Vi smutter lige et skridt tilbage for at færdiggøre zink. Livsvigtigt mineral. Findes i alle celler. Og i mange kosttilskud til hud og hår. For zink er særligt koncentreret i de hurtigtvoksende og energikrævende cellerne her.
Som aktør i et par hundrede enzymprocesser eller flere er det ikke svært at forstå betydningen af zink. Og dermed faren for at blive overdoseret i frygten for at få for lidt. Men så skrider balancen. Til kobber for eksempel. Derfor er blandede kosttilskud fra seriøse producenter altid fornuftigt. På foto ses bare et lille udvalg af muligheder, hvis man leder specielt i gruppen hud/hår. Men selvfølgelig får man zink i multi-vitamin-mineral-tilskud.
Når zink er koncentreret i hud- og hårceller, så er det som nævnt fordi det er hurtigvoksende væv. Zink indgår bl.a. i celledelingen og i RNA/DNA syntesen i cellekernen samt omsætningen af proteiner. Blandt andet. Zink indgår også i SOD, kroppens radikalgokker par excellence – og sammen med kobber. Blandt andet derfor er balancen vigtig.
Energi, celledeling, antioxidantforsvar, immunforsvar, syre/base-stofskifte, insulinbalance, syn…og meget, meget mere. I øvrigt har mænd særlig koncentration af zink i prostata og sædceller, deraf myten om østers som afrodisiakum. Troen kan som bekendt flytte bjerge. Men bortset fra det, så er østers en god spise ikke bare med hensyn til zink (og kobber) men også proteiner, flerumættede fedtsyrer, B12 og nogle mineraler. Og så er det jo her, i østers, at sandkorn bliver til perler.
Om det nu skal være østers eller en rød bøf, mælkeprodukter, korn og kerner eller brune ris (indeholder meget zink), nødder eller grøntsager, så er kosten altid det vigtigste. Man må aldrig satse sin sundhed på kosttilskud. Det daglige behov er sat til 15 mg, og zinkglukonat optages bedre end zinksulfat og zinkoxid.
Og så ikke mere fra mig i dag, grundlovsdag, stemmedag og fars dag….I har rigeligt at lave derude i livet.
God dag allesammen ♥
Foto af brune ris: pixabay.com
Anette Hansen skriver
Hej Lise Grosmann
Kan man få nyheder fra dig.
Jeg forsøgte , men mailen på bekræftelsen røg på spam med advarsel .
VH Anette Hansen, Ebeltoft
Lise Grosmann skriver
Annette Hansen: HJÆLP (; advarer man ligefrem mod at følge bloggen. Jeg spørger fluks den dygtige kvinde, der hjælper mig med det her, som jeg ikke forstår en dyt af. Tak for at fortælle <3 Og selvfølgelig kan man følge/få nyhedsbrev (:
Anette Hansen skriver
Hej Lise Grosmann
Det skal du have tak for, dit svar. Ja og det gjorde det hele lidt lettere for den forvirring jeg har følt.
En ting vil jeg lige nævne, siden jeg begyndte at tilføre hørfrøolie og kæmpenatlys olie til min mad er mine negle blevet stærkere og håret blevet længere plus det ser sundere ud.
Tak for de interessante indslag på bloggen.
Venlig hilsen
Anette Hansen Ebeltoft
Lise Grosmann skriver
Anette Hansen: Det er jeg glad for. Og tusind tak for at fortælle om den gavnlige indflydelse, du oplever af hørfrø- og kæmpenatlysolie, som jo er vigtige essentielle fedtsyrer.
Anette Hansen skriver
Hej Lise-Grosmann
Tak for svaret.
Jeg er sådan i tvivl om indtag af vitaminer for til stadighed kommer der ny forskning frem som netop siger at indtag af vitaminer ser ud til at have modsat virkning. Altså øget dødelighed.
Jeg undre mig sådan over at forskningen viser sådanne modsætninger gang på gang.
Håber du forstår min bekymring, for jeg aner ikke mine levende råd om hvad jeg bør indtage af kost tilskud.
tak for en dejlig brevkasse
Med venlig hilsen
Anette Hansen
Ebeltoft
Lise Grosmann skriver
Anette Hansen: Kære Anette, hvis du spiser grønt og godt og varieret og ikke er på specielle detox-kure eller er vegetar – altså noget, der kan udfordre variationen i næringsstoffer og give mangler på specifikke stoffer – så behøver du ikke tage kosttilskud.
Men de undersøgelser, der viser øget dødelighed ved indtagelse af kosttilskud, gælder jo ikke mennesker, der tager en multivitamin/mineralpille. Og der er indlysende nok en risiko ved at indtage store doser af f.eks. fedtopløselige vitaminer som A og D, fordi de lagres i kroppen og kan medføre giftig overdosering.
Selv om vitaminer, mineraler og antioxidanter er stoffer, vi har brug for i meget lille målestok, så er det også potente stoffer. Og først og fremmest er det stoffer, der spiller sammen. Man skal aldrig tage meget store doser af enkeltstoffer uden at der ligger lægelig undersøgelse af mangel/behov bag.
Hvis du har mistanke om, at du mangler for eksempel D-vitamin eller du er vegetar og kan mangle for eksempel B12, så gå til din læge og få det undersøgt. Og ellers kan du tage en ‘multipille’ uden risiko. Men HUSK, at det er maden, der er afgørende for din sundhed.
Jeg håber, jeg har hjulpet dig. Og tak for fine ord om bloggen, som ja også er en slags brevkasse. God pinsemandag <3
Anette Hansen skriver
Hej Lise Grosmann
Jeg undre mig over alt det der med kost tilskud.
For jeg har læst at kost tilskud ikke skulle være nødvendigt.
Og i værste tilfælde kan være farligt p.g.a. over doser af de fedtopløselige vitaminer.
Venlig hilsen
Anette Hansen
Ebeltoft
Lise Grosmann skriver
Anette Hansen: Du har i princippet ret, og jeg har også læst det, du nævner. Det er et af de områder, hvor man let bliver totalforvirret, fordi den ene ekspert siger det ene og den anden det andet.
HVIS du spiser optimalt og næringsindholdet i det, du spiser, er, som der står i lærebøgerne, så behøver du i den grad ikke tage kosttilskud. Det vil ALTID være bedre at spise mad. Men visse stoffer kan være sværere at få dækket ind. D3 vitamin for eksempel som det jo har vist sig i de senere år. Er man vegetar er der flere stoffer, man er i risiko for ikke at få.
Derfor er en multivitaminpille en nyttig foranstaltning, fordi den indeholder flere vitaminer og mineraler og ofte også antioxidanter i rette indbyrdes forhold.
Med alderen, pga sygdom, svært ved at optage eller andet kan man komme til at mangle visse stoffer og så er det, at man – som jeg skriver – hvis man tager specialtilskud skal være opmærksom på balancen i forhold til i dette tilfælde andre mineraler (+vitaminer). Tager man store doser af vitaminer/mineraler, så kan de netop være giftige. Og det gælder især sådan noget som fedtopløselige vitaminer, som lagres og ikke ‘skylles ud’ som de vandopløselige.
Lang snak, men jeg håber, det belyste problematikken lidt.
Mange hilsener og tak for at skrive <3