Og kost er sund fornuft og ikke diæt
Hudlæger er blevet særdeles aktive på ikke mindst Instagram. Og de danske følger trop. Dejligt jo, for vi skal have formidlet noget viden om hud. Og heldigvis er der rigtig mange, der siger STOP for det, der efterhånden er mere overgreb end hudpleje. Og det glæder mit gamle skønskriverhjerte, at de går efter grovkornet eksfoliering og OH GRU! dermaplanning. I ved det der skarpe blad, som skraber hele hudoverfladen og de små dunhår af, så man kan få glass-skin.
Totalt fraværende er, at man spørger sig selv, om der mon er en forklaring på, at de sidder der, de keratinceller. De har jo faktisk en vigtig funktion. Forsvar, beskyttelse, fugtbevaring….Og huden har de enzymer, der løsner, hvad løsnes skal, når tiden er inde og hudcellerne nedenunder er klar til at overtage opgaven.
GID formidlere af og udøvere af disse vanvittige rutiner ville sætte sig ind i, hvad der rent faktisk ligger i ordet ‘barriere’, som alle villigt nævner for at sælge deres budskab om forbedring. Jeg følger en erfaren hudlæge, @drbencoyle, som ind imellem går hårdt til påstande om positive effekter af behandlinger.
Forleden var det tidens hype på ‘regenerative aesthetic‘, hvor han mindede om, at det eneste, der kan regenerere din hud, det er din hud. Jeg vigtede mig lidt, fordi jeg tænkte på mit lille motto: Hudpleje går ud på at gøre huden bedre til det, den er bedst til! For det er jo den, der skal reparere, forny og forbedre.
Hvad jeg ville ønske, at så mange hudlæger ikke i så høj grad gik ind i, det er kosmetik-delen i ingrediensforstand. Hudlægers uddannelse og ekspertise går på hud og hudsygdomme og herunder altså, hvad hud kan og ikke kan modstå/tåle, at vi gør ved den. De produkter, de arbejder med qua deres speciale, det er medicinske behandlinger. Men heller ikke dem har de skruet kemisk sammen.
Jeg husker, at en af mine hudhelte, kemiker Joe Lewis (ham med hudplejepyramiden), engang nævnte, at der kom mange doctor-brands, men at de jo havde brug for sådan en som ham til at udvikle indgrediens-komplekser og sætte dem sammen i en effektiv og holdbar velfungerende formel. Han er kemikeren bag serier som bl.a. Prevage og Elizabeth Arden PRO samt MD Formulation og Priori.

Lige nu er hans superantioxidant Q10-på-steroider, Idebenone, det store (gamle) nye. Jeg har siddet på lyttebænken hver eneste gang, han var i København – ofte sammen med Pudderdåserne i øvrigt og så selvfølgelig kosmetologer, fordi det var professionelle serier, han arbejdede med.
Selvfølgelig er der undtagelser inden for hudlæger, hvad ingrediensforstand angår. En hudlæge som Howard Murad for eksempel, for han er også farmaceut. Og selvfølgelig er der herhjemme hudlæger, der har arbejdet på indsigt i kosmetiske ingredienser og effekt. Men vi skal faktisk ikke længere tilbage end min skrivetid, hvor landets førende hudlæge vrissede af spørgsmål om cremer og sagde, at hans kone brugte vaseline som natcreme. Hvis du gerne vil have faglig indsigt i kosmetiske ingredienser og formler, så følg Dr. Michelle Wong/Lab Muffin Beauty Science
Da ikke bare skønhed men livsduelighed i det hele taget kommer indefra, så bringer det mig over i ernæring, som hverken praktiserende læger eller hudlæger sådan rigtig uddannes i. Og det giver ekstra frit spil for en uendelig række påstande på de digitale platforme. Så må vi ikke spise kulhydrater selv om det faktisk fra tidernes morgen har været vores indlysende tilgang til energi. Vi skal spise kød, kød, kød siger andre. Palæo-diæten bliver ved at overleve i en eller anden udgave, hvor man hævder, at vore forgængere i stenalderen hovedsagelig har levet af kød.
Det sætter palæo-antropolog Daniel Lieberman’s ord på i opslaget på @newscientist 0g i videoen, som jeg indsætter nederst. Og jeg elsker, når han siger ‘I dag behøver vi ikke bekymre os om at finde/fange vores mad men om at vælge (rigtigt).’ Og det er jo så det store problem. Det er et faktum, at vi er den mest sukkerindtagende befolkning – og her ikke mindst sukkerholdige drikke.
Real food, not too much, mostly plants! Den holder, og det er altid der man ender, når der er bokset frem og tilbage i junglen af budskaber.

Lige til slut en påmindelse, du husker – hvis du overhovedet har mulighed – at poppe up her, ikke. Jeg glæder mig selv SÅ meget….
GOD WEEKEND forhåbentlig med det sommeragtige vejr, vi har haft de seneste dage ♥

Som altid kommer du vidt omkring. Tak for gode anbefalinger. Glad for du har gjort forarbejdet og “bokset” rundt i “budskabs-junglen” for os!
Og ja, glæder mig også vildt til pop-up event i Kbh!💞
God weekend kære Lise
Pernille S: Interessen for hud og muligheden for at produktsmøre den er jo forholdsvis ny, og derfor er det nemt at forvirre – eller måske endda vildlede – forbrugere. Men det kniber generelt med at forstå, at på trods af ændrede luftforhold, om man så kan sige, så er huden selv stadig vores bedst forsvar. Vi står os bedst med ikke at stresse den, så der mangler cellekapacitet.
Og jubiii jae til pop-up-event – og hvis DMI tipper rigtigt også et solbeskinnet smukt København.
God weekend også til dig <3
Igen, igen et dejligt skriv, Lise.
Go’ weekend 🍁
Mette: Det er jeg så glad for, og tak for at skrive det. God weekend også til dig <3