Men holder det, når tilbuddet ikke bare er smørbart men en mulighed for at forynge egne celler 30 år?
Der er gang i podcasts og artikelskriveri som aldrig før på et emne, der bare i min levetid er gået fra normalt (at ældes) til ‘ih, hvor er jeg taknemlig, men jeg vil bare ikke ligne’. JA, langt hovedparten af os værdsætter hver eneste dag og ikke mindst nu, hvor krig sætter sin uhyggelige dagsorden mange steder i verden. Men hvis vi for et øjeblik holder krig og andre ulykker ude og bare fokuserer på vores ændrede holdning til ældning – og især i vores del af verden – så er der sket noget meget markant bare siden jeg var barn.
Der var afgjort skønhedsidealer også dengang, og det er der alle steder på denne klode. Og tilsyneladende også blandt insekter, fugle, dyr og formentlig planter, som er eksperter i at pynte sig farvestrålende for at signalere – i de tilfælde – frugtbarhed. Blandt mennesker frasiges denne urgamle strategi, for man stræber da efter føromtalte bevarelse af yngre udseende for sin egen skyld. For at vise, hvor fit for det hele man er indeni. Fordi man faktisk godt ved, at man ryger ned ad mange rangstiger, hvis man ligner noget andet. Alder og erfaring er for eksempel ikke en kvalifikation jobmæssigt, og i dag har vi lagt meget identitet i vores jobs.
Og helt ærligt, selv om der helt ærligt er mangen en star, der mener det, når hun (for det er jo mest kvinder) siger, at hun hviler så fint i sine sene rynkede år, for nu er hun ligeglad med, hvad andre mener, holdet det så altid? Hvis – hvorfor er der så så mange, der må fortælle det, hvis de ikke føler savnet eller bekymrer sig om at være udelukket fra det, de har lagt energi og talent i?
Foto: Der er faktisk ikke det, som udseende ikke har indflydelse på. I Beauty Pays er det en økonom, der gør status…
“…..de skønne går gennem tilværelsen med langt mere medvinde og velsiddende hår end de grimme”, som filosof Anders Fogh Jensen sagde HER, hvor overskriften lyder ‘En vindende personlighed er fin nok. Men i sidste ende er det udseendet, der tæller.’
Og han støttes af Mads Meier Jæger, professor i sociologi ved Københavns Universitet og forsker i skønhed, der siger: “Forskningen viser, at der er stort set ingen ulemper ved at være smuk. Først og fremmest symmetriske ansigter og kroppe. OG SÅ KAN VI GODT LIDE UNGDOMMELIGHED.” Jeg skrev mere HER. Konklusionen er altså ubønhørlig, hvordan kødet er trukket over knoglerne har stor betydning.
Lige det har vi trods alt nogen indflydelse på. Knogler kan styrkes, muskler kan formes med øvelser og hud kan passes med pleje. Og så er der jo stamceller. For det er ikke kun kosmetik- og andre kosmetiske brancher fra kosmetologer til kirurger, der tjener styrtende på det faktum, at vi er mange, der husker, at der var et før, hvor vi var friskere og så sådan ud. Videnskaben har fat i det, der virkelig kan forynge: Stamcelleteknologi!
Meget inspireret af en japansk forsker, Shinya Yamanaka, der er noget så fornemt som nobelpristager, for han lykkedes med at omprogrammere hudceller – og vel at mærke fra voksne mennesker – til det, man kalder pluripotente stamceller. Det går forenklet fortalt ud på at indsætte specialiserede molekyler i cellen, og de vil så på 50 dage ændre hudceller til fosterlignende stamceller. Cellerne går altså fra at være specialiserede hudceller til at bliver ungdommelige universalceller (pluripotente stamceller).
Nu har forskerne så udviklet en metode, der udnytter Yamanaka-faktoren men uden at hudcellerne mister deres ekspertise som hudceller. Vel at mærke hudceller med reparations- og fornyelses kapacitet som var de 30 år yngre. Fortæller Weekendavisen, der linker til studiet HER
Selv om forskerne ser mulighed for behandling af svære hudproblemer og forbrænding – og også indenfor forskning – så er der nok også en del, der ser hudforyngelse. Og kan man forynge hudceller og helbrede sygdom og nedbrud, så kan man gøre det med alle celler. Ældning bliver som longevity-nørden David Sinclair og andre hævder en sygdom, der kan behandles. Ældning er ikke bare akkumulerede skader men tab af information, siger han.
Foto: En noget anden vinkel på ‘livets ligning’, som en af anmelderne, Christian Graugaard/Politiken, anmelder med disse ord: Chris MacDonald har skrevet en virkelig informativ og inspirerende bog, som lykkelige indehavere af en krop vil kunne læse med stort udbytte. Menneskekroppen er et af evolutionens absolutte mesterstykker. Den er din, hvis du vil have den.
Måske kan man afhjælpe det forudskrevne, og måske er en foryngelse af ens stamceller løsningen, for de har koderne til opdatering. Faktisk ræser det allerede af sted, for er der noget vi frygter, så er det at det ses, at vi er under afvikling (; Der er masser af mere læsning og links til endnu mere HER.
Jeg ved ikke, om man skal kalde det fagre nye verden, men måske illustrerer det den verden, der ligger derude, når jeg ligger dernede. Og hvis vi ser på, hvordan det hidtil er gået fra at forbinde alderdom med visdom til i visse tilfælde ganske ekstreme forsøg på ikke at ligne årenes liv. Engang affandt vi os med, at det eneste sikre her i livet er, at man skal slippe det en dag, men nu taler forskere om levetid på flere hundrede år. Jeg er glad for, at jeg ikke skal opleve det selv om jeg elsker livet.
På mange områder er det ikke så slemt at blive gammel. Det er usynligheden i ens omverden der er sværest…
Pernille S: Det er jo gået helt skævt i vores kultur, og vi har slet ikke råd til at kassere viden og erfaring, så rynket den end er udenpå…Og for den enkelte er det en ‘invasiv’ (; oplevelse.
tja 😊 vi har vist alle svær med at slippe ungdommen herligheder.
Ikke mindst fordi vi alle bliver tilbudt muligheder for at undslippe .
Men det sker for os alle. Så brug tiden bedre .husk at leve hvor man nu er i livet og tak for dine altid gode skriv
Anita christensen Christensen: Hånden på hjertet – ja, især hvis man værdsætter livet og nuet kan det være svært at se ind i, at slutningen nærmer sig. Det er også svært at acceptere, at ens aldersforandrede udseende blokerer for at bruge viden og erfaring, som man har brugt mange leveår på at opnå. God dag og tak for kloge ord – og søde ord til mig <3