Få videnskabens overraskende forklaring
Fik du læst og/eller set video HER om det særlige gel-vand, der kan oplagre og levere energi. Det er jo noget, som fedtceller ellers især har speciale i. Men det er ret vildt, at de tilsyneladende også kan huske, om de har lagret meget fedt på et tidspunkt. De kan altså huske, hvis man har været overvægtig, som de fortæller HER og refererer et studie omtalt i Nature.
Igen er det epigenetikken*, der spiller ind, og det fik mig til at tænke på mig selv og det omvendte problem, for som de skriver i artiklen, så er der jo også dem, der aldrig har været overvægtige og ser ud til at kunne spise alt uden at tage på. Sådan en som mig. Er det fordi mine fedtceller sygnede hen, da jeg i de tidligste år af mit liv var et lille skvat og kom på ‘svagbørnskoloni’, som man kaldte det? Fedtcellerne lærte aldrig at lagre fedt. Eller…. ?
* Genetikken lader pistolen, men det er miljøet, der trykker på aftrækkeren.
Det får jeg så ikke svar på i artiklen, og selv om forebyggelse som regel er den bedste kur, så håber, jeg ikke, at ‘kolonier’ bliver inspiration. Men i hvert fald peger forskerne på, at “….hvis vi vil gøre noget ved fedme på globalt plan, skal vi måske se på, hvordan vi kan sikre, at mennesker aldrig bliver overvægtige til at starte med…… ” forklarer en af forskerne bag studiet, professor Ferdinand von Meyenn fra Department of Health Sciences and Technology ved ETH Zürich.
Man studerede bl.a. fedtvæv fra fedmeopererede personer fra før fedmeoperation og fra fedtvæv efter personerne havde tabt en masse kilo, og fik dermed mulighed for at undersøge, hvad der sker af forandringer i fedtvævet, når folk taber sig. Resultatet viste (forenklet), at fedtcellerne opførte sig genetisk set som om de stadig sad i fedtvævet hos en person med svær overvægt.
”Vi kunne med dette forsøg vise, at adipocytterne har en eller anden form for hukommelse. Adipocytterne er blevet tilpasset til at blive eksponeret for et højt indtag af energi, og den tilpasning mister de ikke igen, selvom folk taber sig,” siger Ferdinand von Meyenn. Og epigenetikken kan være fedtvævets hukommelse. Og det er altså forandringer/ændringer i den måde, som gener bliver aktiveret eller deaktiveret men ikke i selve den genetiske kode, som de skriver.
Forskernes plan er at fortsætte med at undersøge, hvordan vægttabsmedicin påvirker epigenetikken i fedtceller for måske der at få et hint om, hvordan et opnået vægttab kan fastholdes. Det vil jo være fantastisk for de mennesker, der kæmper med overvægt, men også globalt over for et stigende problem med fedme. Men jeg synes i det hele taget, at det er utrolig spændende, hvad nyere forskning viser om, hvor geniale vi er – om det er gelvand eller fedt med hukommelse. Har du tid, så læs!
Og så nåede vi igen weekend, herfra med portræt af årets første udsprungne rose og en kærlig hilsen og tak for at læse med her ♥
Skriv et svar