spørger mig selv, som unægtelig har set meget af ungdommens fasthed slippe taget, hvad jeg ville gøre, hvis jeg ellers havde råd. Så bliver svaret i datid.
For så ville jeg – hvis jeg havde vidst, hvordan holdningen til alder ville flytte sig gennem mit liv – faktisk have valgt et ansigtsløft slut 40’erne/start 50’erne. En nulstilling på en måde uden man sådan kunne sætte fingeren på andet end at man(jeg) så lidt mere ‘udhvilet og friskere’ ud. Man ville sinke et synk – om man så kan sige men ikke rynker og rejsen som sådan. Ikke risiko for lammet mimik og fillerfyldte ansigtstræk.

Foto: Jeg kan ikke finde et, der lige rammer alderen, jeg nævner….her er jeg vist start 40
Men hvorfor i alverden vælge lift? Rent hudhelseteknisk fordi det ville give en vævs’foryngelse’, som ingen kosmetisk behandling og slet ingen hverken medicinsk eller kosmetisk ingrediens vil kunne give. Her vil alt komme til kort. Og så næsten det vigtigste. En operation er jo selvfølgelig et gevaldigt indgreb ligesom det er, hvis det er at få et nyt knæ eller repareret andet i kroppen, men når kniven er færdig, så begynder helingen. Der er en god del kapacitet i os til at hele en skade.
Det er lidt ligesom da jeg talte med hudlæge Peter Bjerring om hjemmepeeleri og nålerulleri og han sagde, at man hellere måtte få en dyb peeling hos hudlægen – eller tilsvarende behandling, der fjerner hele overfladen på huden. Bagefter får huden fred til at hele, og DEN DANNER NY KOLLAGEN. Det gør den ikke, når man selv står derhjemme og piner og plager den. Selvfølgelig reparerer huden huller, men – som Bjerring sagde – skaden er ikke stor nok til at igangsætte den yderst krævende proces, som det er at danne nye kollagenfibre. I stedet bliver man forsynet med en konstant igangværende inflammation og bl.a. risiko for hyperpigmentering. Og med hensyn til filler, så har det jo vist sig at have langtidskonsekvenser.
Problemet ville dengang jeg var 40/50 år have været, at man slet ikke havde den teknik og indsigt, som man har i dag med deep plane-teknikken, der netop arbejder med de dybereliggende væv og ikke bare hiver i huden. Nu er det af flere grunde ikke aktuelt, men var jeg 50 i dag og besluttede det, så ville det være hos ‘Sculpture by Trine Henriksen’, hvor Louise Vennegaard Mielke nok må regnes for simply the best, når det kommer til deep plane.
Og det ville være løgn, hvis jeg ikke indrømmede, at jeg godt kunne tænke mig det, jeg kalder ‘klemme i nakken’ operationen. Men ikke andet. Jeg vil overhovedet ikke af med mine rynker og pimentpletterne kan dækkes, men jeg ser sur, ked, småvred ud med hængehage og mundvige, og bliver i øvrigt ofte spurgt, om jeg er det. Det er så som det er, og ….

Foto: Alder er bare ridser i en CD, siger longevityguru aldersforsker David Sinclari, og de er ikke altid populære de ridser
…..jeg udsætter ikke min hud for egne overgreb og får heller ikke kosmetiske behandlinger. Jeg farver end ikke hår. Så jeg er vel ret naturel. Og ingen behøver fortælle mig om at være taknemlig over at få år i livet. Jeg vil påstå, at jeg siger tak hver eneste dag mange flere gange end de fleste. Tak til træer og fugle og alle de andre her i min egen have. Tak tak tak hele tiden i skoven næsten til hvert eneste lille hvidt anemonehoved. Og også tak til de mennesker, jeg møder, der viser venlighed og dannelse.
Lige et indspark her: I går var jeg til præsentation af solprodukter i den italienske Darling-serie, og da stifteren Alberto Giacobazzi havde afsluttet sin præsentation og skulle sætte sig på sin plads ved bordet, trykkede han hånd med den mand han skulle sidde ved siden af og den, der sad overfor. Det er dannelse, vi kunne lære noget af her i landet. Kort forinden blev jeg for eksempel afbrudt i en samtale uden undskyldning eller et blik og et smil og et ‘må jeg lige sige noget’. Normalt ville jeg blive vred og sige noget, men jeg kunne ikke rigtig opføre scener (; så jeg forlod bare ‘scenen’.
Og nu forlader jeg longskriveriet for i dag, og vender selvfølgelig tilbage med mere om alt det, der sker på solproduktområdet.

Kære Lise 🌹Hvad tænker du om tilskud af kollagen? Min 73 årige hud trænger til et boost.
Jette B: Kære Jette, der er dem, der siger, at det ‘giver noget’ og andre, der siger, at det er spildt. Men prøv – og husk, at du skal give det nogle måneder før du kan forvente at se egentlig resultat.
Kære Lise 🌹 Tak for info, det må komme an på en prøve 😊
Jette B: Det ER jo en proces, der kræver nogen tid <3