Men er det derfor, at de hudholder sig bedre? Det har jeg spurgt en hudlæge om
”Vi er som samfund ved at gøre op med mange af de kønsnormer og stereotyper om udseende, som historisk har præget os. Det bliver mere og mere normalt at lege og eksperimentere med sit udseende og unge mænd er ikke længere i samme grad som tidligere bange for at blive stemplet som feminine, hvis de bruger et makeup-produkt” siger adm. direktør i Kosmetik- og hygiejnebranchen Helle Fabiansen og tilføjer:
”Op igennem 1990’erne og 00’erne stiftede vi bekendtskab med den metroseksuelle mand, der gik i fodsporene på kvindernes forfængelighed og deres brug af hudplejeprodukter. Nu ser vi ind i en ny tendens, hvor en undersøgelse viser, at hver tredje danske mand mellem 18 og 29 år bruger dekorativ kosmetik som mascara, neglelak og concealer på ugentlig basis. Det er ikke længere tabu. Men de nye vaner har dog ikke bredt sig i samme omfang opad i aldersgrupper, idet det kun gælder for 6% af mænd på 30 år og opefter.
” Læs mere om undersøgelsen HER.
Det tror jeg nok ikke, at hudlæge Hans Christian Ring vidste, men til gengæld kunne han fortælle mig, at mænd for eksempel generelt er mere plaget af infektioner i huden end kvinder. Men få hele min snak med afdelingslæge og klinisk lektor ved Dermatologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital, Roskilde:
# Er mænds hud anderledes end kvinders, har den specielle behov?
Flere studier har forsøgt at anskueliggøre forskellen imellem kvinders og mænds huds fysiologiske egenskaber. Selvom der kan være en betydelig individuel variation antages det at mænds hud er betydelig tykkere end kvinders. Overordnet er det ca. 25 %. Dette bidrager også til forskellen i rynker hos mænd og kvinder, idet mænds hud indeholder mere kollagen og elastin, hvilket gør deres hud mere fast end kvinders. Yderligere finder flere studier at mænd har en større sekretion (udskillelse) af sebum fra talgkirtler, hvilket tilskrives at sebum sekretionen afhænger af mandlige kønshormoner.
Endelig rapporterer flere studier, at mænd har en mere solskadet hud end kvinder. Der spekuleres i at mænd er mere eksponeret for UV i forbindelse med deres arbejde*. Et studie har fundet at hudkræftrater er højere hos kvinder før 50- årsalderen men er højere hos mænd over 50 års-alderen, hvilket kan støtte antagelsen om, at mænd udsættes mere for UV i forbindelse med deres profession og hvor der formentlig ikke anvendes tilstrækkelig med solcreme.
*Det er jo som regel mænd, der klatrer på stilladser og reparerer veje

Foto: Effaclar- og Cleanance-renseprodukterne her er ikke specielt til mænd, men de er specielt til hud, der til den fedtede side med tendens til hudorme og bumser. Men i øvrigt skal mænd jo også rense hud fri for snavs, forureningspartikler og den solcreme, de om nogle måneder bør bruge.
# Er der hudsygdomme, som mænd i højere grad disponerer for?
Generelt er mænd mere plaget af infektioner i huden end kvinder. Hyppige hudsygdomme hos mænd er fx betændelse i hårsækkene (follikulitis), svær akne eller skæleksem (seboroisk eksem). Skæleksem opstår grundet en ubalance i hudmikrobiomet i de områder hvor der mange talgkirtler, hvilket kan medføre skællende eksem. Man mener det er svampen Malassezia (tidligere kaldet Pityrosporum ovale) som spiller en vigtig rolle. Behandling er den samme hos begge køn.
# Sker der ændringer med mænds hud på et tidspunkt som når kvinder går i overgangsalder?
Der ses ikke det samme dyk i kønshormoner hos mænd som der ses hos kvinder, når menopausen indtræder. Når kvinder går i overgangsalderen falder niveauerne af østrogen drastisk, hvilket kan medføre en bred vifte af symptomer. Hos mænd findes en mere gradvis reduktion af testosteron, hvilket kan bidrage til en tiltagende tør hud med alderen. Dette kan yderligere medføre svær hudkløe der kan være en stor udfordring at behandle. Den tørre hud, der kan komme med alderen, skal håndteres dagligt med parfumefrie fugtighedscremer med højt fedtindhold. (citat slut)

Foto: Produkterne her kan matche enhver mandehylde og så gør bl.a. deres ceramider pokkers godt i al hud
Og så er der det traditionelle fokus på ’til mænd’ på emballagen. Noget vrøvl selvfølgelig. Ud over, at mænd ikke har brug for og ikke kan lide fedtede cremer, så er der jo intet i vejen for at bruge den creme, vi bruger, hvis vi ellers ikke har specielle behov. På den anden side er der selvfølgelig heller ikke noget i vejen med at mænd foretrækker ‘For Men’ i den type emballage, der tiltaler dem.
Men hvad anvender mænd? Kigger jeg på min egen mands hylde – og han har unægtelig nemmere adgang end de fleste – så er svaret ‘ingenting’. Med mindre, der er et eller andet behandlingskrævende problem eller jeg beordrer solcreme. Men ud over, at der helt klart er noget generationsmæssigt i det med hudpleje, så er der selvfølgelig også noget socialt. Selv om ham, der her går under betegnelsen ‘husgartneren’, helt klart ikke har et fædrene forbillede udi hudpleje, så har han arbejdet i ugebladsbranchen og fotograferet mere kosmetik end de fleste, men selv om fordommene ikke er der, så har det ikke smittet af på vanerne.
Og så går vi vinterhvidt ind i weekenden. Her er faldet mere sne, end jeg har set i flere år. Smukt men ruinerende i fuglefodring, og jeg hænger jo på den, når jeg er begyndt. GOD WEEKEND ♥

Helt sikkert en generations ting om man bryder sig om makeup til mænd eller ej. Personligt foretrækker jeg en mand med en nyfanget laks, kontra ham med mascara og neglelak. Bare lige for at gå i dit skrivs fodspor fra i går! Et “turn-off” er vist meget individuelt…
Fodspor i sneen synker dybt disse dage. Smukt og udfordrende som fodgænger. Gad vist om salget af ski øges disse dage? Nok mere anvendeligt i dit landskab end i mit ⛷️God søndag Lise💙⛄️
Pernille S: Totalt enig i begge dele. Jeg var vist lidt sprogkontant, da jeg citerede det med laksefangeren, men det stod der i opslaget, og vi er jo voksne kvinder, så jeg lader det nok stå uredigeret (;
Hvad fodspor i sne sådan hele bogstaveligt angår, så skal jeg love for, at vi har landskabet lige nu. Du milde, det er smukt, men jeg ser sjovt nok ikke nogle på ski – skovstierne må da være perfekte til det med 10-15 cm sne. Det er lykkedes os at få lavet spor på egen domicil efter at have været sneet inde i to dage, og nu kunne jeg godt tænke mig, at vi kom videre….
God søndag aften bliver det fra mig <3