A propos i går, hvor jeg nævnte det med at produkter ikke behøvede at være high tech for at gøre god gavn på huden, så fik det mig til at tænke på det HER indlæg, hvor I i øvrigt så smukt deler erfaringer i kommentarfeltet, og så kom jeg over et indlæg af Paula Begoun og kom til at tænke på serier, der ser dagens lys i disse år. Hænger I på (;
Nu skal jeg komme frem til det, for skal man vælge produkter efter alder? Skal man kun købe de formidable SuperFruit produkter fra Beauté Pacifique, når man er i 20’erne, som de nævner som målgruppe? Er Waso’s helt vidunderlige bouncy fugtgels kun til teens og hvad med My Clarins, der lige som Shiseido-serie er den rene botanik-for-hud. Eller Biotherm’s ny serie Aqua Super Concentrates, som de specifikt retter mod de 18-24 årige? Altså alle sammen no-go, hvis du er 30 eller oh gru! derover.
Alder er ikke en hudtype, skriver Paula Begoun og fortsætter, at en på 50 år kan have den samme hudtype og udfordringer som en i 20’erne eller 30’erne….fedtet hud, tilstoppede porer, glødløs trist hud, uensartet hudtone og faktisk kan også den unge hud have udfordringer, man normalt forbinder med moden ældet hud. Sol spørger ikke om alder, den ælder bare! På fredag tager jeg i øvrigt fat på sol-forberedelseskuren for alle. Jeg tror, der er mindst en overraskelse.
Nu er der jo en bagtanke med den pludselige interesse for unge, man vil have fat i målgruppen og binde dem til brandet med de her Insta-cute serier. Og hvis man er 17, så synes man måske nok, at farmor skal finde sig en anden My-Clarins-serie. Men farmor! Din hud har helt sikkert brug for fugt, og den der mist fra SuperFruit er slubre slubre for al hud. Og i øvrigt indeholder serien faktisk high tech i form af peptider. Og de er fremtiden, så dem skal I høre mere om.
Så, når Biotherm i forbindelse med Aqua Pure skriver, at mangel på søvn, megen skærmtid, stress, make-up, forurening, mange gøremål kan give kedelig hud, så er det mildest talt ikke noget, der specielt gælder de 18-24 årige. Faktisk vil den unge hud måske netop klare udfordringer bedre, fordi naturen har sørget for, at der er godt med energi i alle celler. I øvrigt er glycerin, hyaluron, vitaminer og salicylsyre, som er ingredienser i serien, et generelt behov.
Konklusion: Grib efter det på hylden, som huden vil få det bedre af. Fugt, fedt efter behov, antioxidanter og UV-beskyttelse ved behov. Og de her serier ligger ofte i et rimeligt prisleje af de nævnte vi-vil-tækkes-grunde.
Så prøv lige den der superfrugt mist og Waso’s gel’s, der er fugt på steroider og ser ud som man forestiller sig hudens fugtmadras må være, når den er virkelig vandfyldt, og det er jo vigtigt af de HER grunde. I serien er i øvrigt også en fugtlotion med Color-Smart teknologi, og det kan pynte på hud i alle aldre. Jeg har ikke testet My Clarins og Biotherm Aqua Pure, men det samme gælder helt sikkert disse produkter.
PS: Selvfølgelig kan hud have behov for andet og mere, men det er stadig ikke kun et spørgsmål om alder, mere om hudtilstand. Og jo, alting kniber mere for en hud, der har været i gang i mange år. Lige som alt andet i os.
PS: Der er i øvrigt heller ingen grund til, at mænd ikke også kan bruge med her.
Nyd lige den lille Shiseido-film her….jamen, det er jo alt det, der sker derude lige nu.
https://www.youtube.com/watch?v=KMHksE7H0pY
Skriv et svar