For hold op, hvor er meget ikke blevet lettere
Forleden læste jeg artiklen HER, hvor aldringsforsker og sundhedsekspert læge Morten Scheibye-Knudsen siger, at ‘vi skal stoppe med det overdrevne fokus på protein’. Mange (?) stræber efter to gram protein pr. kilo kropsvægt. Det er da godt nok også en del over de anbefalede 0.9-1.1 gram, men nu er det nok relativt få, der bodybuilder sig med überproteinspisning. Det allerstørste problem – også i den forbindelse – er nok ‘råvaren’ om man så kan sige. Om man går op i dyrevelfærd eller ej, så er deres kød sundere, når de selv har spist sundt. For eksempel været på græs. Og sådan svirrer det hele tiden med tal og tips, der kan forvirre de fleste*
*PS: Det er jo ikke Scheibye-Knudsens mål at forvirre, men det bidrager til den overdosering af information, som risikerer at få mange til overhovedet at beskæftige sig med at spise fornuftigt.
Uden sammenhæng i øvrigt minder det mig om sukker-forvirringen. Logisk nok skal vi ikke spise sukkerskidt, men det foranlediger så nogle til at fraråde kulhydrater over en bred kam og advare mod frugt. Det gør læge/professor Bente Klarlund så ikke, advarer mod frugt, men hun ‘indrømmer’, at hun har svært ved at holde op med at spise slik. Og så fortæller hun, at hun er blevet mere skarp på, at ultraforarbejdet mad er usundt, og at der er blevet mere klart for hende, hvorfor grøntsager er så sunde. Det første er jo skidt og det andet godt for vores tarmbakterier. Og så er der lige det med næringsstoffer. Vi har vel egentlig vidst det længe.
Der ligger jo fornuftige anbefalinger på stort set det meste inden for kost. Men alligevel køres der lige nu voldsomt på ultraforarbejdet mad i stort set alle medier. Der er næsten ikke den ekspert – eller ekspert i egen opfattelse – der ikke har været på banen siden Nicklas Brendborg som en af de første nævnte det i forbindelse med sin bog ‘Vanedyr – Videnskabens manipulation af vores instinkter’ fra 2023.
“Vi spiser usundt, vi spilder tid på telefonen, og vi binger Netflix. Men er det vores eget valg, eller har en hær af forskere hyret af de største industrier truffet det for os? Det ligger i alle arters instinkt at ville have mere, større og bedre. Den viden har verdens store virksomheder – fra fødevarer til sociale medier – brugt i deres udvikling af afhængighedsskabende superstimuli. Individets viljestyrke er oppe imod topforskere med hjernescannere, højteknologiske laboratorier og viden om menneskets biologi. Men det betyder ikke, at kampen er tabt. Forstår du først, hvordan de forskellige mekanismer virker, kan du tage magten tilbage.”
TAK Nicklas Brendborg for at holde fokus, dele fornuft og så den lille mistanke om bagtanker! PS: Fremhævelser med fed skrift er lavet af mig og ikke NB.

Foto: Mon ikke de fleste selv uden evidens ved, at det er det her og ikke burgeren, der har det, deres krop har brug for
Det bringer mig frem til ordet, jeg har det lidt stramt med. ‘Evidens’. Dels bliver det misbrugt af mange, der ikke har en basisviden, for så kan de fremhæve sig som kritiske og bevidste. Fint nok og selvfølgelig kan ingen bruge sludder og og TikTok-vrøvl til noget. Tværtimod kan det jo være skadeligt, fordi så mange følger andre blindt. Og i fremtiden skal vi vænne os til, at AI-‘skribenterne’ blander sig uden at vide, hvem der har fodret dem med information.
Men stadig betyder ordet altså ‘sandsynlighed’, og der er jo set en del eksempler historien igennem på, at det, der på et tidspunkt blev anbefalet med evidens, senere viste sig at være lidet hensigtsmæssigt eller måske direkte farligt. Naturens logik manglede lissom. For eksempel da alverdens læger og forskere fik folk til at fordømme smør og vælge transfedt.
Og så er der professoren, som faktisk indrømmer med sine råd og den tillid han nød formentlig at have slået mange ihjel, så i dag fortryder han det meste af det, han har sagt!!! Der findes, siger Arne Astrup i artiklen, en række eksempler på, “at jeg har været med til at formidle kostråd, der senere har vist sig at være forkerte…..min gennemslagskraft var stor. Så meget desto værre, når rådene var forkerte…” Citat slut. Og ja, der var ovenikøbet evidens.
Og som forskeren HER gør opmærksom på, så er evidens ikke det samme som bevis. Den påstand er der også mange, der er kommet galt af sted med i tidens løb. Vi kan allesammen sætte os ned og læse en masse ord, men uden erfaring har man ikke noget at holde eventuelle påstand op mod. Det er jo ikke tilstrækkeligt, at jeg kan referere og linke til studier, jeg skal jo også selv have en viden.
Og allermest vigtigt: Det er jo kun det, man har valgt at studere og ofre penge på, der kan tildeles evidens. Det gælder sjældent naturens uendelig bidrag af stoffer, for man kan ikke tage patent på naturen.

Ugeskrift for Læger skriver i en artikel sådan: “Naturlægemidler defineres som »lægemidler, hvis aktive indholdsstoffer udelukkende er naturligt forekommende stoffer i koncentrationer, der ikke er væsentligt større end dem, hvori de forekommer i naturen«. Før der gives en markedsføringstilladelse, kræves det, at den ansøgte indikation er velkendt og beskrevet ved gennemgang af den publicerede videnskabelige litteratur. Der kræves ingen evidens for virkning eller klinisk kontrollerede undersøgelser af præparatet. Den farmaceutiske industri har ikke økonomisk incitament til at foretage sådanne undersøgelser, idet patentbeskyttelse ikke er mulig. Lægemiddelstyrelsen stiller også krav til fremstillingen og kvaliteten af naturlægemidlerne mht. råvarer, specifikation og holdbarhedsdokumentation. Lægemiddelstyrelsen har per 1. oktober 2001 godkendt 179 naturlægemidler i Danmark.”
Måske husker I artiklen, hvor en af landets førende hudlæger udtalte sig temmelig karsk om Hårklinikkens produkter og ‘påstand’ om øget hårvækst, for det er jo naturlige ingredienser. Nu er det næppe sandsynligt, at man med klinikker mange steder i verden er i stand til at bestikke alle klienter/kunder til at påstå, at de har haft gavn af produkterne. Jo tak til skepsis og advarende fingre fra læger, men de er ikke eksperter i alt. For eksempel sjældent i hudplejeingredienser, som hudlæger er blevet rigtig meget optaget af at rådgive om.

Foto: Ja, hvis vi stadig ikke forstår vores hud, så må vi jo sætte vores lid til, at AI gør. Bortset fra – som jeg har forstået det – at ‘den’ foreløbig skal menneskefodres med viden
Og nu står vi overfor AI, som begejstrer en hel verden. Der er ingen tvivl om, at det inden for den videnskabelige teknologi og medicinen kommer til at forandre totalt, men der er heller ingen tvivl om, at det for eksempel inden for kosmetikbranchen vil blive det push, man håber giver øget salg. For er der i virkeligheden sket ret meget nyt på ingredienssiden de senere år? Det ser vi på i det nye år!
Og det var jo noget af et longskriv lige her efter jul. Jeg håber, I har haft mulighed for at nyde nogle dejlige dage ♥

Skriv et svar