Og naturen er stadig både inspirator og midlet mere end nogensinde
For nylig var jeg til pressepræsentation hos Tromborg af bl.a. deres spændende Exosome Collagen Mask, og exosomer skal jeg fortælle mere om. Jeg havde en god samtale med Tim Schyberg, Marianne Tromborg’s mand, som er keminørden bag indholdet i krukker og flakoner. Især flakonerne med det talent, som Marianne repræsenterer, for jeg har altid syntes, at hun havde helt særlig næse for duft. Vel at mærke de ægte æteriske olier.

Foto: tromborg.com
Men selv om det er Marianne’s speciale, så var det noget af det, som hr. Schyberg og jeg talte om, og han havde læst det/de samme studier, som jeg har omtalt her tidligere og fandt det lige så spændende. Nemlig, at hvis vi vil leve længere og rykke hudens alder baglæns, så er det jo en god idé også at holde knolden opdateret. Også hjernen skal biohackes. Og det med naturens aldrig svigtende kraft.
Engang påskønnede man uden at vide hvad der var bag effekten, når noget i urter/blomster/rødder havde effekt fysisk og mentalt. Men det ‘det’ var æteriske olier, planters sjæl, som aromaterapeut Robert Tisserand kalder dem. Og nu går vi fra gamle dages kloge-koner/mænd til nutidens interesse for æteriske olier i forbindelse med forebyggelse af kognitive og neurologiske sygdomme.
Tim Schyberg og jeg talte bl.a. om det HER studie – absolut ikke et stort studie i antal af forsøgspersoner og med den svaghed, at placebogruppen jo i kraft af mangel på duft i det, de skulle teste, har vidst, at de ikke fik behandling. Men styrken var ifølge flere forskere studiets varighed og det, at man skiftede essentielle olier dagligt, udførte kognitive tests og anvendte hjernescanning.
Det er altså alt i alt opløftende, og i artiklen er der link til andre studier. En af de kommenterende forskere, Dr. Mark Moss, Department of Psychology ved Northumbria University i England nævner ligeledes, at “use of aromatherapy for a couple of hours a night is something worth trying”.

Nu er man jo altid skeptisk inden for den medicinske forskning, når det kommer til naturingredienser uagtet, at det meste af den medicin, vi har, har sin oprindelse i naturen. Så alt i alt peger det i den rigtig retning. Og logisk nok, som det også nævnes, fordi lugtesansen som eneste sans har direkte hurtigrute-adgang til hjernens hukommelsescenter.
Alle kender vi til, at en lugt/duft kan fremkalde minder før vi overhovedet når at tænke, og det skyldes netop lugtesansens direkte adgang til det, man kalder det limbiske system, som spiller en rolle for hukommelse, læring, følelser og adfærd. I øvrigt har vi lugtreceptorer mange steder, og olfaktoriske receptorer udgør den største genfamilie i genomet.
Der er såmænd vundet Nobelpris på olfaktorisk forskning, så vi er ikke ude i noget hippiehalløj. Jeg tror, at det er et meget godt gæt, at biologien/naturen har en rigtig god mening med sætte duft/lugt til velsagtens alt omkring os. Her får vi den ægte vare og enhver, der er så heldig at have sin lugtesans ved, at duften af hav, skovbund og selvfølgelig en ædel rose kan hensætte én i fryd. Der må ligge noget SNUSfornuft bag.

Jeg sidder og tænker, at der måske også kunne være noget at hente i forhold til det foggy brain, som mange oplever i forbindelse med menopause/overgangsalder. Og HER nævnes eksempler, der måske er værd at teste, hvis man oplever ‘hjernetåge’.
Ud med os og bruge næsen om dagen, når mulighed er der, og ind med diffuseren på sofabordet, når der er skruet ned for lyset i lampen og man indstiller systemerne på søvn, oprydning og genopbygning i hjernen. GOD WEEKEND ♥

Skriv et svar