Og gør det helst i tide! Jeg leverer tips her…
Jeg har netop afleveret en sag til Helse, hvor emnet var kollagen. Og siger man kollagen, så tænker de fleste nok rynker og tab af fasthed. Men netop det gode greb har jo også betydning for om porer forbliver diskrete eller trækkes åbne. Som mine egne, der gaber provokerende i hageområdet, hvor der jo er mange porer at hive ned i.
Vi har nu engang porer fordi porer er nødvendige, det er ad den vej talg og sved kommer ud på huden. Og vi hverken kan eller skal ‘lukke’ dem, men gøre dem mindre synlige kan man godt. Først og fremmest ved at forebygge. Den ene ting er let og kræver bare lidt ekstra fokus i bogstaveligste forstand i dybden ved at holde åbent for talgafløb. Den anden er det med solen, der spolerer kollagen og og elastin. Og så husk, at det gør sukker også. Lad os starte med det primære for alle…

RENS RENS RENS! Sov aldrig med makeup, så beder du om at få store porer. OK, måske ikke fordi du gør det en enkelt gang eller to, men kan man springe over en gang, så kan man også næste gang. Hav eventuelt renseservietter til de aftener, hvor du ikke orker bruge tid ved vasken.
For mange vil omhyggelig rens være tilstrækkeligt. Og hvor meget skal man rense? Til huden er ren! Det ses på den renserondel, man bruger. Skal man dobbeltrense? Det kan da være, at man skal over huden med renseprodukt to gange, før den er ren, så i den forstand ja.
Har man stor talgproduktion vil der også være en tendens til, at hudceller, der ellers skulle drysse af og med dem snavs, de samler sig med talg nede i porekanalen. Det skal man have hevet op. Og det får man gjort let og enkelt ved daglig T-zonebrug af salicylsyre, der modsat f.eks. glykol- og mælkesyre er fedtopløselig og derfor særlig velegnet lige til den opgave.
OBS! Også ler har gennem tiderne vist sig effektivt til at rense porer og forfine hud. HER har de lige nu et ret fantastisk tilbud (75 kr. pr styk i fuld størrelse) på både lermaske og serum med alle kendte ingredienser, der kan stramme grebet om porerne og give bedre hudstruktur. Rootree Mulberry 5D er K-Beauty fra bedste hylde, og er der et sted, man ikke accepterer andet end glat hud, så er det i Sydkorea. De har så også forstået at finde løsninger.

Solskadet og almindelig ældet hud er den næstehyppigste årsag til store porer. Her er forklaringen, at hudens elastiske fibre ‘forsukrer’ og mister det stramme hold i huden og at basalmembranen flader ud og huden i det hele taget ikke sidder så stramt længere.
*/ Giv din hud fugt og passende fedt til at holde på den, fugten, og supplere barrierens naturlige indhold. Som i væsentlighed er ceramider og squalane, der også er OK til fedtet hud. Og ellers undlad at smøre næsepartiet. Vær opmærksom på, at en fedtet hud, der savner fugt, den kan finde på at skrue op for talgproduktionen.
*/ Med til både forebyggelse og genskabelse af et lidt fastere hudgreb om poren hører de kendte fiberstrammere: A, B3 og C – altså retinol eller andre A-vitamintyper, niacinamid og C-vitamin, som i dag findes også i andre typer end ascorbinsyre, der lige som retinol kan irritere visses hud. C-vitamin er afgørende for dannelsen af kollagen, så sørg for det også indvortes. Og så er flere af peptiderne gode til at cellesnakke lidt fastere hud, herunder kobberpeptid.

DROP
*/ Damp! Ikke et enkelt forkølelses-dampbad men regelmæssigt. Det anbefales ofte netop for at fjerne urenheden i porerne, men der er bare det, at porer ikke er døre, så de er ikke til at lukke med iskoldt vand, som det også ofte anbefales.
*/ Okkluderende natmaske. Man kan endda læse råd om at sove med vaseline. Ikke godt for hud at blive spærret inde længe. Man kan næsten høre porerne gispe (; Skal du maskebehandle for udvidede porer og fedtet T-zone, så prøv en lermaske.
*/ Hvis du færdes på især TikTok, så har du set influencere, der ser ud som om, at deres hud er pakket ind i plastik. Glass-skin kom med K-Beauty for år tilbage, og den holder endnu. Forleden lyttede jeg et opslag på Instagram, hvor en ung fyr fortalte, at hemligheden bag denne tilsyneladende attraktive blanke hud var at finde i snegleslim. Så ved du det.
PS: Måske husker du citatet, men han har jo ret:
“Hvad er den største misforståelse folk gør i forsøget på at behandle deres porer?” bliver dermatolog Robert Anolik spurgt i et interview, og hans svar lyder “Forstørrelsesspejle og Instagram-filtre!” Han synes, vi skal smide forstørrelsesspejlene ud, for ingen ser os sådan for i så fald ville de skulle se os gennem en lup. Et forstørrelsesspejl er det modsatte af et Instagram-filter, som softer porer, så de overhovedet ikke ses, siger han.
Og han rammer jo noget, vi nok må vedkende os, vi har en tendens til at overfokusere og søge en unaturlig perfektion. Men med hensyn til forstørrelsesspejle, så er vi jo nogle, der ser temmelig uklart uden. Jeg tør ikke tænke på, hvor min mascare ville havne, hvis ikke vippeudsmykningen skete med forstørrelse.

Skriv et svar