Et kort øjeblik følte jeg ‘ægte’ stress

Men stress er mest noget helt andet og meget lidt ferievenligt

Her i formiddag oplevede jeg lidt af den stressreaktion, som vi har indbygget fra skabelsen. Den der er en mening med. Overlevelse faktisk. Følelsen var selvfølgelig ikke i nærheden af den, som de har, hvor skovbrande hærger for ikke at tale om bomber, der falder, for det var bare et lyn, der slukkede skærmen. Jeg burde jo have afbrudt forbindelsen frivilligt, for brag fulgte lyn ret tæt, og så ved man jo, at det er over hovedet. Men tordenvejret drog videre, lettelsen og adgangen til at skrive, indfandt sig.

Men der er jo en anden type stress, der bliver derinde og gnaver. Lige nu er der mange, der starter ferie med forventning om at lægge hverdagens bøvl og stress bag sig. Tankerne skal bare flyde, væk med alle problemerne. Men ofte  sker jo det modsatte, for når jobbet og dagligdagen ikke tager tiden, så bliver der plads. Det, man har forsøgt at skubbe foran sig med en ‘glem det’, ‘det går nok’, ’tilgivet’ label på, det gnaver sig op i bevidstheden og minder om, at det ligger der – uafklaret.

Sædvanligvis definerer vi stress som ‘kæmp eller flygt’, den livsnødvendige. Men så er der  ‘frys’-tilstanden, og den tror jeg er i stærk fremmarch. Man fastlåses i en tilstand, som udløser en masse indre processer, der nedbryder ikke bare livskvalitet men også helbred. Jeg har selv været der og blev virkelig syg. Faktisk aldrig mit gamle jeg.

Men der er også den fjerde traumerespons ‘at krybe’. Man bliver en pleaser, der fornægter egne behov og undlader at sætte grænser i håbet om, at det går over. At man undgår konflikt, hvis man holder for sig selv, hvad man tænker og føler og i stedet smigrer og siger ja til alt.

Pleaseren kan være mennesker med lavt selvværd eller der kan være andre personlighedsårsager, men mon ikke vi allesammen ind imellem har en flig af pleaseren i os og undlader at sige fra eller stå fast bare for at få fred.

Alt sammen nedarvede instinkter om man så kan sige – selv om de aktiveres af og aktiverer forskellige hormoner og hormonrespons. Ingen af tilstandene er hensigtsmæssige, men især når stressen ikke afløses af genskabt balance er det jo et problem.

Foto: Skal man massere er en olie eller ‘fed’ creme en god ide, så man kan holde hænderne på huden længst muligt uden at skulle afbryde for at hente mere ‘smøre’.

Fra et evolutionært synspunkt, så har kæmp eller flygt jo indlysende sikret overlevelse. Man måtte beskytte hinanden og ikke mindst sit afkom, så livet kunne fortsætte. I tidernes morgen har ikke mindst kæmp-responset været en mandeting, mens man taler om, at kvinder især har praktiseret det respons, man har døbt ‘tend-and-befriend’. At reagere på trussel ved at holde sammen på flokken.

Tend-and-befriend er at yde omsorg, hjælp og trøst. Og dele kram ud. Og relationer er mere end nogensinde løsningen for hver og en af os. Faktisk taler man om, at det bør have mere opmærksomhed end kost og motion. Hvad man også i den grad skal tænke ind, det er sin hud. Som membranen mellem vores indre og ydre og i tæt forbindelse med hjernen, så reagerer den på stress af alle slags.

Derfor kan intet konkurrere med berøring. Ord skal høres og vurderes i hjernen, men selv den letteste berøring iler med at udløse alt, hvad hjernen kan sparke ud af velværehormoner.

Vi køber os til det som aldrig før, og man har for længst fanget det derude i det kosmetiske univers, så nu sælger man ikke bare hud- og kropspleje eller en problemløsende klinikbehandling, man sælger ‘me time – you time – selfcare og hvad man ellers sætter på af ‘du har fortjent det’ betegnelser. Men når nu kvinder har et særligt talent for ‘tend-and-befriend’, så kunne vi jo give hinanden en god massage engang imellem. Det ville ikke bare spare penge men være ren win win af nærvær. Det rene kram.

Sjælekrammet er også derude lige nu, hvor alt er indbegrebet af liv og frugtbarhed og livet fortsættelse. De her katost, der kom af sig selv, er jeg heldig at se hver dag ♥