Vi kommer nemlig ikke nulstillet til verden!
“Den vigtigste og mest risikofyldte udviklingsperiode for barnet er graviditet og fødsel”, citeres den danske læge May Olofsson for at have sagt i 1998, og jeg har en svag erindring om en amerikanske børnelæge, der talte samme sag. At vi ikke fødes som et ubeskrevet blad. Noget jeg har tænkt over, og derfor blev jeg blæst bagover af @rikkepaa_vrangen_podcast, hvor hun har en snak med Henrik Dybvad Larsen, som er psykolog med speciale i prænatal og perinatal psykologi. Det er en underdrivelse, når hun kalder deres snak mindblowing.
Jeg er faktisk slet ikke kommet mig over de ting denne kloge mand fortæller. For de bekræfter noget, der har optaget mig en del især i de senere år. Fordi jeg ser et mønster af afvisning i mit liv, og det var sådan, mit liv begyndte – med at være uønsket. Undskyld, hvis jeg bliver for personlig, men jeg er rystet på flere niveauer.
Samtidig er det jo også vanvittig ‘spændende’ og en viden, der i bogstaveligste forstand er livsvigtig for “alle der har tilbragt tid i en livmoder”, som Henrik Dybvad Larsen skriver på forsiden af sin hjemmeside. Og hvordan med børn, der har tilbragt den tid i en ‘låne’livmoder hos en rugemor eller bliver adopteret og skal være barn hos en anden mor.
Der tales meget om epigentik i disse år, og det handler om det faktum, at betydningen af de gener, vi får med os fra mor og far, afgør mindre end det liv, vi lever, men altså også det liv, som vores forældre har levet og hvad de har været udsat for. HER (se foto) omtaler de, hvordan traume oplevet i barndommen kan sætte biologiske spor endog i sædceller. Så det er altså ikke kun mor, der er ansvarlig, begge forældre leverer epigenetisk ‘materiale’. Og det er ikke kun usund livsstil, det er altså også det psykiske. Der sker simpelthen en påvirkning af det lille voksende barn derinde.
Mine forældre søgte abort, og da de fik afslag forsøgte de selv, som mange gjorde dengang med alle mulige forfærdelige midler. Prævention var ikke almindeligt mens ikke-planlagte graviditeter var det. Min farmor var en af 11 børn og alle de graviditeter har næppe været planlagt og velsagtens heller ikke ønsket selv om jeg ikke hørte klager fra hende og hendes søskende. Men det hørte nu ikke den generation til.
Fotossession med mor og far ♥
Jeg har for længst tilgivet mine forældre, tiden var en anden, og de tænkte jo ikke ondt, de magtede bare ikke et barn (min mor var 19 år). Men der har nok ikke været en positiv stemning, mens jeg lå derinde og skulle blive mig. Tårer og stress nok nærmere. Ydermere havde de begge haft en ikke særlig psykisk sund barndom som jo så ifølge nutidens forskning går videre som epigentiske spor til næste generation.
Det rystede mig som nævnt at høre og også læse, hvad Henrik Dybvad Larsen fortæller, for jeg har mange gange tænkt over og forsøgt at finde ud af, om man vidste noget om, hvor meget tiden i livmoderen betyder for barnet. Det nævnes for eksempel, at man skal tale med barnet mens det ligger i maven, og jeg tænker, at min mors snak nok ikke har været bekræftende for lille Lise. Tal lige om selvværd.
Jeg skal straks have Henrik Dybvad Larsen’s bog, men lige nu starter jeg læsning på hans hjemmeside, som jeg linker til i øverste linje. Podcasten er HER og HER og dig, der kan, du kan komme til foredrag den 25. september i Herning, jeg kan desværre ikke.
Men jeg kan ønske jer alle en dejlig weekend ♥
Så spændende læsning, Lise.
Jeg er rørt over din historie, og jeg er glad for du er her selvom jeg ikke kender dig.
Jeg hørte podcasten og blev betaget af afsnittet og sendte straks videre til min søster som er sonograf, og tilfældigvis arbejder sammen med folk der skal være med på kursuset han udbyder. Har født mit andet barn for 2 mdr siden, og det sætter tanker i gang. God dag, knus.
Nanna: Tusind tak kære, hvor er det søde ord <3 Spændende, at din søster kender nogen, der skal på kursus, så er du tæt på referat. Gid jeg kunne deltage, for efter den podcast, så vil man jo bare vide meget mere. Jeg er sikker på, at de små, der har boet med dig, har haft en meget dejlig tid. God aften og knus også til dig <3
Det er så rørende at læse, Lise, tænk at du kæmpede for livet, blev født og blev til den du er. Det er godt nok fantastisk. Det er spændende læsning og viden, og jeg kan relatere det til egen familie, hvor min storesøster blev “skabt” da min mor kun var 16.
Jeg ved jo ikke om hun/de forsøgte alt mulig, hun blev ihvertfald født. Men det er nok ikke de store lykkelige følelser min søster har ligget inde i maven omgivet af. Som med dig. Heldigvis stod min far ved hendes side, da hun blev smidt ud hjemmefra og og og. …..
Din mor og far holdt jo også sammen og du blev elsket da du var der, er jeg sikker på.
Og det med at tale til sin baby i maven, det gjorde man jo i hvert fald allerede i 70’erne, hvor jeg plaprede, masserede og klappede i et væk til datter ❤️ og hørte smuk musik.
Samtidig må min sammensætning af hormoner have været helt fantastisk mens jeg var gravid, for jeg var så harmonisk og glad som aldrig før eller siden 😅
Tak Lise 🙏🏼
Karin Winther: Uh, en grum skæbne og jo ikke bare for din søster derinde i det mørke rum, hvor triste ord og tanker sikkert har runget, men jo også for din mor. Herregud 16 år, men godt de holdt sammen, det har forhåbentlig givet kærlighedssignaler trods alt.
Og jeg kan levende forestille mig, at du har sendt kærlighed på alle niveauer ind til dit lille Liv-barn, som jeg jo kender lidt fra vores fælles branche – en klog og dygtig kvinde, der også er smuk udenpå <3
Nu, du nævner det med at have det fantastisk mens du var gravid, så kan jeg huske, at min mor fortalte, at det at føde var som at 'smutte mandler', så i den proces har jeg altså ikke lidt (; Som jeg skriver til Anneka, så var jeg i de første år ofte om dagen hos min farmor og bedstefar, og det har jo været en kærlig og tryg base, hvor jeg sikkert er blevet forkælet, så der er rettet lidt op på det, der nok ikke var rart inde i maven.
Det gik godt, vi fik livet og vi værdsætter det.
TAK til dig kære Karin <3
❤️
Der er meget guld gemt i bedsteforældre 🥰 som du helt sikkert er guld for dine nevøer !
It takes a village som det er moderne at sige, og det er ikke uvæsentligt hvem man møder gennem barndommen !
❤️❤️❤️❤️
Karin Winther: <3 også til dig. Sødt af dig at gøre mig til guld for nevøerne, men de har jo bedsteforældre til begge sider og er godt og trygt pakket ind også i søskende. Men jeg er sikker på, at de elsker faster Lise, som også er deres gudmor i øvrigt. Min village var meget det familie, der også havde sommerhus i Skamlebæk, det har nok haft meget stor betydning. Ligesom det har haft at bo i en ejendom, hvor man ikke gik forbi hinanden på trappen men snakkede sammen og vi børn legede sammen nede i gården. Det var - tror jeg - en sund opvækst, men ingen mødre går jo hjemme i dag. God dag kære <3 <3 <3
Ja men sagde han ikke også, Henrik D. Larsen at når man snakkede til fosteret først og forklarede hvad der skulle ske, så blev barnet ikke uroligt eller slog ud efter nålen. ..Det er jo helt vildt! – Og at fosteret stivnede når forældrene skændtes. Men så må det jo også kunne mærke kærlighed, glæde osv.
Den bog kommer forhåbentlig også ind på heling
..Tænker når jeg ser dit familiefoto at du var knus-elskelig ❤️👶
Anneka: Sikkert også det, ligesom han talte om stress, som fik mig til at tænke på det med hormese. For han sagde, at den der kortvarige stress muligvis kan ruste barnet til stresshåndtering i livet mens langvarig stress kan skabe problemer. Hvordan det med skænderier ruster eller ikke gør, det kan man så gætte på. Mht kærlighed og glæde, så sagde han jo netop også, at man skulle tale til barnet og fortælle, at man elskede hende/ham. Hold op, hvor jeg håber, at der vil blive forsket rigtig meget i det her og at det kommer UD, så alle med en gravid mave ved. Og på sin vis også dem, der er realtioner til den gravide. Barnet er en del af familien før det er det rent fysisk.
Mht. mig, så har jeg ingen erindring om svigt ud over det, der helt klart har været under graviditeten. Den første tid har nok været svær, og det er formentlig forklaringen på, at jeg var meget hos farmor og bedstefar. Og så har det, at sidstnævnte købte grund i Skamlebæk og familien byggede sommerhus, hvor vi var hver weekend, jul, påske, pinse og der også var anden familie deroppe helt sikkert udgjort den lykkebase, jeg husker det som. Heldige mig – trods alt.
Tak kære Anneka for god snak, kærlig hilsen Lise
Ja håber jeg virkelig også.
Kæmpe tak fra mig fordi du taler så åbnet im noget der er smertefuldt. Det heler jo at læse om. At man ikke er alene. At det ikke er noget pjat – at man bliver påvirket, som så lille bitte!
Jeg havde fantastisk kærlig morfar og mormor (der også byggede sommerhus ved havet og det var vores anker/ base i en noget omflakkende barndom)
❤️ kram
Anneka: <3 Det blæste mig lidt omkuld, hvad han sagde, fordi det – som du også føler – ramte noget, jeg har haft i tankerne men ikke rigtig kunnet tale ud, fordi der ikke var 'bevis'. Det ved jeg ikke, om der er nu, men i hvert fald har man i dag mulighed for at måle hjerne- og andre aktiviteter i det lille baren. Det er jo vigtigt, at det kommer til kendskab.
En jordmoder, der følger mig på Instagram, skrev, at de gjorde meget ud af at tale til den lille, når de undersøgte og jo også under fødslen. Det var så dejligt at høre. Godt, at vi begge blev grebet i de tidlige år af gode bedsteforældre.
<3 kram også til dig
Kære Lise
Fantastisk, at læse med her. Godt, du blev grebet af emnet og videredeler.
Jeg er også “en af dem”, så tak for at bidrage med indsigtsfulde brikker til mit puslespil.
Kærligst Lissi
Kære Lissi: Tak kære, for at skrive….og ja, vi er sikkert en del, herunder mange som måske heldigvis ikke ved det. Eller også går med noget, de ikke forstår ved sig selv og kunne få om ikke en løsning så en indsigt ved at kende til deres før-liv-oplevelser.
Kærligst Lise
Relevant og en smule bekymrende for alle os der har født børn og bekymret os om vi har påvirket dem negativt via deres opvækst – nu også før fødsel 🫣
Marie: Jeg tænkte på det, da jeg lyttede og læste før jeg skrev….tænk, hvis jeg nu havde haft børn, så var det nok netop de tanker, jeg ville gøre mig og ikke min egen fortid. Jeg har også tænkt meget på, at det jo ville være dumt af ‘naturen’ ikke allerede at have skabt en relation før fødslen, det er jo vigtigt for overlevelsen for det lille barn. Derfor jo også, at lugtesansen er så udviklet, for synet er det ikke i starten. Sikke en respekt, man får <3
Dén bog må jeg også eje!
Tænk så pludseligt vores opfattelse af nogle ting kan ændre sig. Er da også underligt at fordi et spædbarn befinder sig på den éne side af en ‘væg’ ikke skulle have nogen bevidsthed eller følelser, før det kommer ud på den anden side..
Advarsel; Jeg bliver også lidt personlig, kan genkende så meget i din historie fra min egen. Blev derudover født 6 uger for tidligt, kom i kuvøse uden berøring, det gjorde man ikke den gang med for tidligt fødte (gik flere uger før de måtte røre ved mig) Forældre måtte pænt stå og iagtage deres børn ude på gangen bag en glasrude 🙄
Jeg fik det først at vide som voksen. Før jeg fik det at vide havde jeg skrevet i min dagbog, på et tidspunkt jeg havde det svært, at jeg føler det som at jeg ligger i en glaskasse, afskåret fra verden.
Der er helt sikkert følelser og mønstre der har gentaget sig! Tænk! .. det forklarer også hvorfor nogle ting kan være svære at forstå og arbejde med fordi det er fra før vi havde en hukommelse og en voksen forståelse
Rigtig god weekend kære Lise ❤️
Bare man kunne rejse tilbage i tiden og gøre ting om 🪄
Anneka: Jeg husker svagt noget med, at da man begyndte at kunne scanne, at man opdagede, at det lille barn derinde i livmoderen slog ud efter ‘nålen’ når man tog fostervandsprøve (har det vel været), og det anede man ikke, at der var en reaktion. Ligesom jeg har en svag erindring om en amerikansk børnelæge, synes jeg, det var, der netop talte om det her med bevidsthed hos det lille barn på den anden side af ‘væggen’.
Jeg har ofte tænkt over det siden men aldrig i den sammenhæng, som du har oplevet. For det var jo en grufuld adskillelse på et tidspunkt, hvor det var allervigtigst, at der var en relation. Men din underbevidsthed har jo altså også talt til dig siden. For en gangs skyld er jeg glad over, at jeg ikke har barn/børn og, som Marie skriver i en kommentar her, uvægerligt ville gøre mig tanker om jeg nu havde været en ordentlig mor også da der var ‘væg’ imellem.
Jeg håber virkelig, at det er noget, man vil arbejde meget mere på fra psykolog og anden side, for som du også skriver, så er der uvægerligt ting, som hidhører fra fostertiden, der spiller ind i nutidens følelser og problemstillinger. Og vi kan jo desværre ikke rejse tilbage og finde opklaring eller lave om. Men måske alligevel finde en ro i en form for afklaring. Tusind tak for at skrive kære Anneka og god weekend også til dig <3