Jeg ved, at mange af jer er på ferie, men hvis I har tid og lyst, er I så med på, at vi lige får slået en krølle (for denne gang) på emnet mineralsk olie, for jeg giver Mia Bromose ret (kommentar den 19. juli), der kan være vægtige grunde til at udfase stoffer og i det hele taget både som forbruger og producent være kritisk og åben for noget nyt og bedre.
Dog er jeg ikke helt enig med Mia i, at mineralsk olie “ikke er unikt på nogen måder, bare en “doven” kemikers hurtigste løsning, fordi sådan “plejer” man at gøre, håbløst gammeldags er min mening”. Mineralsk olie er faktisk unikt på to områder 1) det har rigtig gode fugtegenskaber 2) det fremkalder ikke allergi. Det er nok mere forklaringen på, at de stadig overlever og at også silikonerne rykker stærkt.
Der er hele tiden en kamp at kæmpe, for dem kan vi heller ikke lide, silikonerne. Billige er de helt sikkert også. Tænk så i stedet på glycerin. Hvem kan ikke lidt glycerin? Det er i stort set alle fugtprodukter, og det har det været i al den tid, jeg kan huske. Hurtig løsning? Gammeldags? Billigt? Man kan sikkert svare ja til det hele. Men det fungerer!
MEN så er der det miljømæssige. Og selv om man aldrig skal vælge laveste fællesnævner men altid stræbe efter at ens forbrug har færrest mulige konsekvenser for natur og andre levende organismer, så bliver det nok ikke renset mineralsk olie i kosmetik, der kvæler mest (men jo det skal ud). Derimod anvendes mineralsk olie urenset i store mængder i industrien. I dag tilsætter man forskellig stabiliserende kemi og har jo også arbejdet i retning af bedre bio-nedbrydelighed – og på erstatninger. I øvrigt anvendes mineralsk olie også inden for medicinen lige som vi får mineralsk olie gennem fødevarer. Silikoner er jo heller ikke kun et kosmetikanliggende – læs HER
Jeg er helt overbevist om, at man i kosmetikindustrien har styr på både forbrugerønsker og de krav, der stilles til produktionen og det den efterlader. Emballage for eksempel. Og klogt nok, for de vil altid være skydeskive i den branche. Jeg husker alle de år, hvor man talte om forsøgsdyr, og det gør man faktisk ikke rigtig mere. Hvorfor? Fordi det var kosmetikbranchen, man anklagede, og da de nu (i EU) har udfaset, så beskæftiger ingen sig med de øvrige 99%. Jeg husker ikke tallene længere, men det var minimalt i forhold til, hvad den medicinske og kemiske industri stadig anvender af dyr. Og for en ordens skyld: Jeg kan ikke lide det under nogen omstændigheder! Læs mere HER om arbejdet med at afskaffe dyreforsøg.
Jeg bryder mig heller ikke om mineralsk olie og silikoner men jeg anerkender de egenskaber, de kan tilføre et produkt. Men hvad så med naturen? Den fylder jo rigtig meget i vores hudpleje, og selv om vi bliver glade(re), når vi ser en planteolie/ekstrakt på ingredienslisten, så kan den jo udmærket være billig. Ellers kunne The Body Shop, Yves Rocher o.a. nok ikke sælge til de priser, de gør. Og er der noget, der er ‘plejer at gøre’, så er det vel mest af alt netop planter. Det var der, det begyndte i tidernes morgen. Man smurte sig – og helede sin hud – med det naturen bød på.
I dag henter man stamceller, antioxidanter, vitaminer osv ud af planterne og der er snart ikke et serum eller en creme uden peptider, så produktet kommer effektivt i snak med hudcellerne. Men alle disse hypede og ofte effektive ingredienser, de skal være i noget, bæres af noget. Hvordan ser dit idealprodukt ud – ud over peptider, antioxidanter, vitaminer osv? Hvad lægger du over dit serum, for barriere er der jo brug for? Er det sqalane og planteolier, du og din hud har det godt med? Fravælger du mineralsk olie og silikoner? Eller er der tilfælde, hvor du accepterer dem.
STOR TAK til Mia for med sin kommentar at få mig ud i et lidt dybere spadestik i forbindelse med mineralsk olie.
PS: Bare det ikke ender med, at jeg – af alle – bliver ‘hende, der gerne vil have mineralsk olie i cremerne’, fordi jeg lovpriser Soft Lotion. Og når jeg skriver ‘af alle’, så tror jeg godt, at I, der har læst med længe vil have opdaget, at ikke bare er jeg stor naturelsker, jeg er også pænt miljø- og i den grad økobevidst. Hvad øko angår, så gælder der jo lidt forskellige forhold for begrebet øko i forbindelse med en økomærket tomat og med en økologisk certificeret creme. For det kosmetiske produkt er kravet måske 5% eller 10% økologisk ingredienser. Læs om certificeringer HER.
HeLene /@Leafysmoothie skriver
Skøn artikel og kommentar felt lige til at sluge, her efter et par dages lavt internet forbrug. Jeg har ikke så meget at tilføje, men synes jeg prøver at holde balancen, at være bevidst om stofferne og hvad de virker til og ikke, og når de kan eller bør undgås. Min personlige erfaringer er at i ansigtet er silikoner ok i solcreme og foundations og i nogle cremer, helst ikke til natten men er ikke fanatisk der heller, det er fra produkt til produkt og hvad det ellers gør for mig. Til håret kun de vandopløslige silikoner og helst kun i stylingprodukter, ikke i ting som kommer i hårbunden. Mineralsk olie er jeg ikke superglad for om det står som nummer 1-2-3 i ingredienserne, men det afhænger af hvad produktet ellers indeholder, og nogle produkter fra apoteket er fantastiske og give ikke mig bumser mv. Giver jeg råd til folk med fedtet hud og akne tendens, plejer jeg at fortælle de at det kan være en god ide at teste noget tid, uden mineralsk olie og silikoner og se om det hjælper. Men jeg tror debatten nemt kan blive lidt skæv eller enøjet. og man glemmer selve kombinationen af ingredienser og hvad som gør en creme nydelig at bruge og effektiv, samt dertil at veje ind at vi alle er individer med både vores helt egne hud og måske etiske og andre præferencer, og at det som I andre også sagde er forskel om det er til ansigtet eller til de tørre skinneben for eksempel. Så er det godt med #lisegrosmann hvor man kan lære mer og få nogle ledtråde til hvad man har brug for, og så nettet hvor man kan finde ingredienserne til det meste og lave sit detektiv arbejde på hvad man kan tåle og har lyst til i sin hudpleje.
Lise Grosmann skriver
@leafysmoothie: Dejligt at få dit bidrag også…..og lige nøjagtig, det gælder balancen og et nuanceret syn. Netop mange produkter på apoteket, som ofte er til sensibel hud, indeholder den type fedtstoffer. Og jeg nægter at tro på, at Pierre Fabre, La Roche-Posay o.a. hælder dem i fordi de er dovne eller vil spare, det er jo fordi de ikke generer og er gode til at lave barriere. Det kan mange plantevokse også (ah! Skin Food), men har huden brudt barriere og tosset immunforsvar, så er risikoen for allergi større. Naturen indeholder tusindvis af molekyler, mens silikone og mineralsk olie er til at styre og det optages ikke. Men de giver huden fred til at hele under den ‘forbinding’ de laver, og det gælder måske mest den mineralske olie.
Og som du er inde på, så gælder det også kombinationen af ingredienser og deres kemiske struktur/egenskaber. Silikoner kan jo være af flere slagse og ikke alle føles som plastik som huden. Lige nu bruger jeg Algenist Power Recharging Night Pressed Serum over deres Liquid Collagen og det ærgrer mig, at den har 3-4 silikoner, men den føles skøn på huden og så dufter den af det kokosvand, der står øverst. Så her gør jeg undtagelsen og bruger den om natten. Jeg bruger den faktisk også ind imellem på fødderne (de er jo ikke så store (;….).
Og ja, hurra for nettet selv om man også her skal holde tungen lige i munden og lede på troværdige sider begået af mennesker med fornuft og greb om det, de skriver om. A propos nettet, så kan man læse mineralsk olie linket til cancerrisiko. Det er helt sikkert rigtigt, men det er den urensede i industrien, der er tale om.
Anne-Marie Andersen skriver
Selvom jeg gerne vil have min hudpleje så naturlig som mulig, anerkender jeg de mineralske olier har visse egenskaber ved allergi o.lign. Og så må det meget gerne være nemt at tjekke, hvilket det sjældent er. Så jeg er glad for at lære meget her hos dig. Men indrømmer, jeg ikke har styr på alle ingredienser i min hudpleje. Jeg foretrækker klart Skin food over 8 hour og bruger den meget på læberne, og der hvor jeg har brug for at holde på fugten, men er der en reaktion i huden, så kan den godt være for krads.
Økologisk er jeg kritisk overfor, når der kun er få procent for at opnå certificeringen. Så kan et andet ikke økologisk, men meget naturligt produkt i mine øjne være et lige så godt eller bedre valg.
Der findes jo så meget lækker hudpleje og selvom jeg shopper på økonomiklasse, så er det meget gode tilbud, Beauty boxe og ting der sælges herfra.
Om morgenen er det Karmameju Face mist, Jurlique serum, Filorga time filer på udvalgte tankestreger, vente nogle timer….. Solcreme fra Ilse i ansigt og Rudolf Care på kroppen, når jeg måske skal i solen længere tid, end jeg har lyst til… Har jeg travlt er det kun mist og solcreme.
Om aftenen er det rens, evt. pletvis t-zone peeling fra dåserne efter behov, Face mist, og B.P. Super booster 3 som jeg jubler over at det er lykkedes at trappe op til daglig niveau, men ind imellem lægger jeg Origins drink up mask inden, eller alene og lader den sidde natten over, selvom det er 10 min. versionen jeg har. Men fugt er altafgørende for at min hud er pæn synes jeg.
Lise Grosmann skriver
Anne-Marie Andersen: Det vil jeg også, og jeg tror, at natur er bedst fordi det er den, vores krop (gen)kender, men vi lever et liv og i et miljø, der har øget også huds sensitivitet og også problemer med allergi, og her er trickeren de naturlige ingredienser. Vi reagerer pludselig på pollen og æteriske olier, der vil os det så godt. Og så er det, at den syntetiske kemi kan skabe ro. For eksempel mineralsk olie. Men hold op, hvor jeg også elsker Skin Food mere end 8hour. Når det er vintertørhed, så er det da også Skin Food, jeg vælger, men når det er hys, så er det 8hour, der skaber ro.
En økologisk certificering giver ofte kun ganske lidt på økokontoen, men der er selvfølgelig knyttet andre krav til, som går i natur-retning. Men der er jo også masser af skønne produkter med lutter naturlige ingredienser uden certificering – førnævnte Skin Food for eksempel.
Men det lyder som om, du har helt styr på hudplejen, og det er jo ok at lade masken sidde, hvis den ellers ikke ligger i et kvælende tykt lag, og det gør den næppe alene for hovedpudebetrækkets skyld (; Og ja, fugt er alt og det vigtigste i hudplejen for alle.
Tak for at bruge tid på af efterkomme min opfordring <3
Anna skriver
Jeg prøver at undgå bl.a. mineralsk olie og silikone. I hårprodukter giver silikone jo håret et blankt udseende, men jeg har læst at det lægger sig om hårstråene og gør det svært for plejestoffer at trænge igennem og dermed gør håret tørt og slidt på sigt – og at det også lukker af i hovedbunden. Hvad angår mineralske olier synes jeg at det er unødvendigt og jeg får hurtigt uren hud af fx. Embryolisse Lait-Crème. Men indimellem skal jeg næsten ha´ et forstørrelsesglas og en ordbog frem for at læse – og ikke mindst tyde – ingredienserne, så der er helt sikkert noget der smutter igennem min sluse.
Lise Grosmann skriver
Anna: Hvis ikke det er vandopløselige silikoner, så kan de volde problemer. De er jo Lars Skjøth’s (Hårklinikken) yndlingsaversion, men han kan i det hele taget ikke lide fedtstoffer i hårbunden og mener, at det forårsager hårtab.
Embryolisse har jeg også ind imellem brugt som jeg nu bruger La Mers lotion, de gør det samme ved at skabe en fugtholdbar og glat bund for makeup. Som du sikkert har læst, så gør Anette (beautyspace) det samme, bruger Embryolisse, når makeup’en bare skal ligge rigtig flot.
Silikonerne er nemme at spotte på ingredienslisten, fordi de ender på -cone eller -xane. Mineral oil kan også stå som petrolatum, paraffin oil, white mineral oil. Men det står godt nok småt somme tider, det har du ret i.
Stine Sommer skriver
Jeg blir lidt alene her i kommentarfeltet når jeg nu skriver, at jeg er ligeglad med både silikoner og mineralsk olie i produkterne. For det første har jeg lidt af håndeksem i rigtig mange år og det eneste fedtstof som ikke gør det værre er netop mineralsk olie. Locobase og Ardens eight hour har lindret mangen en allergisk reaktion på produkter – især “naturlig” hudpleje som fx Jurlique. Jeg ved ikke, hvad det er jeg reagerer på, og jeg tror det er mange forskellige ting (men underligt nok ikke parfume, for Chanel tåler jeg), men jeg ved til gengæld hvad der lindrer. Og så vælger jeg at stole på, at producenter og de myndigheder, som skal kontrollere dem, gør deres bedste for at give os de bedste produkter. Mht miljøet er min indsats stor på mange andre områder, og som du osse skriver Lise: kosmetikindustrien står gerne for skud når det gælder miljø, dyreforsøg, allergi osv. Jeg læste hos Pudderdåserne at mikroplast i vandmiljøet mestendels stammer fra dæk og skosåler… Vil vi undvære bilen og sko?
Men ellers vil jeg jo rigtig gerne have fugt, beskyttelse og virksomme ingredienser i min hudpleje 🙂
Lise Grosmann skriver
Stine Sommer: Ved du hvad Stine, det forstår jeg. Og jeg har jo selv grebet ud efter den 8hour mere end én gang for at få ro på en hud, der var hidsig og rødflammet og alt andet bare gjorde det værre. Indtil jeg prøvede Bioderma Atoderm SOS Spray, som jeg også skrev om.
Hvor meget vi end holder af naturen og af at det er dens ingredienser, der er i vores hudpleje, så er det også her, vi finder allergenerne. Jeg har lidt meget af især nældefeber men også høfeber som yngre og på et par undtagelser nær, så opgav jeg at finde ud af, hvad det var.
Vi er nødt til at stole på myndighederne og vi har en streng lovgivning i EU samt støtte os til certificeringer og i øvrigt have tillid til kosmetikindustrien selv. Ethvert brand med et navn at beskytte og en stor trofast kundegruppe kan jo aldrig have noget ønske om at skade ved at springe over og snyde. Et én gang ødelagt image er mere end svært at genopbygge.
Og at lave en creme med indbygget velvære og effektive ingredienser, der holder sig i 12 måneder efter åbning er jo ikke lige køkkenkosmetik.
Hvad det miljøbevidste angår, så lå verdens største kosmetikbrand L’Oréal vist i top ti så vidt jeg husker. Og ja, som Tim også nævnte, vi skal huske proportionerne. Men selvfølgelig ikke lade stå til med for eksempel det emballageproblem, som vores kosmetik helt sikkert bidrager til.
God dag kære, jeg håber, at store-kage-dag forløb som ønsket <3
PS: Jeg fandt lige det her Nivea-skriv, og de er unægtelig en af verdens storsælgere af hudpleje og meget seriøse folk https://www.nivea.co.uk/advice/nice-skin/mineral-oils-in-cosmetics
Stine Sommer skriver
Som du ved elsker jeg også naturen, næsten over alt. Men jeg vælger altså produkter, som may og may not indeholde silikoner og mineralsk olie, fordi min førsteprioritet er at jeg kan tåle dem, og fordi jeg har tillid til virksomheder og myndigheder. Det er muligt at produkter uden umiddelbart kan virke som fornuftige valg, men hvordan er de så produceret. Tænk al det vand, som bliver brugt til fremstilling af et hvilket som helst produkt – og hvad er der mon i det. Det kan ikke kun handle om, hvad der løber ud i badeværelsesafløbet, og det aner vi jo ikke meget om. Men L’oreal var faktisk nr. 1 (!) sidste år på listen over mest miljøvenlige virksomheder i verden, og tyske Henkel nr. 6. Godt gået!, men som du siger, er der ingen som kan hvile på laurbærene nu om dage.
Forbrugerne har stor magt – en magt som også kan gå den forkerte vej, fx ift parabener som (vel ikke helt fair) er blevet et mega fy-ord i kosmetik, men det er en anden snak.
Jo tak, søde Lise, jeg havde faktisk hele 2 store-kage-dage. En med en dekonstrueret jordbærtærte og en med Othello. Uhm, jeg – og gæsterne øjensynligt – var godt tilfredse begge dage. Nu er jeg træt og brugt, men glad.
SOS sprayen havde jeg skrevet mig bag øret. Tak for reminderen. INCIen ser god ud og når nu du anbefaler den igen, så må jeg eje :-). Nu ligger den i varekurven i en webshop :-). God dag til dig, søde :-*
Lise Grosmann skriver
Stine Sommer: Ja, vi er vist mange omkring det her lejrbål, som Eva kalder det, der er naturmennesker på flere niveauer, men du har helt ret. Lige som det bestemt ikke er nogen garanti for tålsomhed eller effekt for den sags skyld, så kan produktion og hvad der løber ud jo have sine bagsider også når det er naturligt.
Men heldigvis er det jo, som du skriver, sådan, at kosmetikbranchen er mere ansvarsbevidst både over for forbrugere og miljø end så mange andre brancher. Jeg havde glemt, at L’Oreal tog førstepladsen….jeg skrev vist endda om det. Det er dæleme til efterfølgelse for andre. Og så rigtigt set, at det er det, vi vil have – firmaer, der respekterer os. Men ja….dumt med de parabener, hvor et par stykker jo var dømt clean. Her tog forbrugerne fejl. Og man skal i det hele taget være forsigtig med at kloge sig, for de fleste af os kan jo alligevel ikke gennemskue en formel og slet ikke selv lave andet en agurkeskiver til øjnene ((;
Jeg skal have gæster i morgen og igen torsdag, og så kan jeg godt sige dig, at jeg er brugt og træt. Foreløbig har jeg købt ind i mere end tre timer…..sommerOdsherred er ikke særlig fremkommeligt. God dag – snart aften – også til dig og tak for ‘snakken’ <3
Daniela skriver
Kære Lise, Tak for emnet om de mineralske olier, som er mit yndlingsemne 😉
Jeg er dog ikke enig i den “fugtgivende” egenskab, som du giver dem :-O
For det er jo et fedtstof, af faste kulbrinter, som er uopløselige i vand (hydrofobe), så derfor mener jeg slet ikke at de er fugtgivende (fugt, som i vand).
HVIS jeg absolut skulle påpege en enkelt positiv (men ikke unik) egenskab (jeg kan jo desværre påpege flere negative), så ville det være at de er blødgørende. Måske det er det, som du oplever med dem i visse produkter?
Men der er rigelige med andre (og bedre) alternativer, til samme formål.
Jeg selv kan godt acceptere ren paraffin-olie, som varme-pakninger, udenpå fx fodcreme eller håndcreme, men det er nok fordi at vi jo heller ikke har talg-porer her 😉
Jeg kan “måske” acceptere mineralske olier, som nødløsning på læberne, men igen er der bedre alternativer, fx den meget vandbindende og blødgørende og helende lanolin. Men i disse “vegansk-orienterede” tider, er der mange, som vil vige udenom denne, fordi den udvindes fra fårets uld.
I øvrigt har jeg også set en del hudorme i læbekanten, grundet brugen af vaseline-baserede læbepleje :-O
-Så igen, vil jeg helst selv undgå de mineralske olier.
(Jeg har haft akne, så derfor har det altid været min hjertesag).
Glycerin er til gengæld et helt fantastisk ingrediens, da det er fra en alkohol (glycerol) og dermed 100 % vandopløselig (modsat de mineralske olier) og meget fugtbindende og tillige blødgørende 😉
Bare rolig, jeg vil IKKE beskylde dig for at være hende “petrolatum-tilhængeren” 😉
TAK for at tage emnet op, og give mig chancen, for at give mit mening 🙂 Vi skal som forbrugere, være oplyste og kritiske, så producenterne laver os endnu bedre produkter 😉
XXX D
Lise Grosmann skriver
Daniela: Kære Daniela, hvor er jeg glad for at du læser med her og vil bidrage med proffe ord. Og selvfølgelig er mineralske olier dit yndlingsemne (og yndlingsaversion (;….), du er jo kosmetolog. Og du sendte mig heeelt tilbage til min kosmetologtid ved at nævne lanolin, som vi brugte flittigt hos fru Dreyer sammen med lecithin. Begge blev opvarmet og brugt i massagen. Nå, ikke flere minder…..
Nej, mineralsk olie er ikke fugttilførende, så jeg burde have skrevet fugtbevarende i stedet for fugtegenskaber, for bevare fugt i huden, det kan den. Det var al den googlen, hvor den på flere sheets beskrives moisturizing, der sprogforledte mig.
Men mineralsk olie er jo okkluderende, hvorfor den også fandt brug hos hudlæger som se-igennem forbinding. Jeg ved, at Bonnie Erichsen var den først til at erstatte tekstilforbindinger med vaselin efter fenolpeeling, så hun kunne følge forløbet. Og det fik hun nærmest alverdens kirurger/hudlæger til også at gøre. Nu bruger hun fucidincreme.
Som jeg nævner har jeg selv oplevet 8hour i bogstaveligste forstand lægge låg på min hud, når den har hysset og været umulig at komme til uden at flamme op. Som Stine Sommer også beskriver det i en anden kommentar, at hun får styr på sin eksem. Og det er samme okklusion/forbindingsegenskaber, du udnytter ved at lave paraffinpakning over en fod-eller håndcreme. Bagefter føles huden utrolig blød og dejlig, fordi hverken creme eller egen fugt har kunnet undslippe.
Jeg havde jo ikke forestillet mig, da jeg skrev om La Mer lotionen, at den var fantastisk og jeg var ligeglad om der stod petrolatum, at det ville udvikle sig til en hel føljeton. Men hvor er jeg glad for, at det gjorde. Bortset fra lejlighedsbrug af 8hour og altså Soft Lotion før en særlig makeup, så er hverken mineralsk olie eller silikoner det, der præger min daglige hudpleje.
Og ja, jeg er enig, lad os endelig sparke til at få dem ud. Jeg gjorde bare ophævelse over, at det var fordi de var billige og labkemikerne dovne, at man fortsatte med at bruge mineralsk olie. For så kunne man sige det samme om glycerin. Begge har egenskaber, der på sin vis arbejder mod samme mål, at en creme skal blødgøre. Glycerin gør det ved at tilføre og binde fugt og mineralsk olie kan altså lægge tæt låg på. Og det fremkalder ikke allergi, som må være en stadig sværere faktor at arbejde med for dem, der laver vores kosmetik.
TAK igen for at komme med kyndig kommentar, for du har så meget ret, vi vil selvfølgelig have de bedst mulige produkter for både hud og samvittighed. Kærlig hilsen Lise
PS: Og tak for ikke at beskylde mig for at være hende ‘petrolatum-tilhængeren’ ((;
Bente G skriver
Jua har ret, du får os til at tænke en ekstra gang. – Jeg ved hvilken konsistens creme jeg gerne vil have og noget om fugt, antioxidanter og spf, men selv i produkter fra Origins og Cliniqe og EL, aner jeg faktisk ikke, om der er silikone og mineralsk olie i. Ved hårprodukter fravælger jeg silikone, fordi nogle mærker nævner, at de er silikone frie og dermed gør det lettere for forbrugeren, men jeg har ikke set det ved hudpleje. – Jeg lærer nyt i dag af jer hudnørder.
Lise Grosmann skriver
Bente G: Tak for ord <3
Og du rammer som andre spot on, for konsistens og velværefølelse ved en creme er jo vigtig. Den magter 'de gamle' som nogle af dem i bogstaveligste forstand har lavet cremeformler i 100 år. Og tager store brands som Lauder's (La Mer er også et Lauder brand i dag - lige som de øvrigt har del i Deciem) mineralsk olie eller silikone ind, så er det jo ikke for at spare en planteolie, så er det fordi de opnår en kvalitet. Jeg har ikke lige present, om de har de nævnte ingredienser i deres produkter men i foundations er der helt sikkert silikone.
Hvis de produkter, man har tættest på huden - mist og serum - ikke indeholder mineralsk olie eller silikone og man mætter huden med dem, så er skaden nok ikke så stor, hvis en af dem skulle havne øverst*. Silikonerne er nemme at spotte pga. af endelsen -cone og -xane.
* Men der er selvfølgelig stadig det miljømæssige.
SidselSA skriver
Jeg undgår så vidt muligt mineralsk olie og silikone. Har fundet hårprodukter hos Yves Roche, der ikke indeholder hverken silikone eller mineralsk olie. Og så er de enda billige. Derimod er det svært at finde foundations og solcreme uden silikone, hvis de skal komme nogenlunde ubesværet ud af tuben og kunne fordeles på huden. Det er så min undtagelse… Hele denne vidunderlige sommer har jeg hver dag brugt NIOD Survival 30 solbeskyttelse, som er baseret på silikone. Jeg har aldrig haft så fantastisk en solbeskyttelse til ansigtet. Den er fabelagtig! Der er det ved solcreme og foundations, de ligger øverst på huden og så bliver de renset af HVER aften. Men jeg vil aldrig bruge de to ingredienser i hudpleje.
Lise Grosmann skriver
SidselSA: Åh, jeg er glad for din kommentar her. Dels kan jeg jo selv godt lide Yves Rocher og synes, at serien er underkendt. Emballagerne er måske ikke de mest hippe, men indeholdet formuleres altså af en mand, der tidligere lavede Chanels hudpleje. Der er så mange fine produkter imellem. Og ja, natur kan være billig.
Og så rammer du spot on ved at nævne foundations og solcremer, som er to typer produkter, der skal kunne fordeles ensartet uden at man skal hive og trække og har maske på bagefter. Du nævner da også NIOD, der har fælles ophav med The Ordinary, to serier, som får høje point for tiden.
Og ja….de ligger øverst på huden og de renses af. De kommer aldrig ned i huden, men de giver stort velvære. Men selvfølgelig må man have det miljømæssige i baghovedet altid.
Jeg indsætter lige et link her ved din kommentar, som jeg også efter-indsætter i teksten i dag https://www.silicones.eu/sustainability-environment/silicones-in-the-environment
Jua Keincke skriver
Jeg synes altid du får mig til at tænke en ekstra gang Lise? og tak for det. Jeg er ikke vild med sillicone, men ved at det nok sniger sig ind i nogle af de produkter jeg bruger, dog ikke hårprodukter? jeg forsøger, at købe produkter uden for meget der ikke skal være der, men de skal jo også virke ik??
Lise Grosmann skriver
Jua Keincke: Hvor sødt af dig at ‘sige’ Jua, tak <3
Man kommer på INCI-arbejde vil jeg sige, hvis man overhovedet ikke vil se noget -cone eller -xane (endelserne på silikonerne) i sit produkt. Selv i det vi ellers betragter som natur er de der somme tider. Og hvis nu et produkt har alle andre fordele med sig og ens hud ikke viser tegn på, at det generer, så behøver det måske ikke være grund til at droppe det. Selv The Ordinary bruger silikone, og det er jo ellers ret enkle formler. Men selvfølgelig er der serier/produkter, der har en no-strategi over for den type syntetiske fedtstoffer (selv om det stammer fra sand).
Tim skriver
Tak for et nuanceret og kyndigt syn på sagen, Lise.
Jeg sætter især pris dine pointer om proportionerne. Ofte er det kosmetikindustrien, der står for skud med al deres “kemi” (igen et meget unuanceret paraplybegreb). Måske fordi det et lettere at forholde sig til end tøjindustrien, fødevarer, elektronik og diverse plastmaterialer, vi mere eller mindre er afhængige af.
Jeg bryder mig ikke selv om mineralsk olie i cremer til ansigt og krop, da det nogle gange føles ‘mystisk’ på huden. Til gengæld ville jeg ikke undvære det i min læbepomade til de koldeste vinterdage, ligesom at jeg heller ikke kan forestille mig en primer eller foundation uden silikone 😉
Lise Grosmann skriver
Tim: Det er jeg virkelig glad for, at du synes – og skriver.
For jeg synes, du sætter spot on ved at nævne ‘proportioner’. Det er jo ofte det, der sker, vi finder os en synder – som måske fortjener kritikken – men ved at fokusere så enøjet, er der andre, der gnider sig i hænderne, fordi de undslap kritik. Nu tror jeg slet ikke industrien som sådan følger kommentarer til kosmetik, og mange føler vel heller ikke anledning til at ændre på deres produktion, men vi er forbrugere af det hele og som sådan er det en god idé at slå hårdest dér, hvor skaden er størst.
Jeg bryder mig, som jeg forhåbentlig fik gjort klart, heller ikke om mineralsk olie, men La Mer’s Soft Lotion er ikke desto mindre et fantastisk produkt til at skabe glat og fugtholdbart underlag for makeup. Og jeg har mere end én gang oplevet 8hour redde hysset hud, og så er jeg også ligeglad med, om det er mineralsk olie. Det giver huden fred. For eksempel også tynd læbehud om vinteren.
Silikonerne tror jeg faktisk slet ikke, at vi får ud af primere og foundation igen. Jeg kan godt huske de gamle foundations, der var ikke meget no-makeup makeup over dem (;
Bente G skriver
Fugt, antioxidanter og spf til om dagen. Til natten en genopbyggende hurtig absorberende creme der ikke er for fed.
Lise Grosmann skriver
Bente G: Hov, din kommentar vær nær smuttet for mig – undskyld. Men det er en perfekt opskrift, du har på ønskesedlen. Også at cremen om natten ikke behøver at være fed, for det er om dagen, barrieren er truet mest af udtørring, og om natten er der ganske rigtigt brug for genopbygning. God aften kære
Susanne D. skriver
Fugt. antioxidanter og spf til dagen og a-vitamin til natten . Det er jeg afhængig af ……?
Lise Grosmann skriver
Susanne D: GOD strategi. Og ingen silikoner, eller….?
Susanne D. skriver
Kære Lise,
Det går jeg faktisk ikke så meget op i.. så længe jeg ikke har noget problem med silicone/tåler det. Kan heller ikke rigtig forstille mig en primer uden silicone ?
Kh Susanne
Lise Grosmann skriver
Susanne D: Kære Susanne, hvis ikke du ser urenheder eller føler/ser andre problemer, så er det jo heller ikke noget problem. Hvad primere angår, så er det jo silikonen, der gør det, så det bliver nok svært at få den ud der (; Kh Lise
Anne Sofie Kjeller Larsen skriver
Jeg vil gerne have fugt og masser af gode vitaminer som A vitamin.
Lise Grosmann skriver
Anne Sofie Kjeller Larsen: Det er en fornuftig strategi. Men må de gerne være i en formel med silikone for eksempel? Eller vil du kun have naturens olier?
HanneTS skriver
Jeg fravælger mineralsk olie og silikoner. Udelukkende af forfængelige årsager. Min hud kan simpelthen ikke med de ingredienser. Sidst jeg prøvede et produkt med mineralsk olie, var det Embryolisse, og min hud kvitterede med det samme med lukkede komedoner og bumser. Uha, aldrig igen. Silikonerne har jeg forsøgt mig med on/off, og jeg er kommet frem til, at de simpelthen heller ikke skal være i min hudpleje eller makeup. Min hud bliver uren hver gang. Hvis forskningen omkring silikoner og tilstoppede porer siger noget andet, så har min hud ikke læst de artikler ?. Så det bliver altså et nej tak herfra ?
Lise Grosmann skriver
Hanne TS: Tak for at bidrage. Og det forstår jeg så godt, alle dårlige erfaringer på egen hud må jo få en til at stoppe med produktet. Uanset, hvad nogen/noget siger. Mineralsk olie er så nogen lunde nemt at styre uden om, men sværere med silikonerne, fordi de er rigtig mange steder og jeg tror, der er længere vej med at få dem udfaset (;